Spis Bed Elsk
DRAMA
Premiere 11. november
Midt i en succesfuld karriere og et udadtil godt ægteskab indser Liz Gilbert (Julia Roberts) at noget essentielt mangler og beslutter sig for at ændre kurs. Og efter en smertefuld skilsmisse og et sideløbende mislykket reboundforhold tager hun ud på sit livs rejse, både fysisk og mentalt, for at generobre balancen i livet.
'Spis Bed Elsk' er instruktør Ryan Murphys filmatisering af romanen af samme navn, men resultatet kunne altså have været bedre. Trods det at filmens præmis indeholder de rette intentioner er udfaldet en farvemættet men lettere forloren, banal, popsmart guide til selvrealisering i egoismens fortegn - blottet for selvironi og uden dybere mening.
Iscenesættelsen af både gastronomien, kulturmødet, spiritualiteten og den indre fred er pæn og pittoresk på den frelste, kedelige måde og forbliver overfladisk. Murphys karaktertegning mangler styrke og kant; den er knastør, tør ikke være kontroversiel og stikker kun lige tæerne i det spirituelle hav.
Uheldigvis bliver også filmens forskellige moraler i spis-bed-elsk-kategorierne vingeskudt inden de overhovedet er flyveklare, og mange af problemerne ligger på manusplan idet Murphy, som også er manusforfatter, selv punkterer den substans han forgæves prøver at opbygge.
Dog er Julia Roberts som altid underskøn og indtagende, omend hendes fremtræden er en anelse rutinepræget. Og i mødet med Javier Bardems karakter opstår der endda en fin romance, men filmens længde, den indholdsmagre turistbrochureæstetik og de stækkede moraler vejer tungest på vægtskålen.