TOP+FLOP Kaspar Colling Nielsen

I københavnerforfatteren Kaspar Colling Nielsens litterære univers har han en hang til det groteske og tragikomiske med et samfundskritisk glimt i øjet. Han debuterede med fortællinger fra et 3.500 meter højt kunstigt bjerg på Avedøre Holme i den prisvindende novellesamling ’Mount København’. Sidste år udkom hans første roman, ’Den danske borgerkrig 2018-24’, hvor velfærdsstatens sammenbrud og den økonomiske krise eskalerer i en blodig borgerkrig, hvor kampvogne og politikeres afhuggede hoveder ruller på Rådhuspladsen.

Kaspar Colling Nielsen er på hjemmebane i Københavns gader, født og opvokset i Indre By. Efter et kortvarigt ophold på Østerbro og Nørrebro flyttede han tilbage til City, hvor han i dag bor på Nørre Søgade sammen med sin kæreste og deres to børn.

Da magKBH møder den samfundssatiriske forfatter til en kop kaffe i hans dagligstue i Pisserenden, er det erindringen om fortiden samt bekymringen for fremtiden, som ligger Kaspar Colling Nielsen på sinde, da vi beder ham udvælge de tre bedste og de tre værste ting ved København.

TOP: Byen om søndagen

Jeg kan enormt godt lide byen om søndagen, når alle er væk, og festen ligesom er overstået. Indre By er en lille landsby. Jeg møder tit folk, som jeg kender fra gamle dage om søndagen, når de går tur med deres hunde, og der kun er os tilbage, som bor der. Det er lidt som om, man går rundt i en alt for stor stue, hvor der er plads til mange flere mennesker.

Det er også en del af min barndom og mit erindringsstof. Jeg husker meget tydeligt byen om søndagen. Jeg stod på rulleskøjter. Der var så meget plads. Man kunne boltre sig, som om alle var taget væk igen.

TOP: Christiania

Jeg var på Christiania forleden med nogle venner. Vi sad hele dagen på Månefiskeren, spillede pool, drak te og hyggede os. Det er et fantastisk hyggeligt og unikt sted. Christiania er måske den eneste ting i Danmark, som man ikke kan finde større og smukkere andre steder i verden.

Husene langs kanalen er vildt interessante boligformer. Jeg fik engang besøg af en veninde fra Sydafrika, som sagde, at det lignede deres slumkvarterer. Det skal vi værne om. Christiania burde komme på UNESCOs Verdensarvsliste.

TOP: Cykelfolk

Danskerne er sådan nogle, som er gode til at cykle. Ligesom nordmændene er gode til at stå på ski, så er vi gode til at køre på cykel. I vores tid og i vores nation er både børn og gamle relativt gode til at cykle. Det er en særlig kvalitet, som vi har.

I Danmark er det en fuldstændig inkorporeret del af ens barndom, at man lærer at cykle. Man får sådan en pind i røven på cyklen, og så kører ens far efter én. Det er en ting, som skal læres, og i kraft af den måde, vi lærer det på, bliver man dygtig til at cykle i alle mulige terræner og vejrforhold.

FLOP: Nybyggeri

Nybyggeriet i Ørestad, Havnefronten og Sydhavnen er en katastrofe. Vi har fået den her smukke by forærende, og så bliver den ødelagt af nogle idiot-entreprenører og nogle arkitekter, som ikke kan yde modstand.

Jeg kørte med metroen helt ud til Ørestad forleden og forbi husene, som ligger langs med metroen. Der var ikke ét eneste af de huse, som jeg kunne drømme om at bo i. De der fucking glasstuer – det er så grimt, fantasiløst og smagløst. Jeg tror heller ikke, at arkitekterne selv bor der. Den måde vi bygger på nu ødelægger og forringer byen de næste mange år.

FLOP: Gammelmandsdiskurs

Vi bliver flere og flere ældre. Gennemsnitsalderen i Danmark kommer til at stige frem til 2040. Der breder sig en gammelmandsdiskurs ligesom et skilt, hvor der står: ”Man må ikke larme eller lege i gården”. Det påvirker vores diskussioner. Vi ser ned på de unge, kalder dem ”hipstere” og gør grin med dem, fordi det er en relativt lille og svag gruppe i samfundet. Selvom det er dem, som skal inspirere os og forme samfundet til noget nyt og bedre.

Desværre har de unge meget få muligheder for selv at sætte agendaen. De bliver hele tiden presset af andre diskurser. Vi skal ikke forsøge at disponere de unge for meget. Så mister vi al nytænkning og alt det, der kan lave vores samfund om.

FLOP: Visionsløse politikere

Vi står ved porten til en historisk krise og nogle kolossale udfordringer både som samfund og by, men vi har ingen visioner. De politikere, som sidder i folketinget nu er kommet ud af 90'erne og 00'erne, hvor det var fint at have store karriereambitioner og mangle idealisme. Men nu har vi brug for idealister, som kan tænke samfundet på en ny måde.

Vi har levet i et smørhul i Europa i mange hundrede år. Vi har vænnet os til at være de rigeste og klogeste. Men i øjeblikket foregår der nogle geopolitiske forskydninger. Andre nationer, som har fået middelklasse og virksomheder, rejser sig og udnytter manglen på vision i Vesten. Vi kan ikke længere fastholde vores position og være så kolossalt privilegerede. I den nye verdensorden kommer vi til at dele vores velstand med resten af verden. Samtidig vokser ældrebyrden, og vi har svært ved at betale udgifterne til vores velfærdsstat.

Vi er nødt til at re-tænke vores samfund, så vi får landet en ny position, men ingen politikere adresserer problemet eksplicit. De gør det indirekte: Vi skal skabe vækst. Det er det eneste svar, man kan give.