pixel

Under the Silver Lake

  • David Robert Mitchell
  • premiere 3. januar 2019
  • 2.04

Fakta

DRAMA

Premiere 3. januar 2019

“We crave mystery because there’s none left,” lyder en af de bedre replikker, men desværre er der gået totalt syretrip i denne konspirations-film noir. Mysterium-overload af skjulte beskeder og hemmelige koder, så det til sidst overhovedet ikke giver mening. 

Titlen er et håndtegnet magasin, som slacker-skribent Sam (Andrew Garfield) støder på, da sære ting begynder at ske i hans omgivelser. En hundedræber raserer og stinkdyr strinter som aldrig før, og en millionær meldes savnet imens ingen tager sig af at Sams nye smukke flirt Sarah (Riley Keough) også forsvinder. Med filmdetektiver i blodsporet og inspireret af magasinets teorier, myter og gåder kaster han sig ud i Hollywoods fantasiland, hvor han hurtigt mister grebet om virkeligheden og sine egne mål.

Som besættelse og syrerus flyder mysterierne over i en tese om en drengegeneration, der har sammensmeltet spil, drømme og ambitioner til en fanatisk jagt på skjulte beskeder, symboler og meninger i al mulig popkultur. Sam stener forvirret rundt for at finde spor i Playboy-blade, morgenmadspakker, vagabond-koder, skak-parties, klippetunneller med egen hjemløs-konge, Nintendo Power Magazine, Silver Lake-reservoiret samt musiktekster fra gothgruppen Jesus and the Dracula Brides.

Efter succesen med ’It Follows’ har David Robert Mitchell åbenbart fået frie hænder til at udvikle sin egen stil, men ’Under the Silver Lake’ er noget rod. Simpelthen alt for mange filmstrenge, der ikke spiller sammen, og den personlige stil eller vinkel mangler. I forhold til sit rygte som super-cinefil får Mitchell smadret ret mange filmillusioner her. Som filmfan er det altid sjovt og interessant at se referencer til andre film og aktører, men det kan blive overload, og der må være grænser for vilkårligheden i mixet. 

Mitchells fortsatte Monroe-fascination holder, fordi Riley Keough kan udstråle den samme uskyld og mystik som Marilyn, især tydeligt i pool-scenariet kopieret fra ‘Something’s Got to Give’. Men turen til Griffith Observatory og James Dean-gnidning med ‘Vildt blod’ er uden kontekst, ligesom Janet Gaynor-filmene heller ikke vækker noget til live. Mere relevante er Altmans ’The Long Goodbye’ og Lynchs ‘Mulholland Drive’ samt Hitchcocks ’Skjulte øjne’.

Ganske sært er et mareridt om en ældre mand, der har siddet alene i et afsides hus og skrevet de sidste 60 års hitsange, fra Elvis til Nirvana, og dermed ophæver al det smukke, vilde og oprørende i musikhistorien. Som om det ikke er slemt nok, bidrager Sam selv til at smadre sig igennem realisationen med den Cobain-guitar, som han ellers lige har svimet over.

Det slutter med et forventeligt antiklimaks, der dog alligevel skuffer i især en detalje. Man er fanget i en tilstand af uforløst drøm og virkelighed, og man er faktisk ret ligeglad med hvad, der er hvad til sidst. Som replikken om manglende mysterier genlyder, tænker man om det er det, filmen vil sige. At søge i dybden er jo spændende, men – ligesom med de mange filmreferencer – det er ikke lige meget hvad man ser budskaber og meninger i.

Mest læste

kommentarer

seneste
film

Kvinde på krigsstien
5.04

Benedikt Erlingsson
Stalker
3

Neil Jordan
Til vi falder
4.02

Samanou A. Sahlstrøm
4.02

Asghar Farhadi
5.04

Rasmus Kloster Bro
X&Y
4.02

Anna Odell

seneste
scene

De fulde
3

Skuespilhuset
Flashdance
3

Musikhuset Aarhus
I nat kommer krigen hjem
2.04

Teatret ved Sorte Hest
close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.