pixel

Skal flere kirker bruges til andre formål?

København vokser og skriger på flere indendørs kvadratmeter, og her rummer byens kirker et potentiale. Men politikerne vægrer sig ved at tage stilling til et ømtåligt spørgsmål. Skal flere kirker bruges til andre formål, ser det ud til, at københavnerne selv må op af stolen.

Selexyz Book store Maastricht

I et kirkerum i Surrey flyver engelske teenagere op og ned ad ramper på skateboard langs store marmorsøjler. I den århundrede gamle St. Maximin-kirke i Trier dyrker tyske skoleklasser gymnastik med højt til loftet, mens lyset fra gaden rammer trægulvet gennem meterhøje vinduer. Og i den hollandske by Vught kan borgerne gå på bibliotek, museum og i medborgerhus, når de træder ind af hoveddøren og bliver mødt af bibelske væg- og loftmalerier i det, der før hed Peterskirken.

Hundredvis af kirkerum blive i disse år særligt i nordeuropæiske lande indrettet til nye formål, da kirkerne mister kirkegængere og ikke kan løbe rundt økonomisk. 

I København deltager cirka 7.000 mennesker i en gudstjeneste i en af byens kirker på en given søndag. Det er under 1 procent af indbyggerne i en by, der vokser med 10.000 indbyggere om året.

Samtidig stiger efterspørgslen på plads til indendørs aktiviteter, og i 2014 solgte Københavns Kirkefond seks af byens kirker til andre formål. Men siden dengang har debatten om alternativ brug af kirkerum stået stille, og spørgsmålet fra et samfundsperspektiv er, om alle kirkernes mange kvadratmeter i dag er bedst givet til religiøse formål.

Ny aktivitet på Vesterbro

Hundredvis af mennesker besøger hver uge Folkehuset Absalon på Vesterbro til fællesspisning tre gange om dagen, bordtennisturneringer, studiecafe, yoga og impro-teater. Indtil 2014 husede de samme lokaler Absalons Kirke.

Blågårds Kirke på Nørrebro hedder i dag Koncertkirken og havde 275 koncerter i 2017. 

Og Samuels Kirke i Thorsgade på Nørrebro er omdannet til 35 ungdomsboliger med relativt lav husleje fastlagt af kommunen. 

Iben Lehm er projektleder i boligforeningen VIBO, der købte kirken i Thorsgade og i dag driver Samuels Hus. Hun så dengang et kæmpe potentiale i rummene, og i dag er der stor efterspørgsel på boligerne i den nedlagte kirke, fortæller hun. 

»Det var attraktivt at skabe billige ungdomsboliger med så central en placering i byen. Set fra et bæredygtighedsperspektiv er det også et kæmpe plus, at man ikke river ned for at bygge nyt,« siger hun og fortæller, at det har været et princip for VIBO at bevare oprindelige elementer fra kirkens arkitektur.

Der var dog også udfordringer. Boligerne skulle blandt andet indrettes, så de fik den mængde lys, bygningsreglementet kræver. 

»I en gammel kirke ligger mange kvadratmeter i de tykke mure. Det har sin charme. Som udgangspunkt måtte vi ikke skære huller i huset for at få dagslys, indtil vi kom på ideen med at lægge alt nyt uden på facaden, så det var tydeligt, hvad der er nyt og gammelt,« siger Iben Lehm.  

Landets laveste medlemskab

Den danske folkekirke er inddelt i 10 stifter, som dækker hver sit område af landet. Et stifts kirker er fordelt i sogne, som typisk rummer én kirke hver, men som af og til rummer flere. Sogne grupperes i en række administrative enheder kaldet provstier.

I Københavns Stift er der 9 provstier der administrerer 94 sogne med i alt 108 kirker. Som tommelfingerregel er der altså én kirke pr. sogn, og 10 sogne pr. provsti.

22 af kirkerne ligger dog på Bornholm, da øen i øst rent kirkeligt hører under Københavns Stift.

I 2013 indstillede Københavns Stift til kirkeministeriet, at 14 ud af stiftets dengang 113 kirker skulle lukkes.

Af de 14 kirker endte de seks med at blive solgt til nye ejere, mens to fortsat administreres af et provsti, der nu udlejer lokalerne til andre arrangementer, trossamfund og koncerter.

De resterende seks kirker fortsatte som de var, da kirkernes menighedsråd modsatte sig lukning. Det var den daværende kulmination på en udvikling i byen, hvor en faldende procentdel af indbyggerne vælger et liv der involverer kirken. 

I 2018 var 56,8 procent af københavnerne medlem af folkekirken — den laveste procentsats blandt alle landets kommuner — og tallet falder år for år. Set isoleret nærmer København sig således et punkt, hvor mindre end halvdelen er medlem af Folkekirken. Skulle det ske for landet som helhed, ville folkekirkens bånd til staten skulle løses.

Fra 2011 og frem til 2019 har folkekirken i København og på Frederiksberg i absolutte tal fået cirka 10.000 flere medlemmer. Men i samme periode er antallet af københavnske borgere, der ikke er medlem vokset med cirka 80.000. Derfor er medlemskabet procentvis faldet med mere en 5 procentpoint i perioden.

Ifølge tal fra Københavns Stift har der dog været en lille stigning i det samlede antal kirkegængere de seneste år. I 2017 kom der i gennemsnit 64,5 personer til gudstjeneste i Københavns kirker, mens tallet i 2013 var 58,5.

Tallet gemmer dog også på, at der i 2017 blev afholdt godt 7% færre gudtstjenester i forhold til 2013.

Politisk forsigtighed

Københavns kulturborgmester fra Alternativet, Franciska Rosenkilde, konstaterer, at de kirker, der blev omdannet i 2014, er blomstret op og er velbesøgte. 
 
»Det er ofte rigtig flotte, store rum, og der er en stor efterspørgsel på kulturelle aktiviteter i byen. Men jeg har ingen ambitioner om, at bestemte kirker skal omdannes til noget andet, hvis de bliver brugt af kirkegængere,« siger kulturborgmesteren, der ikke ønsker generelt at udtale sig om, hvorvidt flere af de mindre brugte kirker burde omlægges til anden brug. 

Omlægning af kirker er ikke en kommunal opgave, da folkekirken er tilknyttet den danske stat. Men kommunegrænser har stor betydning for, hvor mange penge der opkræves til drift af kirkerne.

I 2017 havde den danske folkekirke indtægter for 8,5 milliarder kroner.

9 procent kommer fra et statstilskud, der betales af alle skatteborgere — også udmeldte af folkekirken — og som hovedsageligt dækker præster og provsters løn og pension.

Cirka 80 procent af kirkens indtægter kommer direkte fra medlemmerne, som betaler to slags kirkeskat: en lands- og en lokalskat.

Landskirkeskatten er bestemt af kirkeministeriet og er den samme over hele landet. 

Lokalskatten, der udgør langt størstedelen, varierer efter kommune. Den bliver fastsat af kommunens provstier, der samler budgetterne for de sogne de administrerer, typisk altså omkring 10 hver. I Københavns Kommune var kirkeskatten i 2017 0,8%. På Frederiksberg var den 0.5%.

Lovgivningen er indrettet således, at en kirkes menighedsråd skal nedlægge sig selv, hvis en kirke skal lukke. Det er kirkeministerens beføjelse at lukke folkekirker, men hvis menighedsrådet ikke er indstillet på, at det skal ske, kan det juridisk set blive vanskeligt for ministeren at nedlægge en kirke.

Kirkeminister Mette Bock fra Liberal Alliance pointerer, at lovgivningen er skabt i respekt for, at kirken i Danmark er en folkekirke og ikke en statskirke, som var dens navn inden Grundloven fra 1849.

Ifølge samme grundlov skal kirken dog fortsat understøttes af staten, og det har været en tilbagevendende diskussion i debatten om folkekirken, hvorvidt institutionen reelt er det ene eller andet. I praksis er en af forskellene, at man i dag ikke bliver medlem af folkekirken ved at blive født, men ved at blive døbt. Der er valgfrihed, med andre ord.

»Jeg er af princip hverken for eller imod kirkelukninger,« siger Mette Bock. "Det afhænger af, hvad man lokalt i kirkerne vurderer, der er behov for. Det er ikke politikerne, der skal tromle forandringer ned over hovedet på folkekirken."

I England er det op til sognene at rejse penge til drift via indsamlinger, og her omdannes kirker i hundredvis, fordi der ikke er nok, som vil beholde dem som kirker. Spørgsmålet er, om man i København risikerer, at det kan være svært at omdanne kirker, når medlemmer — døbt og indmeldt som babyer — aktivt skal melde sig ud. Men kirkeministeren mener ikke, at det er årsagen: 

»Når man ser på interessen for ikke at betale mere i skat end højst nødvendigt, er det lidt bagvendt at tro, at det skulle være anderledes med kirkeskat,« siger Mette Bock. 

En meningsmåling foretaget af Center for Kirkeforskning i 2013 viste dog, at kun 48 procent af danskerne ville vende tilbage til folkekirken, hvis deres medlemskab blev sagt op, og de aktivt skulle melde sig ind igen.

Så er der en problemstilling, hvis behovet for at bruge kirkerum til andre formål kommer fra dem, som betaler til kirken, men ikke benytter sig af dens faciliteter? 

»Det står alle frit for at blande sig i debatten,« siger Mette Bock. »Det behøver man ikke sidde i menighedsråd for. I et sogn, hvor der stadig er mange medlemmer, som betaler kirkeskat, så driften kan finansieres, kan det godt være, der ikke kommer så mange til gudstjeneste om søndagen, men medlemmerne vil sandsynligvis gerne beholde kirken, ellers havde de meldt sig ud.«

Kirker kan støtte andre kirker

Hvis driften af en enkelt kirke har vanskeligt ved at løbe rundt, kan der dog være sogn, der afgiver ligningsmidler til andre sogn ud fra devisen om, at ”de flere deler med de færre.” Det forklarer en jurist fra Københavns Stift til Magasinet KBH.

Dermed kan en kirkes drift ikke altid finansieres af medlemsbidrag fra kirkens eget sogn. Med andre ord kan det godt være tilfældet, at en kirke fortsætter sin drift, selvom så mange i kirkens sogn har meldt sig ud af folkekirken, at sognet ikke længere har medlemmer nok til at understøtte kirkens drift.

Hertil svarer kirkeministeren, at selvom dette er korrekt, så fastsættes den lokale kirkeøkonomi i samarbejde mellem det enkelte sogns menighedsråd og provstiet, som formulerer en forventet ramme for fordeling af midler mellem de enkelte kirkekasser i provstiet.  

»Der foregår en udjævning af økonomien mellem de enkelte kirker, for den endelige indmelding af kirkeskatteprocent til kommunen gælder jo alle provstiets kirker,« siger Mette Bock.

Kirkeministeren refererer her til lovgivningen og indikerer, at det er politisk valg, at lade sognene fordele midler imellem sig på denne måde.

Hun nævner desuden, at yderligere 120 millioner om året fra landskirkeskatten uddeles som lokale udligningstilskud der er med til at understøtte driften af kirker – også de kirker, som har svært ved at løbe rundt økonomisk.

»Men der er en stærk demokratisk repræsentation af folkekirkemedlemmer i både menighedsråd og provstiudvalg. Det er svært at forestille sig et bedre grundlag for beslutninger baseret på medlemsdemokrati og imødekommelse af medlemmernes ønsker, end hvad man ser i netop folkekirken,« mener Mette Bock. 

Kirkeministeren fra Liberal Alliance siger dog, at hun gerne vil se på, om rammerne for kirkelukninger er tidssvarende:

»Det kan godt være, at folk skal bevæge sig længere for at komme i en anden kirke, hvis der er få kirkegængere, som vi har set i flere landsogne. Men det skal foregå på demokratisk vis. Diskussionen er relevant, og vi vil nok også se sogne lægge sig sammen i København i de kommende år. Vi skal holde øje med, hvor folk bor i forhold til kirkestrukturen. I København flytter folk og bosætter sig nye steder i byen som eksempelvis i Ørestaden, hvor der indtil for nylig ikke var nogen kirke,« siger hun.

Bock henviser her til, at en ny kirke blev indviet i Ørestad 2018, ligesom en ny kirke er under opførsel i Sydhavnen, og en kommende kirke er på vej til at blive bygget i Nordhavn. 

Præsenteret for et tankeeksperiment, hvor enkeltkirker i København der har vanskeligt ved at finansiere driften gennem medlemsbidrag nedlægges, og Københavns Kommune i stedet får mulighed for at opkræve lidt ekstra kommuneskat og drive kirkerne med alternative, offentlige tilbud, pointerer Mette Bock, at det er et politisk anliggende for Folketinget at tage stilling til. Som kirkeminister er hun sidste led i kæden for kirkens administration og kan ikke gå ind i den diskussion. 

Aldrende menighedsråd og kendiseffekt

Solbjerg Kirke på Frederiksberg var blandt de kirker, der blev indstillet til lukning i 2013, men som valgte at fortsætte. Dengang truede kirkens menighedsråd med at sagsøge den daværende kirkeminister Manu Sareen, hvis kirken blev lukket.

Kirsten H.K. Møller sad i menighedsrådet dengang og er siden blevet formand. Hun vurderer, at der er begyndt at komme lidt flere i kirken og nævner børnerytmik og babysalmer som koncepter, hvor der kommer mennesker ud over gudstjenesten. Sidstnævnte trækker dog sjældent fuldt hus. Der kommer cirka 25-30 mennesker til almindelig gudstjeneste. 

»Vi er en relativt stor kirke, men hvis der kom mindre end 10-15 stykker hver søndag, ville jeg godt kunne se ideen i at bruge kirkerummene til noget andet,« siger hun. Kirsten H.K Møller har ikke en principiel holdning til lovgivningen, hvad angår kirkelukninger, men nævner aldersgennemsnittet i menighedsrådet som en realitet, der kan få betydning for kirkens fremtid.

»Jeg har selv rundet 70 år og genopstiller ikke, og de fleste i menighedsråd er endnu ældre. Hvad der sker, når folk trækker sig, ved jeg ikke. Hvis der til den tid, ikke er nogen i menighedsrådet, der vil fortsætte, kunne Solbjerg måske være iblandt, hvis der kom en ny runde indstillinger til lukning.« 

I Skt. Pauls Kirke ved Nyboder har der til gengæld været en markant anderledes udvikling, siden kirken fortsatte driften efter at være indstilling til lukning. I 2014 kom Kathrine Lilleør — der er kendt som forfatter og debattør — til som ny præst. Kirken er blevet renoveret og som en repræsentant fra menighedsrådet fortæller, er de i dag skuffede, hvis der kommer under 150 til gudstjeneste. 

Menighedsrådsformand i Aalholm Kirke i Valby, Ellen Elisabeth Grubb, fortæller, at da kirken stod til lukning i 2013, fik de indsamlet 3.500 underskrifter fra medlemmer i sognet i protest mod, at kirken skulle lukke. En håndfuld år senere kommer der cirka det samme antal til gudstjenester som dengang. Den ene af kirkens to præster tiltrækker 10-15 mennesker, den anden præst det dobbelte. Ellen Elisabeth Grubb mener, at det er helt naturligt, at menighedsrådet har den afgørende stemme for kirkens fremtid. 

»Det er sognets kirke og ikke alle mulige andres. Desuden kunne vi dengang se på protesterne i sognet, at der var stor opbakning til kirkens drift. Folk er ikke interesserede i, at deres kirke skal blive til et supermarked eller en svømmehal. Kirken er samvær, og det er muligt hele ugen og ikke kun om søndagen,« siger hun.

Hvor mange er mange i en kirke?

Debatten om kirkelukninger i 2013 var svær og fyldt med følelser. Det fortæller Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen. Konklusionen om at indstille kirkerne til lukning var resultatet af en årtier lang diskussion i stiftsrådet, og en masse kirkegængere var tæt knyttet til de pågældende kirker.

»Det kan godt være, at kirkens rum ikke er forbundet med vigtighed for alle, men husene har indeholdt megen bevægelse af sorger og glæder. Det er symbolske rum, som fylder i bybilledet, og hvis man piller for voldsomt ved det, kan mange mennesker blive i tvivl om, hvorvidt vi er på vej i et kulturskred,« mener biskoppen, som i 2013 ikke ville afvise, at flere kirker i fremtiden kunne blive indstillet til lukning. Han var også ærgerlig over, at det ikke lykkedes, at lukke alle de indstillede kirker. 

»Man foretager ikke en indstilling, hvis man ikke mener, at det er nødvendigt. I dag er vi blot i en anden situation. Udviklingen har været meget forskellig i de kirker, der blev indstillet til lukning 2013, men fortsatte, og de kæmper bravt videre. Vi er altid fleksible, hvad angår struktur. Det er derfor, vi også bygger nye kirker.«

Peter Skov-Jakobsen vil dog ikke tage stilling til, hvorvidt befolkningstilvæksten stiger i et tempo, som sætter spørgsmålstegn ved, om nogle kirkerum kan komme flere mennesker til gavn ved at blive omdannet til andre formål. 

»Jeg forholder mig til, at vi har set en lille stigning i antallet af medlemmer i København på trods af den procentvise tilbagegang, og vi har oplevet mange flere borgere, der bruger vores kirker nu end for nogle år siden. Kirkerne er også andet end gudstjenester. Der er massevis af koncerter, drop-in-dåb og spaghetti-gudstjenester. Jeg vil tro, at folkekirken er den største kulturudbyder i København,« siger han og tilføjer, at hvad der ellers er byens behov, må være kommunens og ikke folkekirkens anliggende.

Lidt over halvdelen af københavnere er medlem af folkekirken, men størstedelen bruger ikke kirken jævnligt. Hvad nu, hvis en stor del af de mennesker mener, at der er behov for at lave kirkerum om til noget andet?

»Kirker er indviet til at være kirkerum. Medlemmerne bliver pålagt at bevare de kulturværdier, som kirkerne er. Måske er der medlemmer, der mener, at deres bidrag skal bruges til noget andet. Men lovgivningen er ikke indrettet således, at man blot kan lave kirkerne om. Så har de mennesker et politisk arbejde foran sig.«

Få adgang som plus-medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

relaterede
artikler

seneste KBH+

seneste
opinion

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling