pixel

Beton­modernisme iklædes træ og grønt

Endnu en modernistisk betonbygning får nyt og lysere ydre. Denne gang i Fuglekvarteret.

Nybyggeri på Glentevej

Københavns gradvise 'oprydning' af byens modernistiske betonfacader fortsætter.

Nu skal en bygning på Glentevej have et nyt ydre, og som navnet måske har afsløret, er det en del af Nordvests Fuglekvarter, der står foran en transformation.

Glentevej ligger mellem Frederikssundsvej og Borups Allé på grænsen mellem det tætbebyggede Nordvest og Bispeengbuen.

Vejen danner overgang fra et stort område med ensartede rødstensbyggerier mod syd til et betydeligt mere blandet område mod nord — med både boliger, småindustri, kontorer og en moské. 

Nyt liv til gammelt

Den modernistiske bygning fra 1954 — der strækker sig fra nummer 67 til 69 — er både tidstypisk og stringent geometrisk. Dens beton er pakket ind bag en facade af skiftevise rækker af kvadratiske vinduer og kvadratiske, mørkeblå plader.

Indtil årsskiftet var det uddannelses- og beskæftigelsescentret Hans Knudsen Instituttet, som holdt til her. Men nu er HKI rykket halvanden kilometer mod øst til Vermundsgade på Østerbro.

Derfor skal bygningen nu have nyt indre og ydre liv.

Kosmetiske transformationer af netop betonmodernisme fra 50'erne, 60'erne og 70'erne er en tendens, der er ved at rodfæste sig i København i disse år.

På H.C. Ørstedsvej har en betonbygning med svalegange f.eks. fået en helt anderledes facade. Og på Gammel Kongevej har et større face-lift på en kontorbygning byttet beton ud med et lysere og mere transparent ansigt mod byen.  

Også på Glentevej får den eksisterende bygning lov til at blive stående — men med en helt ny facade.

Beton får lov at kigge frem

Det er Lars Gitz Architects, der står for bygningens forvandling, som på sin vis lader bygningen vise noget mere af sit oprindelige design.

Bygningens bærende struktur i beton skal nemlig være synlig igen — dog kun på udvalgte steder mellem store glaspartier, ubehandlede trælameller og stedsegrønne planter.

Ruderne pakkes ind i mørkegrå aluminiumsrammer, og efterhånden som trælamellerne patinerer, vil de få en mere sølvgrå farve, som lægger sig op ad den grå beton og vinduesrammerne.

Alt i alt er der tale om en markant ændring af bygningens ansigt, som de fleste nok vil fremover opfatte lidt 'blødere'. 

Legepladser på taget

Indeni skal bygningen primært laves om til boliger. Men da den er knap 23 meter dyb, når dagslyset ikke langt nok ind i de nederste etager til boligformål.

Derfor vil de to nederste blive indrettet til kontorer og en lille café med plads til lidt udeservering. En ny trappe i beton langs gaden vil skabe et lille plateau at sidde på.

På de lysere tredje og fjerde etage får ungdoms- og familieboliger lov til at rykke ind, og på toppen anlægges en taghave og legepladser til glæde for alle bygningens beboere. Familierne på fjerde får også private tagterrasser og altaner.

Ombygningen kræver en ny lokalplan, og derfor er forslaget i offentlig høring. Har man noget at sige til byggerier på Glentevej, har man indtil 7. juni til at få det gjort.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling