pixel

Papirøens kælenavn bliver nu det officielle vejnavn

Byens politikere har — stik imod de lokale ønsker — valgt den folkelige løsning til Christiansholms ... nej, Papirøens ... navneproblematik.

papiroen, cobe, vejnavn

Lad os starte med et lille tankeeksperiment. Forestil dig at du står på Strøget. Din telefon er løbet tør for strøm. En turist kommer hen til dig og beder dig om at forklare hende, hvordan hun kommer til Trangravsvej, der ligger på Christiansholm?

Et par minutter senere spørger en anden turist dig, hvordan han finder Papirøen? Hvilken af de to rutebeskrivelser ville du klare bedst uden hjælp fra Google aller Apple Maps?

De politiske medlemmer af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg har i hvert fald størst tiltro til, at de fleste københavnere ved, hvor Papirøen ligger. Trangravsvej — derimod — nyder ikke lige så stor genkendelighed.

For at forbedre orienteringen til det nye byområde, har politikerne besluttet, at adresserne på Papirøen ikke længere skal lyde 'Trangravsvej' med derimod slet og ret 'Papirøen'.  

Men helt så simpel er historien ikke. For den kunstige ø lige over for Skuespilhuset har officielt navnet 'Christianshom'.

Alle blev underkendt

Øen er forbundet med Arsenaløen og resten Holmen via én enkelt vej, der i dag hedder Trangravsvej. Den starter ved Holmens 'hovedgade' Danneskiold-Samsøes Allé, løber langs Trangraven og krydser lidt senere vandet over en lille stump land på cirka 20 meter og fortsætter ind på Papirøen. 

Det er denne del af vejen, der løber inde på selve øen, der nu får et nyt navn.

Det var Vejnavnenævnet i Københavns Kommune, der stillede forslaget om at ændre en del af 'Trangravsvej' til 'Papirøen'. De mente, at Papirøen ville være et mere oplagt vejnavn, da mange københavnere kender øen som netop dét. Det har politikerne nu enstemmigt godkendt, og vejnavnet forventes derfor at blive skiftet allerede i løbet af et par måneder.

Dermed underkender politikerne Christianshavns Lokaludvalgs ønske om at beholde det nuværende Trangravsvej. Lokaludvalget mente ikke, at Papirøen ville være et passende vejnavn, da navnet kun er blevet brugt i en relativt kort periode i øens mere end 300-årige historie.

Ejeren af øen — udviklingsselskabet CØ P/S — fik heller ikke sin vilje igennem. Her ønskede man, at vejnavnet skulle ændres til 'Christiansholm' — altså at sted- og vejnavn skulle være ens. Officielt var begrundelsen den samme som Christianshavns Lokaludvalgs, og historien melder ikke noget om, hvorvidt bygherre også mente, at 'Christiansholm' har en lidt mere mondæn klang. 

Christianshavns Lokalhistoriske forening ville heller ikke have 'Papirøen' skrevet på byens kuverter og støttede også, at man bibeholdte Trangravsvej. 

Men byens politikere valgte altså i stedet at gå med det folkelige kaldenavn Papirøen, som de nye beboere nu vil få som officiel adresse.

Selve øen vil dog fortsat bære stednavnet Christiansholm, så fremover skal man bevæge sig ned ad (den resterende del af) Trangravsvej for at komme til middag hos vennerne på Papirøen på Christiansholm. 

Frederik og Christian dominerer

Kaster man et blik på et turistkort over København, er det tydeligt at se, at Renæssancens og Oplysningstidens konger — de mange, mange Christian'er og Frederik'er — dominerer stednavnene i byen. 

Christiansholm er ingen undtagelse. Den blev anlagt som en kunstig holm — som betyder 'lille ø' —  i havnen i 1696.

Her kunne skibe kaste deres ballast, og i starten blev den nye holm kaldt Motzmanns Plads efter kaptajn Georg Motzmann, men i 1730'erne fik den sit nuværende navn, Christiansholm, efter den daværende konge Christian VI.

Øens folkelige kaldenavn — Papirøen — stammer fra årene efter 1958, hvor der blev etableret et avispapirlager på øen. Navnet blev ikke mindst velkendt i byen i forbindelse med det meget populære madmarked Copenhagen Street Food, der lå på øen i perioden 2014-2017. 

Vejnavneskiftet på Christiansholm kan derfor ses som et forsøg på at lette byrden for pakkeposten, Wolt-buddet og københavnere i al almindelighed, når de skal navigere rundt i byens stednavne, hvor der er mange — og ofte nært beslægtede — historiske referencer.

Samtidig kan der være en markedsværdi i et navn, der skaber genkendelighed i den brede offentlighed. For eksempel skiftede Christian IVs tøjhus fra 1604 — også kendt som Tøjhusmuseet — i 2018 navn til det mere nutidsdanske 'Krigsmuseet' i et forsøg på at lokke flere gæster ind på museet med et mere letaflæseligt navn.

Om beslutningen om at ændre gadenavnet til Papirøen vil påvirke det nuværende boligsalg på Christiansholm, er svært at sige. I skrivende stund er 51 boliger ledige ud af de oprindelige 151. De første beboere forventes at flytte ind i sommeren 2023.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Dennis Nielsen

Eksemplet med rutebeskrivelse fra Strøget til Papirøen eller Christiansholm giver ingen mening.

Fra Strøget er det nok det nemmeste sted at beskrive ruten, eftersom det er ligeud hele vejen
Soeren.chr.jensen_1735
Historieløshed. Navnet er Christiansholm. At de unge i byen ikke kender det, så må de lære det. Jeg er sikker på, at ingen vidste, hvor Margreteholm lå, før man byggede lejligheder der. Nu er stedet almindelig kendt.
Anders Yde Soeren.chr.jensen_1735
Hvordan er det historireløshed, når det netop henviser til dens historiske brugsmål som papirlager? Ellers kan vi jo lige så godt gå helt tilbage og kalde den Motzmanns plads igen...
Soeren.chr.jensen_1735 Anders Yde
Du kommer ikke uden om, at stedet er Christiansholh. Forelskelsen i "Papirøen" stammer fra de 3 år, hvor især unge opsøgte øen for at få et måltid mad.
Anders Yde Soeren.chr.jensen_1735

Er du sikker på, at du ikke bare er lidt træt af de unge?

For der er ikke umiddelbart en grund til at angribe ungdommen for et navn, der ville give fint mening, og som har eksisteret i 50 år...

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling