Sandheden om Gladys

Hvad sker der når et dødsbo tømmes? Hvilke hemmeligheder gemmer der sig i skuffer og skabe? Det Kongelige Teaters Eventministeriet har i samarbejde med podcast-magasinet Third Ear kastet sig over at fortælle en ægte historie om to elskende og deres op- og nedture, ud fra deres efterladte breve.

Vi er samlet et stor flok nede på gaden på Frederikssundsvej og har fået at vide, at vi skal ringe på dørtelefonen ved Gladys og Stanley klokken kvart i otte. Vi er spændt.

’Sandheden om Gladys’ er en anderledes teateroplevelse. Instruktør Anders Lundorph og de medvirkende har formået at udnytte stedet på intelligent og overraskende vis. Vi hører lyde i opgangen, kaffekopper klirre i køkkenet, en gammel bil starte nede på gaden. Døre smækker i hovedet på os og åbnes igen, før vi har set os om. Skuespillerne farer ind og ud, og timingen er lige i øjet.

Forestillingen kan bedst beskrives som en spændingsdryppende hverdagsfarce i en purægte kulisse. Rigtige menneskers fortælling i en lejlighed på Nørrebro – men med masser af fantasi og store armbevægelser til at levendegøre historien.

Oppe i lejligheden smider vi skoene og bliver bænket langs væggene i dagligstuen. Her er gamle sager overalt. Kaffekoppen og vaniljekransene står på sofabordet som om hende, der bor her, blot er gået ned for at handle.

Tim (Morten Burian), hvis arbejde det er at rydde op i dødsboer, vader ind i stuen med to flyttekasser under armen. Hans kvindelige hjælper (Ene Øster Bendtsen) følger lige i hælene på ham. Den første flyttekasse er kun halvt fyldt, før de finder skrinet. Det støvede, brune skrin, der er fyldt til randen med sirligt foldede, gamle breve. Her er der guf at hente!

I løbet af den næste lille times tid forvandler de to opryddere sig til detektiver i kærlighedshistorien mellem Gladys og Stanley. Hvad kommer først og sidst? Hvordan kan det hænge sammen? Hvad sker der, hvis vi vender det hele på hovedet? Den historie, der langsomt udfolder sig foran os indeholder både drama, dybtfølt kærlighed, jalousi og det rene vanvid. Nogle gange overgår virkeligheden virkelig fantasien – og den slags virkelighed har fortjent at blive gjort til teater.

De to skuespillere charmerer sig ind på os med deres nysgerrighed, forsigtighed og til sidst totale overgivelse til de farverige karakterer. Især som henholdsvis Gladys og Stanley skinner de igennem med de store, melodramatiske armbevægelser. Ene Øster Bendtsen er en fryd at opleve i overgangene mellem forbeholden medhjælper til femme fatale a la 1940’ernes Danmark.

Eventministeriet laver forestillinger med en kort prøveperiode, sådan så det, der vises frem, mere må betragtes som en ufærdig skitse end en egentlig, gennemarbejdet forestilling. Det betyder, at vi som tilskuere skal være villige til at lege med.

Ind imellem skal ordene lige findes i de breve, der læses op og ind imellem fremstår skuespillet lidt famlende eller overgjort. Men det må vi vælge at se som en del af charmen. De to voksne mennesker foran af os leger en hamrende sjov og spændende leg – og vi kan bare læne os tilbage og være med.