pixel

Bil-venlige Frederiksberg vil nu også have cykelbølger

Frederiksberg gør en grøn bølge permanent, efter forsøg har sikret hurtigere rejsetid for både cyklister og bilister — og flere strækninger er nu på vej.

cyklister, frederiksberg allé, vej

Det er normalt nabokommunen København, der løber med opmærksomheden, når det handler om at rulle den røde løber ud for cyklisterne.

Frederiksberg har traditionelt været bilismen venligere stemt med flere bilejere og billigere beboerlicenser.

Men nu er enklavekommunen også kommet med på den "grønne bølge" — et trafiksystem, der hjælper cyklister, der holder en nogenlunde konstant hastighed med at ramme grønt lys hele vejen gennem centrale strækninger.

På Frederiksberg Rådhus har man nemlig besluttet, at trafiklysene på den travle Gammel Kongevej fremover indstilles efter cyklisternes tempo i stedet for bilernes.

Sweet spot: 18 km/t

Beslutningen fra Miljø- og Trafikudvalget kommer i kølvandet på et forsøg, der blev skudt i gang i slutningen af 2024. Her blev fire trafiksignaler på strækningen kodet om, så de danner en "grøn bølge", hvis man holder en hastighed på 18 km/t i myldretidsretningen.

Og evalueringen af forsøget har vist interessante resultater.

Ud over bekvemmeligheden ved ikke at skulle bremse og sætte fødderne på asfalten hele tiden, har projektet skabt en ren win-win-situation for alle parter på vejen.

Cykeltrafikken har fået et markant løft, da den gennemsnitlige rejsetid er reduceret med mellem 27 og 34 sekunder, hvilket svarer til en forbedring på cirka 11 procent. Og den øgede komfort har allerede haft en mærkbar effekt, da cykeltrafikken på strækningen er steget med 15 procent.

Måske mere overraskende er det, at biltrafikken på Gammel Kongevej faktisk også har fået en svagt reduceret rejsetid.

Det skyldes, at en grøn bølge synkroniseret til 18 km/t faktisk matcher bilernes reelle, tætte hastighed i byen langt bedre end de gamle signaler, der var indstillet efter en højere og mere urealistisk bilhastighed.

Samtidig glider busserne igennem fuldstændig som de plejer, uden at køreplanerne eller driftsøkonomien skrider.

Succesen breder sig

Med den permanente grønne bølge lægger Frederiksberg sig i slipstrømmen på en massiv københavnsk succeshistorie.

Københavns Kommune lancerede først fænomenet på Nørrebrogade for snart to årtier siden, og det strengt taget ganske enkle og oplagte system har siden høstet stor international anerkendelse — blandt andet i det britiske medie The Guardian.

I København har man erfaret, at de grønne bølger er et af de mest effektive redskaber til at gøre cyklen til det hurtigste transportmiddel og få pendlere til at lade bilen stå. For nylig afsatte kommunen midler til at indføre eller optimere grønne bølger på yderligere 15 strækninger frem mod slutningen af 2027.

Inspireret af de gode takter på Gammel Kongevej, vil det da heller ikke længere være det eneste sted på Frederiksberg, hvor cyklisterne fremover kan surfe afsted uden stop.

På baggrund af de positive resultater har rådhuset vurderet, at succesen bør gentages. Og der er nu afsat 250.000 kroner fra cykelpuljen til i første omgang at etablere yderligere to grønne cykelbølger.

Kommunen vil lave en bredere screening af alle dens 8,7 km2, men de foreløbige favoritter til de næste udrulninger er Finsensvej og Rolighedsvej, hvor man forventer at kunne skabe samme gode flow for cyklisterne uden at genere den øvrige trafik — eller måske endda skubbe lidt til den, som på Gammel Kongevej.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordvest
Overdækning af Helsingørmotorvejen til et grønt byrum, der byder velkommen til København.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling