Tunnellen lever: 'Grøn Boulevard' igen sendt videre
Et flertal på Københavns Rådhus lader idéen om en biltunnel under H.C. Andersens Boulevard leve videre i det politiske system.
De sidste par år har det været svært at få øje på et politisk flertal bag idéen om en biltunnel under København fra Bispeengen til Langebro.
Men idéen er alligevel mere blevet sparket til hjørne end helt ud af stadion.
Og senest har et politisk flertal i Københavns Kommune for få dage siden besluttet, at det videre arbejde med den såkaldte Etape I af 'Den Grønne Boulevard' bliver en del af forhandlingerne om byens budget for 2026.
Flertallet bestod af Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Konservative, SF og Venstre.
Det sker på baggrund af en foranalyse, som i april viste, at en tunnel under H.C. Andersens Boulevard — fra Jarmers Plads til Rysensteensgade — der fjerner det meste af biltrafikken fra en af Københavns travleste gader, er et “realiserbart, men komplekst” projekt.
Proces kører videre
Ved at flytte det meste af biltrafikken på H.C. Andersens Boulevard ned under jorden, vil det blive muligt at omdanne den eksisterende boulevard til et grønnere byrum, der prioriterer gående og cyklister.
Mellem 2,4 og 2,7 milliarder kroner vil det koste at anlægge tunnellen, der vil blive godt en kilometer lang.
Det er en hel del mindre end de 9 milliarder kroner, som regningen forventeligt ville lyde for den fulde strækning — fordelt over to separate tunneller under byen.
Men det er stadig et meget stort beløb, som det engang i fremtiden kan blive svært at samle et flertal for at skulle finde blandt skattekronerne — at dømme efter de udmeldinger der tidligere er kommet politisk.
Alligevel får processen dog altså nu lov at køre videre.
Det sker i form af, at man fortsætter med at udarbejde et 'idéoplæg' til, hvad overfladen kan bruges til, hvis biltrafikken en dag er reduceret ved hjælp af en tunnel.
Og det vil ske i form af dialog med Frederiksberg Kommune om hvorvidt, man også skal arbejde videre med at analysere etape II af 'Den Grønne Boulevard' — altså den længere strækning mellem Søerne og Bispeengbuen.
Grøn boulevard uden tunnel
Tidligere analyser har konkluderet, at tunnellerne under byen ikke vil komme til at reducere biltrafikken i København — men derimod forøge den.
Det skyldes, at bilisterne med en tunnel får både en smutvej under jorden og en vej på overfladen til mere lokal trafik. Bedre forhold betyder flere biler.
Blandt andet derfor stemte både Enhedslisten og Alternativet forleden imod at lade projektet fortsætte til efterårets budgetforhandlinger. De vil gerne aflive det med det samme.
I en såkaldt 'protokolbemærkning' var Enhedslisten meget klar i formuleringen:
"Enhedslisten mener, at hele tunnelprojektet er et ufatteligt spild af penge og ressourcer, hvor alene anlægsarbejderne vil skabe et enormt CO2 udslip. Projektet vil, såfremt det nogensinde bliver realiseret, end ikke reducere biltrafikken og luftforureningen i København."
I stedet mener liste Ø, at man skal se på, "hvordan der kan skabes reelle begrænsninger af biltrafikken igennem København, så H. C. Andersens Boulevard igen kan blive grøn Boulevard frem for den landevej, som den i dag har karakter af, og de mange milliarder kroner burde i stedet anvendes til bedre og hurtigere kollektiv trafik i København."
I 2023 fik Enhedslisten trafikberegninger fra Teknik- og Miljøforvaltningen, som man mente pegede på, at man godt kan indsnævre både Åboulevard og H.C. Andersens Boulevard uden en tunnel til bilerne.
Og den vision deler man hos tegnestuen Kragh og Berlund, der for nyligt præsenterede et konkret forslag til, hvordan man omdanner hele strækningen til en sammenhængende 'Københavns Boulevard' med bredere fortove, flere træer og mere plads til både byliv og cykler.
Men tunnelprojektet lever altså videre med det politiske flertal:
Udarbejdelsen af et idéoplæg til overfladen fortsætter. Det samme gør dialogen med Frederiksberg om Etape II. Og så skal resultatet af foranalysen fra april "indgå i de kommende budgetforhandlinger", som det hedder.
Rådhusets egen forventede proces indeholder også en ny, større trafikanalyse med opstart 2028 — en analyse der skal skal se (endnu) nærmere på de trafikale konsekvenser af projektet.
Den analyse kan den kommende Borgerrepræsentation dog ende med at annullere, inden den går i gang, da den først skal politisk vedtages i 2027.
Idéen om en tunnel under H.C. Andersens Boulevard lever altså formelt videre, men der er ikke gravkøer på vej i nogen nær fremtid — og i skrivende stund er det svært at se et politisk flertal for rent faktisk at gennemføre projektet.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
Selvfølgelig skal der laves en tunnel, det kan man med fordel gøre flere steder, men den skal naturligvis gå hele vejen fra motorvejens ophør, med udkørsel og nedkørsel diverse steder på strækningen.
Det samme burde gøres på Vasbygade hele vejen til Langebro.Med den kommende dyre havnetunnel (som blev solgt til os med begrundelsen, at den ville lede biler VÆK fra byen), hvorfor taler vi så stadig om at bruge enorme mængder skatteyderpenge på et projekt, der direkte modarbejder målene med den anden dyre biltunnel? Helt ærligt, hvorfor bruger vi alle disse penge på at gøre bilkørsel MERE attraktivt (hvilket, som artiklen påpeger, i sidste ende fører til mere trafik)?
En indsnævring af ruten er en meget bedre tilgang, fordi:
a) det er MEGET billigere,
b) det reducerer antallet af biler/trafik i byen i stedet for at øge det og understøtter dermed målene med havnetunnelen i stedet for at modarbejde dem, og
c) det ville skabe bedre incitamenter til at bruge offentlig transport og cykling, hvilket er en gevinst for samfundet som helhed.
P.S. Er der lavet nogen beregninger over de løbende omkostninger ved at vedligeholde sådan en tunnel?