pixel

Stå fast

  • Skuespilhuset
  • premiere 25. januar 2018
  • 3

Fakta

KOMEDIE

25. januar- 29. maj 2018

Skuespilhuset, Lille Scene

Brinkmann-feberen raser. Nu også på Det Kongelige Teater. Men hvis det er Brinkmann, man er nysgerrig på, bør man i stedet læse hans bøger. Og vil man være tro imod hans budskab, bør man sådan set i stedet gå ind og se ’Maskerade’. Vil man til gengæld gerne se en absurd og velspillet komedie, der handler lidt om Brinkmann, lidt om vores tid og lidt om alt muligt andet, så er ’Stå fast’ et godt valg.  

Skuespiller Mads Rømer Brolin-Tani modtager os udenfor salen og stiller sig op på en stol for at gøre os beredte på aftenens oplevelse. Vi må ikke forvente for meget. Holdet har taget Brinkmanns ambitioner om middelmådighed til sig, og han forsikrer os om, at de har et yderst realistisk selvbillede, som det passer sig i denne sammenhæng. Ingen af skuespillerne er specielt kendte, siger han, og de spiller jo også bare på Lille Scene. Der bliver grinet i publikumsklumpen, hvor vi står med billetterne klar og ellers havde forventningerne helt i top. 

Det er en forfriskende start og en af forestillingens virkelige genistreger. Forestillingen er lavet frit efter Svend Brinkmanns bøger og trykket skal her lægges på frit. ’Stå fast’ er på den måde langt fra en-til-en oplevelse, men har snarere karakter af videretænkning af Brinkmanns pointer på formen: Hvordan ville det udspille sig hvis…? Hvis vi fyrede vores coach, hvis vi modstod chokoladekagefristelser, hvis vi tog nej-hatten på og huskede på, at vi skal dø? Alt det får vi at se.  

Kamilla Wargo Brekling har lavet en komedie, hvor både udlægningen af de absurde sider af vores hyper-kommunikative optimeringssamfund og en tvistet præsentation af Brinkmanns modtendenser fremstår kvik, rammende og sjov. Det er da også latter snarere end eftertænksomhed, der gives anledning til hos beskueren. Der bliver grinet højt og meget, og især Karen-Lise Mynster viser et genialt, komisk talent som blandt andet kagefornægter, hund og naturelsker.  

Scenen, hvor Brolin-Tani fyrer sin overfusende og ekstraordinært anerkendende coach (Stine Schrøder Jensen) er lige i skabet, såvel som den, hvor han siger ja til at arbejdet må få ham med hud og hår; inklusive hans passion, kone, børn, demente tante og, nå ja, hele Herning. 

Vi møder også den der type, der aldrig kan lave en fast aftale, og altid lige får flettet et ”vi tales lige ved” eller ”jeg giver lige lyd hvis nu” ind. Det er genkendeligt og absurd, og generationsforskellen på scenen udnyttes her til fulde med Schrøder Jensen og Brolin-Tani som unge og upræcise og Mynster som den ældre kvinde, der bare gerne vil have en aftale, hun kan regne med. 

Scenografien er en spejling af den publikumsopbygning, vi sidder på og den fremstår desværre en anelse fersk. Den indeholder en mængde identiske klapstole, som flere gange rykkes frem og tilbage i en overgjort markering af tidens tempo. ”Jeg kan mærke, at jeg bare ikke har lyst til at rydde op lige nu,” proklamerer Schrøder Jensen, imens de to andre fiser rundt med stole og scenepodier. Skuespillerne bruger på den måde det forhåndenværende til at levendegøre pointerne, og overførslen til den konkrete scene-setting giver både en herlig absurditet, men grebet slår til sidst også over og bliver kedeligt og oversimpelt. 

Scenerne tages en lille smule for langt, hvilket betyder, at absurditeten også slår over og bliver lidt flad. Som når Mynster igen og igen messer ”jeg fucking healer jer!” Til gengæld er det underspillet sjovt med de indlagte meningsløse øjeblikke, hvor vi både leger gætteleg og synger fællessang. Forestillingens styrke er evnen til at lave den form for oversættelser, selvom de altså af og til bliver lidt langt ude. 

Der er ikke noget narrativ i ’Stå fast’. Scenerne afløser hinanden uden anden sammenhæng end alle at have en mere eller mindre klar forbindelse til Brinkmanns budskaber. Og desværre ender forestillingen på nogle måder i den fælde, som Brinkmann selv er blevet skudt i skoene: At han laver en guidebog i, hvordan man ikke bør læse guidebøger. Vi bliver i forestillingen mindet om, at vi skal huske at skrue ned for tempoet, fordybe os og plante fødderne solidt i underlaget, i stedet for konstant at mærke efter de flygtige mavefornemmelser og løbe hurtigere. Men ’Stå fast’ er selv tempofuld, usammenhængende og en anelse overfladisk. 

Kun på grund af de få alvorlige og rørende scener, og fordi Brinkmann også selv står for skud, vinder Brekling og holdet noget tyngde hjem. Hermed formår de at lave en satirisk kommentar til vores tid bredt set, inklusive dens Brinkmann-feber, og undgår altså at gå planken ud i en helliggørelse såvel som i at lave en slags teaterguide til et Brinkmannsk liv, som ville være helt imod indholdet i hans bøger. 

Brekling og holdet lykkes med en middelmådig forestilling – og lidt til – som er seværdig både for Brinkmann-elskere, -kritikere og dem, der blot holder af at se anselige huller og grinagtige absurditeter i vores tid og kultur. 

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

Danish Design
4.02

Bellevue Teatret
The Juliet Letters
4.02

CPH Opera Festival
Don Juan
5.04

CPH Opera Festival
Richard III
4.02

HamletScenen
4.02

Niels Lan Doky International Jazz Collective

seneste
film

Once upon a Time... in Hollywood
5.04

Quentin Tarantino
Carmen og Lola
3

Arantxa Echevarría
Midsommar
5.04

Ari Aster
The Sisters Brothers
5.04

Jacques Audiard
close logo

Fra 7. juni 2019 kræver det medlemskab at læse med

Bliv medlem af Magasinet KBH — fra kun 20,-/md.