pixel

Trekantet stjernestøv over Tårnby

Lige ved lufthavnen er et Norman Foster-tegnet domicil begyndt forvandlingen fra søvnigt havneleje til driftigt kontorkvarter.

ferring foster partners birds view

Før Den Blå Planet kom til, klingede Tårnby måske ikke ligefrem af prangende arkitektur. Men lige over for det havhvirvelformede nationalakvarium på Kastrup Havn er entreprenørmaskinerne nu i gang med endnu et spektakulært byggeri.

Det er medicinalkoncernen Ferrings nye forskningscenter, udtænkt på den britiske arkitekt-superstjerne Norman Fosters tegnestue Foster + Partners til i 2019 at stå færdigt og sætte lufthavnskommunen på københavnerkortet for mere end lufthavnen.

På den trekantede mole, omgivet af vand på alle sider, kommer de seks indfattede glasetager til at lyse op på Kastrups lavt bebyggede kyst. Så om to år vil domicilet på kanten af Øresund uundgåeligt være den nye visuelle velkomst til København, hvad enten du lægger an til landing i lufthavnen eller kommer kørende fra Øresundsbroen.

Uafvigelig udsigt

Trekanten er navngivet Soundport og kommer til at hvile sine 24.000 kvadratmeters udsigtskontorer og udsigtslaboratorier på en stensokkel, så bølgerne ikke slår mod glasset, når vandstanden er høj.

Hjertet af bygningen bliver det store centrale atrium på havsiden – med café under det selvbærende tag og panorama over sundet til Malmø, hvor Ferring Pharmaceuticals i sin tid blev grundlagt.

Og det gode udsyn bliver altså i det hele taget svært at undgå i glasbygningen, hvor atriummet omgives af mødelokaler og andre mere aktive funktioner, mens kontorpladser og labrats sendes ud i hjørnerne.

Ferring har i dag sit danske domicil i Ørestad og skifter hest fra Vestamager til Østamager for at få plads til at udvide staben fra 500 til 750 medarbejdere.

Soundport starter Scanport

Med sit kølergrillsdesign og store flade tag giver Soundport visse mindelser om fronten på Henning Larsens Operaen i Inderhavnen.

Netop Henning Larsen Architects tegnede det sorte, smalle 20-etagers højhus i Ørestad City, hvor Ferring har holdt til siden 2002, men som nu er blevet for trangt. Og som for at gøre ringen komplet ligger lige overfor Copenhagen Towers med det nye højhus Nordtårnet, der er signeret af: Foster + Partners.

Det var Norman Foster, der aldrig fik lov at se sit 100 meter høje Tivoli Hotel realiseret på Rådhuspladsen. På sit CV har han til gengæld ombygningen af Rigsdagen i Berlin, det nye Wembley Stadion og 30 St. Mary Axe – måske den mest beundrede af Londons nyere skyskrabere. Og så selvfølgelig Elefanthuset i Københavns Zoo.

Lige som den eksisterende Ferringbygning var Ørestads første højhus, bliver den nye Ferringbygning det første, største og formentlig mest iøjnefaldende nye byggeprojekt i Scanport.

Scanport er det internationale business-navn for Kastrup Havn, der i løbet af de kommende år skal udvikles til Tårnbys nye attraktive erhvervsområde med i alt over 90.000 kvadratmeter kontordomiciler og hotel omkring fredede Bryggergården.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling