Maos sidste danser

Når man når en vis position i filmverdenen, overgår man i nogles øjne fra at være instruktør til at blive skaber. Filmskaber. Bruce Beresford, en af Australiens stolte sønner, har åbenbart - ifølge filmens distributør - opnået denne status, og det takket være film som eksempelvis 'Driving Miss Daisy'.

Nu har Beresford så skabt en ny film, denne gang om den kinesiske balletdanser Li Cunxin, på hvis selvbiografi filmen er baseret.

Historien har stort potentiale. Den unge Cunxin bliver fjernet fra sine forældre og sin landsby som ganske ung for at danse på en af formand Maos prestigiøse balletskoler.

Cunxin vokser op på skolen og får som ung mand muligheden for at danse tre måneder i Houston takket være en idealistisk amerikansk koreograf. Her møder han friheden, kunsten og den første kærlighed. Han træffer den nærmest umulige beslutning om at hoppe af og dermed overlade sin familie i Kina til en uvis skæbne. Hvabehar?! Sikke et oplæg og sikke et spild.

Historien kan jeg med andre ord ikke udsætte noget på. Til gengæld kan jeg udsætte ganske meget på Beresfords forvaltning af historien, herunder hans billedvalg og stil. Og det er ganske rædselsfuldt.

Denne stærke og storslåede historie er syltet ind i en billedside så svulstig og med så lidt finesse, at man undervejs må spørge sig selv, hvor vidt der er tale om en pastiche over netop de propagandistiske kinesiske balletter, som Cunxin flygter fra. Helt slemt bliver det i slutscenen, som jeg simpelthen ikke ved om er ment som en dårlig joke.

På grund af de decideret ækle billeder, specielt dem der er optaget i Kina, får man aldrig historien under huden. Selv gode præstationer af Chi Cao og fra altid interessante Bruce Greenwod kan ikke ændre på dette. Filmen ender som et ligegyldigt kostumebal i klichéfyldte kulisser.