Desperado

Ballet åbnes med en skrålende mexicaners vise. Med kugleskøre øjne stirrende ud i mørket synger han til os, så vi helt glemmer, at det er dukkeføreren bag ham, der er levende. Han hedder Per og er ved at lave en teaterforestilling.

Den meget charmerende scenografi trækker tiden ud og Per skal gennem lidt for mange små, finurlige situationer, der ikke driver historien videre, og vi går lidt i ring. I det finurlige papunivers ser vi ham tænde op, riste brød, gå på toilettet, læse avis, vaske hænder, tørre hænder og lave kaffe.

Vi ser ham ringe til sin halvdøve, krævende mor og vi ser hans leg med dukkerne, der med tavse øjne følger ham. Undtagen mexicaneren, han er bestemt ikke tavs. Han hjælper Per med de svære ting. At sige fra over for kollegaen og at turde ringe til kvinden han er forelsket i.

Da alt braser sammen, er mexicaneren slet ikke til at stoppe. Trods Pers forsøg på at gemme ham af vejen, bliver den hævngerrige, idealistiske dukke ved med at dukke op på hans hånd. Pers visioner om at ændre verden og stoppe krig og få folk til at vågne op fra deres dvaletilstand er aldrig lykkedes, men dukken har en plan.

Skuespilleren og dukkeføreren Peder Holm Johansen gør det fantastisk som den ulykkelige Per og hans dukker. I et heftigt tempo diskuterer han på dansk og spansk, fra mand til mand, til kvinde, og kun med sig selv. Pers desperation står klart i Peders ansigt.

Knapt så klart står det i teksten, der på lidt sløret vis nogle steder hopper trinnene i Pers vej mod vanvid over og andre steder går lidt i ring.

Ballet er dog værd at komme til, ikke mindst på grund af mexicaneren. Om vi vågner af vores dvaletilstand, det ved jeg ikke rigtigt.