Promised Land

Matt Damon og Gus Van Sant – sammen igen for første gang siden den Oscar-belønnede ’Good Will Hunting’. Så kan man godt tillade sig at have høje forventninger.

Gus Van Sant kan sit kram. Der er nogle sindssygt smukke billeder af landskaber i det midtvestlige USA. Og skuespillerne leverer solide præstationer – alt andet ville også være overraskende med folk som Frances McDormand, Hal Holbrook, John Krasinski og Matt Damon. De to sidstnævnte har også skrevet manuskriptet.

’Promised Land’ er en film med et budskab, og man bliver afgjort klogere på den nye metode til gasudvinding, kaldet fracking. Men også lidt irriteret over, hvor tv-film-agtig iagttagelsen er på ret væsentlige aspekter af by vs. land-problematikken i USA.

Faktisk minder det lidt om det syn, den tidligere republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin har givet udtryk for: Det ægte Amerika finder man i de amerikanske småbyer, som har sande, patriotiske værdier. Og det falske Amerika består af storbyer som New York og Los Angeles, hvor man hader USA (og har en tendens til at stemme på Demokraterne...).

Damon og McDormand arbejder for et naturgasselskab og tager rundt til nøje udvalgte småbyer for at købe rettighederne til at bore efter gas. Umiddelbart et fristende tilbud for mange landmænd, der er ramt af finanskrisen.

Men det, der skulle have været et rutinejob i byen McKinley, forrykkes, da Krasinskis miljøaktivist ankommer og har held med at mobilisere de mange indbyggere, som ikke ønsker at sælge deres jord.

Filmen forsøger at nuancere og vise begge sider af konflikten. Og slutningen overrasker faktisk. Men samtidig skæres det ganske umisforståeligt ud i pap, hvem der er skurkene og hvem der er heltene. Og det er der næppe mange, der er i tvivl om.