mother!

Går man i dybden med ’mother!’, konkluderer man at der må være tidspunkter hvor instruktør Darren Aronofsky har store kvaler med sit kunstnerliv. Muligvis også sit privat- og kærlighedsliv. I et væld af tyngende symbolik og prangende referencer fortæller filmen alt og intet, for der er bare overload på alle fronter!

Det begynder kriblende fascinerende med barok stemning mellem titelkarakteren (Jennifer Lawrence) og hendes mand (Javier Bardem), da en ældre mand (Ed Harris) kommer på uventet visit. Endnu mere påtrængende er hans kone (Michelle Pfeiffer), og snart gør sønnerne (Domhnall og Brian Gleeson) også en voldsk entre. Det familiedrama fra Helvede, der hernæst udspiller sig, er dog intet sammenlignet med filmens anden halvdel, hvor alverdens uterligheder flettes ind i et vanvid af apokalyptiske dimensioner. 

Starten er slutningen og omvendt, og det hus alt foregår i er ligeså meget mor – og muse – som kvinden, for det handler om skabelse, mandens skabelse. Han har brug for at skabe, men der skal også ofres, så der kan komme en ny skabelse, en ny ofring og så videre. Det er der naturligvis en sandhed i for kunstnere, der konstant søger at nyskabe, påvirke andre mennesker og ultimativt mærke deres beundring. 

Det går totalt fanatisk og fatalt amok her, når huset invaderes i overdimensioneret kaos med alt fra religiøse, politiske og sociale skudsmål, der bare ender med at overdøve eller ophæve hinanden. Hallucination, mareridt, fantasi og lignende på speed og overload. Der er ikke et normalt menneske her, og det vil tage årevis af heftig dybdepsykologi at få styr på den massive massepsykose, der udspiller sig her.

Fra inspirationen til succesen er der syge, blodige årer i musen/moren, og hjertet slår forgæves indtil det brænder op, forkuller og bliver til sten. Som en genstand manden forguder. Man kan ligevel opgive at tolke på ’mother!’, det skaber kun mere frustration. En sær blanding af sarkastisk kunstfilm og klichepræget gyserfilm, der er visuelt betagende og i øjeblikke karaktermæssigt fascinerende. Men forhåbentlig har Aronofsky fået kunstnerkvalerne på plads til næste projekt. For det her gør ondt i den store beundring og respekt for denne innovative instruktør.