Rytteriet 2

”Jeg synes, det er fint, som man siger, at samle appetit ude og spise hjemme.”

”Den kan jeg godt lide – er det Søren Kierkegaard?”

”Nej, det er Cliff Richard.”

De fleste jokes – med få undtagelser – der bliver fyret af undervejs i ’Rytteriet 2’ minder mere om Linie 3 end om Rytteriet, som man kender det fra TV.

Da jeg først hørte Rytteriet slå sine satiriske folder på P2 tilbage i 2008, glædede jeg mig over denne nye form, som de to fortællegenier søsatte. Martin Buch og Rasmus Botoft kan bare noget med ord og kunstpauser. Med DRs sprogpris, bedste radiosatire og en Robert for bedste korte tv-serie under armen, stoppede gøglerduoen ikke der, men satte kurs durk mod teateret og havde i 2010 premiere på deres første forestilling.

De kejtede karakterer tog sine spæde skridt i radiomediet og foretog et kvantespring til tv-mediet, hvor der for alvor kom noget at grine ad. For Rytteriet er ikke blot gode historier og god fortælleevne, det er i den grad dertilhørende mesterlig mimik og atmosfæriske rum, som satiremestrene Buch og Botoft gang efter gang bygger op. Fra den sønderjyske hede til Whiskey-bugten.

Men det er ligesom om, atmosfæren og de sprængfarlige detaljer ikke følger med ind i teateret – og det er klart, for på teateret skal alting gøres større, så alle kan få noget ud af det. Mimik, armbevægelser, vittigheder og udtryk. Men jo større det hele bliver, jo mindre bliver oplevelsen. Det sjove forsvinder i overdrevenheder og bliver revy-ordinært, uden udsigt til latterkramper.

Bandet ser godt ud. Marie Key synger godt med molagtig attitude, som skulle være en god modpart til resten af showets tragikomiske historier. Men jeg synes ikke rigtigt, at det bliver så sjovt som på tv, og hele oplevelsen lider lidt molagtig overlast med smådårlige vittigheder, som intet vejer op.

I stedet for at være enestående satire, som Rytteriet har bevist, at de godt kan levere i andre medier, drukner det morsomme lidt på teatret og når kun meget sjældent at ramme plet der, hvor det rigtig gælder.