pixel

80'er-rødt veksles til moderne og gråt på Åboulevard

Anonym ejendom fra 80'erne bliver højere, dybere og ændrer helt sit ansigt mod byen.

Åboulevard renovering

Næste gang du kører ad Åboulevarden ud af København, så læg mærke til stilladset, der er opstillet langs facaden på venstre side, cirka 1 kilometer efter du har passeret Søpavillonen.

Hvis du er hurtig, kan du måske stadig få øje på resterne af en lille, rød infill-ejendom bag stilladset. Den noget anonyme og tillukkede bygning er opført i 1986 og udstråler lillebror-status både i størrelse og udseende — klemt inde mellem to større, og mere ornamenterede, naboejendomme, der begge er opført i starten af det forrige århundrede.

Men adressen Åboulevard 53 vil ikke huse en lille, rød og noget anonym ejendom med 5 etager meget længere.

Lillebror har fået vokseværk, og håndværkere er nu godt i gang med en totalombygning — blandt andet med tilføjelsen af to ekstra etager, indvendig udvidelse af boligkvadratmeterne og nye farver og former til facaderne.

Fremover vil ejendommen mod Åbouelvarden markant have ændret karakter med en pudset sortgrå facade, der i hvert fald farvemæssigt lægger sig mere neutralt ind mellem sine to, mere imposante, naboer.

Den nuværende, helt plane facade vil i den nye udgave knopskyde fem karnapper i træbeklædt aluminium ud mod Åboulevarden — et formsprog der, i en noget mere moderne udgave, mimer den ene af naboejendommene, der også bærer karnapper.

Ind mod gården vil ejendommen få en lys, pudset facade — og dermed følge et traditionelt Frederiksberg-kendetegn med forskellige facadefarver ud mod gaden og inde i gården. Her bagtil vil de nye beboere få altaner ud mod et lille, nyanlagt gårdrum.

Horisontal udvidelse

Den oprindelige ejendom bliver udvidet markant mod gårdsiden med en tilbygning, der i alt tilfører 471 m2 ekstra etageareal.

Dét betyder, at ejendommens eksisterende otte lejligheder også bliver ramt af vokseværk og fremover vil rumme mellem 50 m2 og 75 m2. I dag er alle lejligheder på hver 40 m2.

På toppen af ejendommen bliver der plads til to nye, og større, lejligheder — én på 5. sal og en penthouse-lejlighed øverst på 6. sal. Begge vil huse 112 m2, og penthouse-lejligheden får i tilgift en tagterrasse.

Ejendommens tag bliver fladt med mulighed for grønt på toppen.

Få slappe stenkast fra Åboulevard 53 — på grænsen mellem Københavns og Frederiksberg Kommune — er der også godt gang i byggeriet. Her bliver der opført en helt ny bydel med skole, boliger og sportsfaciliteter, der fremover vil bære navnet Rolighedsvej Bycampus.

Den ekstraordinære byggeaktivitet er noget, som områdets beboere har lagt mærke til. Ja, faktisk er det ved at drive en af de lokale erhvervsdrivende til vanvid.

Stor byggeaktivitet

Hos Fisker Motorcykler — der er naboer til Åboulevard 53 — er indehaver Ea Fisker godt træt af stilladset, der »plager hendes forretning« lige nu. Hun har holdt øje med ombygningen af den røde ejendom siden stilladset blev stillet op i starten af det nye år.

»De har været i gang længe nu. Inde mod gården har der været et stillads siden november sidste år og et ud mod gaden siden starten af januar. Samtidig skal vi glo på det nye byggeri af Rolighedsvej Campus på den anden side af Bülowsvej. Vi føler, at vi er ved at drukne i byggerod,« siger Ea Fisker.

I forbindelse med ombygningen af den røde ejendom er der ekstra rift om parkeringspladserne i området. Og det skaber udfordringer for Eas motorcykelforretning.

»Det er ikke sjovt at drive forretning i det her. Kunderne har svært ved at finde en parkeringsplads. Og det er besværligt at få leveret varer. Jeg synes virkelig, at det er svært at drive butik under disse forhold,« siger Ea Fisker.

Ea Fisker og resten af området bliver dog ikke fri for byggeaktivitetet lige med det første.

Åboulevard 53 er formenlig færdigombygget engang i foråret, men Rolighedsvej Bycampus står efter planen først helt klar i 2027. De første boliger vil dog allerede være klar til indflytning sidst på året.

Ombygningen af Åboulevard 53 bliver gennemført af et dertil oprettet selskab, der har den — i Schweiz bosatte — ejendomsudvikler Peter Borre Møller som majoritetsejer.

Arkitekterne hos JJW har stået for det kreative.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Lars Fischer
Så er det bare at vente på, at vejen bliver gravet ned og Ladegårdsåen kommer frem...
Peter Voigt
Magasinets emnevalg og sprog om arkitektur er fremragende. Mange tak.
Jeppe Moltzen
Gud hvor skønt, den bygning var simpelthen så tarvelig !

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
København
En grøn boulevard gennem København og over en biltunnel hele vejen fra Nordvest til Amager.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling