pixel

Ombygning i Fuglekvarteret skal løfte 1960'er byggeri

Nyt forslag vil åbne og omdanne gammel industrigård, så den kan bruges både til ældreboliger og som et samlingspunkt for kvarteret.

Bispebjerg, Nordvest, Ørnevej

Tager man metroen eller S-toget til Nørrebro Station og går vestpå ad Ørnevej, kommer man gennem et af de mere arkitektonisk heterogene kvarterer i København.

Her i Fuglekvarteret — som det kaldes på grund af de ornitologiske gadenavne — flankeres klassiske rødbrune beboelsesejendomme fra begyndelsen af det 20. århundrede af nyere, og knap så charmerende, industri- og kontorbyggeri.

Det gælder for eksempel den gamle Nørrebro Industrigård.

Bygningen, der indtil for en håndfuld år siden husede et jobcenter, blev opført i 60'erne.

Og som så mange andre bygninger fra dét årti fremstår den som lidt af et klodset og langstrakt fremmedlegeme med sine gustengule mursten, mørke vinduer og hegn ind til gården mellem de to huse.

Men et nyt forslag, som Bispebjerg Lokaludvalg har fået udarbejdet af tegnestuen Nord Architects, vil give bygningen nyt liv.

Fokus på fællesskab

De nuværende kontorlokaler skal i forslaget omdannes til fleksible ældreboliger med fokus på fællesskab i en tid, hvor ensomhed blandt ældre er et stigende problem.

Der er tale om et ganske omfattende ombygning med en lang række faciliteter i stueetagen — lige fra fælleskøkken og orangeri til frisør og helsehus.

Tanken er, at ældre i takt med den stigende levealder bliver en stadigt mere divers gruppe med vidt forskellig helbredstilstand.

Derfor skal der oprettes fire typer af boliger: fællesskabsbolig, nærhedsbolig, helsebolig og omsorgsbolig.

Derudover skal der etableres balkoner samt en fælles tagterrasse oven på den mellembygning, der allerede i dag binder de to huse sammen.

Men mest afgørende for den omkringliggende by er, at stueetagen og det grønne gårdrum vil blive åbnet for omverdenen og skal invitere naboer til at bruge nogle af bygningens fællesfaciliteter.

Bygninger revitaliseres

Det aflukkede 60'er byggeri skal altså åbne sig op og blive et mere levende sted i lokalområdet.

Dermed indskriver den gamle industrigård sig i en trend, hvor arkitektoniske prygelknaber ikke rives ned, men i stedet revitaliseres ved at ændre på deres udtryk og — i nogle tilfælde — formål.

For eksempel gennemgik nabobygningen på Glentevej 67 for et par år siden en omfattende transformation væk fra sin hårde 50'er-facade med snorlige rækker af ruder og gråblå plader til lejligheder med et noget varmere udtryk med vertikale, lyse trælameller mellem de mørke vinduer.

Og på Thoravej 29, på den anden side af Frederikssundsvej, er en anden industribygning fra 60'erne i gule mursten blevet omdannet til café, udstillingsrum og debatscene, som de lokale i området kan bruge.

95 procent af de oprindelige materialer blev genbrugt i projektet, der i september vandt Realdanias Renoverpris, og som her i januar er nomineret til Arkitektforeningens uddeling af prisen 'Årets Arne'.

Bispebjerg Lokaludvalg vil arbejde videre med projektet på Ørnevej i 2026 — ikke mindst ved at forsøge at overbevise byens beslutningstagere om dets kvaliteter.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling