Himmellys i en træbygning: Ørestad får sin første kirke
Byggeriet af den nye Ørestad Kirke er gået i gang tæt på Royal Arena — De 26.000 beboere i området vil også kunne dyrke f.eks. yoga i kirken.
En klosterlignende træbygning med barkstruktur på ydersiden.
Adskillige udvendige nicher, der inviterer til reflektion.
Et stort fokus på at bade rummene i himmelsk ovenlys.
Sådan lyder den opskrift, der skal gøre den nye Ørestad Kirke til et samlingspunkt for de 26.000 indbyggere i den stadigt ekspanderende bydel.
I starten af juni var der inviteret til første spadestik-arrangement med bobler, skåltaler og samvær for de lokale sjæle.
For det er en historisk begivenhed, at der nu opføres en ny, permanent kirke i bydelen — en kirke der er tænkt som både et åndehul og et kulturelt samlingspunkt, og med en arkitektur der skal være "inklusiv, fleksibel og bæredygtig."
"Det er en stor dag for Ørestad," lød det fra Anne Skovbro, direktør i By & Havn, der var blandt dem, der greb spaderne. "Kirken skaber — uanset om vi er os det bevidst eller ej — et kulturelt fundament i vores liv," lød det.
Tusinder flytter til
Hvad end man er enig i, at kirken skaber et kulturelt fundament for vores liv eller ej, så vokser Ørestad stadig — og om få år, vil der bo yderligere 5.000 mennesker her.
Bydelen har faktisk helt siden 2018 haft sin egen menighed i form af Kirken i Ørestad — etableret i et gammelt butikslokale i boligkomplekset 8-tallet.
Det hidtidige kirkelokale har dyrket et mere råt udtryk end den kommende: Rå betonvægge, pladelofter, bræddegulv og moderne inventar møder øjet i det lokale, som for nogen i dag er bydelens rum for store livsbegivenheder og søndagens prædikener.
Den nye, permanente kirke — Ørestad Kirke — skal udstråle ro og reflektion.
Dét opleves især ved loftet i det centrale kirkerum, der består af trapezformede træelementer, som buer opad, og skal skabe en følelse af at stå under et baldakin-lignende trækronetag. Dagslyset filtreres ind gennem ovenlys — som solstråler der falder ned i en skovbund.
Arkitekturen er skabt af Henning Larsen Architects, som har valgt at bygge hele kirken i træ — et bæredygtigt greb, men også et symbolsk.
"Vi har ønsket at skabe en oplevelse inspireret af lysninger i skoven," siger Nina la Cour Sell, partner hos Henning Larsen. "Et fleksibelt og inkluderende samlingssted."
Kirken får ikke sit eget tårn, men består derimod en række serielle, tårnlignende elementer, der er forskudt i højden og som skal illudere en række af himmelstræbende træer.
Til projektet er dog allerede tegnet et fritstående trætårn efter italiensk mønster — en såkaldt campanile. Det er der dog ikke fundet budget til at bygge i første omgange — men det kan tilføjes senere.
Hæng ud ved kirken
Kirken skal efter planen både invitere ind ved højtider og til hverdag.
I kirkens planlagte 1.618 m2 vil der ud over det centrale kirkerum også blive plads til fællesspisning, små koncerter og foredrag — eller yoga — i en række uformelle fællesskabsrum.
Bygningen er tænkt til at række ud i lokalmiljøet. I stedet for at trække sig ind i sig selv, skal Ørestad Kirke ifølge skaberne åbne sig mod byen med en en fleksibel facade udformet med indhak, nicher og opholdszoner, der bryder facaderne op i mindre forløb.
Disse nicher fungerer som små, beskyttede byrum, hvor man kan sidde, læse, drikke kaffe eller bare hænge ud. I nicherne integreres også insekthoteller, plantekasser og bogbyttehylder, så kirken bliver en del af det omgivende byliv.
At bydelen nu får sin egen kirke, har været planen siden den første lokalplan for området så dagens lys for snart 20 år siden — i 2006.
By & Havn solgte grunden til Islands Brygge Sogn i 2021, og nu er et nyt Ørestad Sogn blevet skilt ud og er den egentlige bygherre på projektet.
Andreas Klein Eriksen, formand for menighedsrådet, ønsker sig en kirke, der er en aktiv del af Ørestad, fortæller han:
"Et sted med både kulturelle, sociale og kunstneriske aktiviteter — og selvfølgelig gudstjenester i mange former," lyder det i en pressemeddelelse udsendt i forbindelse med opstarten.
Kirken kommer til at ligge på et areal mellem mange boliger i området lige bag ved Royal Arena. I dag finder man her en midlertidig skole, der dog flytter til en ny, fast adresse få hundrede meter væk.
Nye kirker i nye bydele
Sidst Københavns Stift byggede en kirke helt fra grunden var i 1989. Det var Skelgaardskirken i Kastrup. Men København har dog fået nye kirker siden — især i form af en række midlertidige kirkerum, og flere af dem er udført med et ret kreativt tilsnit, der eksperimenter med hvad en kirke også kan være.
Sydhavn Sogn venter p.t. på at få opført en permanent kirke på Teglholmen — et byggeri der p.t. afventer endelig godkendelse i Kirkeministeriet. Men her man siden 2019 haft en midlertidig kirke i form af Kirkeskibet 2450 — en husbåd med ca. 150 m² indendørs og en stor terrasse med plads til ca. 100 personer.
I Nordhavn har de fået en såkaldt tiny church, et 75 m² trækirkerum i en tolvtakket form med plads til 40–50 personer. Bygningen er designet til at være flytbar, så den nemt kan genopstilles et andet sted, når Nordhavn en dag også får sin egen permanente kirkebygning.
Det bliver dog altså Ørestad, der får Københavns næste kirke, og den åbner efter planen i slutningen af 2026.
Så måske bliver julegudstjenesterne i december 2026 dén begivenhed, der inviterer det nye sogns beboere ind til lysindfaldet fra oven.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer