Kvinde?

”Jeg er blevet for gammel til at få sæd i ansigtet.” Sådan starter Sanne Søndergaard sit show om at finde ud af det der med at være kvinde. En effektivt overrumplende intro, hvor kaskader af grin byder hende velkommen, imens hun i spøjse grimasser pointerer sprøjtescenariet.

Hun punkterer fluks myten om den pæne pige, som prinsen på den hvide hest gerne vil have. Hurtigt får vi meget levende billeder af rygbumser, som popper, og det går op for os, at Sannes show ikke bare er lidt navlepilleri i kvindelivet, men også en ubændig jagt på den klammeste joke i det univers.

Her er masser af stikpiller til både kvindelige og mandelige værdier, som påvirker det at være kvinde i dag. Søndergaard har fat i noget tidstypisk, når hun snakker mande- og kvindeidealer. For der er seriøst nogle opskruede ideer på begge sider om, hvordan man er allermest kvindelig.

Kontraster er en stor del af charmen ved Søndergaard. Det er bare sjovt i sig selv, når denne rødtop af kæk-lille-sød-pige udstråling lukker op for det grovkornede og småperverse, der buldrer i hendes indre. Hun vil gerne provokere til debat. Som hun gjorde for et par år siden med et billede af sin røde dusk strittende op af bukserne, og et efterfølgende show sammen med Mette Frobenius om at tage stilling til kønsbehåring.

I ’Kvinde?’ er det noget andet, der får publikum til at se rødt: Menstruation. Og det er vitterligt overraskende sjovt i de velskrevne historier om yogastillinger og biografmørke. De fleste er heldigvis forskånet disse oplevelser, men andre mindre blodige situationer – som den manglende hygiejnespand – er fuldt ud genkendelige.

Dette miks af det relaterebare og det mere groteske fungerer også ret fornøjeligt, når damebladsråd kommer på tale. Særligt kvik er det med de hvide tænder, der bare kan blive ved med at kaste spørgsmål af sig – og ender suverænt med Ole Henriksen.

De pink stilletter, der gør sig til i midten af scenen under første del af showet, kommer på i anden del – sammen med læbestift og udslået hår. Uden større finesse egentlig, og det synes at hæmme kropssproget. Naturligvis skrues der op for kønsrolle- og ligestillingsdebat, der jo for en feminist som Sanne er obligatoriske emner i hendes shows, bøger, med mere.

Først en rodet omgang med racisme og sexisme, samt en malplaceret farmor/ældre-historie, men efterhånden kommer lattersalver igen med millimeterdemokrati, fjappe-magt og manglen på et godt ord for kvindeligt blowjob – med en endnu sjovere pointe.

Af og til kunne man ønske sig lidt mere kropssprog eller rekvisitsjov, men Søndergaards største problem er, at timingen indimellem smutter i det hektiske tempo. Momentvise temposkift og skarpere struktur ville gøre meget. Også for leveringen af den klammeste joke, der drukner lidt i slutningen. Men klammest er den helt sikkert!