pixel

Byens parkerings­vagter må svede for autoriteten

P-vagter sukker efter, at shorts kan blive en del af sommer-uniformen, men kommunen mener, at det vil kompromittere udstrålingen af myndighed.

parkeringsvagt

Tilbage i august, da solen stadig bagte ned over København, og byen myldrede med bare ben, var der én erhvervsgruppe, som måtte svede sig igennem arbejdsdagen: Byens parkeringsvagter.

Parkeringsvagterne har de seneste to år forsøgt at få føjet shorts til den reglementerede uniform, der i forvejen omfatter kortærmede skjorter. Men uden held. Derfor måtte de også denne sommer svede sig gennem arbejdsdagen i lange bukser, skjorte og den karakteristiske gule refleksvest.

I deres stille sind føler nogle bilister måske en vis skadefryd over, at P-vagterne på den måde er tvunget til at lide i varmen. Men i sidste ende handler shortsspørgmålet slet ikke om komfort eller mangel på samme — det handler om, at parkeringsvagterne er nødt til at udstråle autoritet og myndighed.

Uniform modvirker konflikter

P-vagterne er ifølge Københavns Kommunes Bygge‐, Parkerings‐ og Miljømyndighed nogle af de mest udsatte kommunalt ansatte. Jævnfør de ovennævnte skadefro bilister skal P-vagterne ofte stå ansigt til ansigt med meget vrede mennesker, der i værste fald udsætter dem for skældsord, spytter på dem og truer dem med vold. Og nogle gange bliver det ikke kun ved truslerne.

Men ved at være iført en genkendelig uniform viser P-vagterne over for omverdenen, at de ligesom for eksempel billetkontrollører i metroen er myndighedspersoner med en nogle gange ubehagelig opgave at udføre. Det kan hjælpe med at skabe respekt fra borgernes side og afmontere konflikter, før de opstår.

Ifølge kommunen har de ensartede uniformer haft en mærkbar effekt på antallet af verbale og fysiske overfald. Og en uniform med shorts vil kunne spolere opfattelsen af myndighed, mener kommunen.

I manglen på korte bukser opfordres P-vagterne i stedet til så vidt muligt at holde sig i skyggen og holde mange pauser. Desuden er det ifølge Fagbladet FOA tilladt for P-vagterne at være iført sandaler med sokker i, så de får lidt luft til fødderne. Hvordan det påvirker deres udstråling af autoritet, melder historien intet om …

I P-vagternes såkaldte uniformsudvalg diskuterer man dog fortsat sagen, men i sidste ende er det kommunen, der bestemmer, om P-vagterne også må svede til næste sommer.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

Et 75 meter højhus blev til 24 meter i hestesko-form — og siden skete der ikke så meget mere. Vi undersøger, hvad der er blevet af nybyggeriet på Nuuks Plads.

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling