Next to Normal

Jeg begav mig en smule skeptisk ind på Nørrebro Teater. En over to timer lang forestilling uden dialog, med alle følelser fortolket gennem sang lød på ingen måde som min kop the. Umiddelbart skulle jeg være blevet væk, men det gjorde jeg heldigvis ikke.

Mellem et højstemt, energisk klappende, tudende efterskolepublikum lod jeg mig overgive til familien på scenen.

En ung, smuk mor (Cecilie Stenspil) på randen af et sammenbrud og derefter hele vejen ned i den psykisk syge, elektrochokerende, pilleoverflod af en afgrund. Ved hendes side en altopofrende, afmægtig mand (Troels Lyby) og i skyggen af det hele en lidt sær, totalt overset teenagepige (Kristine Marie Brendstrup).

Parret har mistet en søn (Laus Høybye) og efter seksten år gennemsyrer det stadig alle relationer og truer med at ødelægge det skrøbelige fundament der holder alting sammen. Moderen kan ikke slippe barnet, der stædigt hjemsøger hende, faderen fortrænger fortiden og nægter at tale om ham. Den destruktive datter gentager mønstret og kæmper en ulige kamp om opmærksomhed.

Som sagt bliver alt fortalt på melodi hvilket både kan gøre det en lille smule komisk og en lille smule trættende. Til gengæld synger de alle med en vrede, energi og intensitet der bevarer troværdigheden og lader mig synke hen i familiens tragedie.

Det er modigt at lade musicalgenren danne ramme om et personligt, kaotisk tab af et barn og det lykkes temmelig godt. Historien er stram og overraskende og slet ikke så banal, som man kunne frygte.

Kvindens mentale forfald illustreres modigt og råt og uden al for meget candyfloss drysset udover. Banaliteten titter dog frem, nok mest på grund af den danske oversættelse, der, på trods af sin elegance, nu engang forbliver dansk og derfor lidt for flad. Da musikken og ordene jo allerede er skrevet skal der, i oversættelsen, fyldeord til og ”sgu” og ”hey hey” bliver flittigt kastet ind for at få det hele til at gå op.

Det store sammensurium (som en musical jo er) af band, lys, lyd, sang og spil går dog alt sammen op og kinderne er våde, både hos de kiksede efterskoleelever og mig.