Paradis: Håb

Ulrich Seidl runder sin Paradis-trilogi fornemt af. Det er noget af et mammutprojekt, østrigeren har været ude i. Faktisk ville han blot lave én film med titlen ’Tro, håb og kærlighed’ – og formentlig erklære, at stærkest af dem er kærligheden. I hvert fald var Seidls første film om købt kærlighed i Kenya klart den stærkeste.

Set i forhold til etteren falmede toeren med et for stillestående religiøst univers, men frygter man, at treeren om håbet i en diætlejr for overvægtige østrigske teenagere ville falde yderligere i niveau, kan man godt tro om igen.

For Seidls amatørskuespillere i ’Paradis: Håb’ leverer en millimeterpræcis, nærmest dokumentarisk gengivelse af livet bag murerne uden slik og med masser af gymnastik. Unge Melanie Lenz serverer en stor præstation som den følsomme pige, der forelsker sig i lejrens 40 år ældre læge. Det skaber oceaner af pinlige optrin, hvor vores unge antiheltinde svømmer væk i sine selvopfundne håb og forventninger.

Som nævnt var det meningen, at Seidl ville have lavet én film ud af sit materiale. Men da han sad i klipperummet, gik det op for ham, at han havde rigeligt til tre film. Og er der noget instruktørens tre hovedpersoner i trilogien har til fælles, er det den konstante søgen efter ømhed. Og her er ’Paradis: Håb’ en god måde at slutte på. For de tre kvinder lader alle til at blive ladt tilbage uden for paradisets have med intet andet end håbløshed.