Skakmat

Hvad sker der når et menneske falder? Det er spørgsmålet i anden del Teatret St.Tv.’s samfundstriologi ’Det u(sunde) menneske’. Svaret på spørgsmålet må være, at det slår sig, nogen hårdere end andre. For den 40-årige ungkarl Johan slår det måske hul på en ny begyndelse, men før noget nyt kan begynde skal man åbenbart først helt ned og ramme jorden.

Han har tydeligvis ondt i skulderen og med udsigten til 8 uger i lænestolen, så lader det til at han også får en lille smule ondt i røven. Johan er faldet på arbejdet, og det viser sig at være en oplagt mulighed for at revidere sit liv, og det gøres bedst ved at sove længe og drikke dåseøl til langt ud på natten. Flankeret af sin hyperaktive kammerat, der dagligt direkte fra Grønttorvet bringer nattens frugter og sin karikerede juristsøster, der er ligeså stram som den knold hun har i nakken.

’Skakmat’ kører i et hektisk tempo, hvor ven, søster, kæreste vælter indover hinanden, mens Johan sidder klistret til sin lænestol som var han forstenet. Måske er han skak, men det matte kommer primært fra manden i centrum. Man har lyst til at ryste ham og forsøge at klemme et minimum af overskud ud, men hvis selv de rusketure han får af den unge smækre Sofi ikke kan få ham ud af stolen, så er der måske ikke så meget der kan.

Dramatiker Line Mørkebys hovedkarakter falder langsomt med hårde bump ned mod bunden, indtil han ikke kan komme længere ned. Velmenende hjælpende hænder er ikke stærke nok til at hjælpe ham op. Moqi Simon Trolins iscenesættelse er enkel med manden i midten, der agerer i slow motion, mens alle omkring ham er i dobbelt tempo. ”Jeg kunne være et geni, hvis jeg gad..”, men det gider han ikke.

Det manglende initiativ fra hovedkarakteren betyder at forestillingen mangler en sprække af håb. Nils P. Munk i rollen som den forslåede Johan, er måske glad, men virker mere ligeglad. I joggingbukser og wifebeater sumper han hen i den lille sparsomt indrettede lejlighed, hvor væggene langsomt falder ned om ørene på ham. Men man kan ikke sætte en finger på Nils P. Munks ugidelige Johan med rabarberkinderne, han er skrøbelig og forvirret. Særligt i samspillet med Joen Højerslev, der altid rammer en meget seværdig ungdommelig energi, får forestillingen nerve.

’Skakmat’ er en skæbnefortælling om en mands nedtur. På en mission uden vision, men måske er det en sprække af lys, der stråler ind af skråvinduet mod slutningen.