Captive

Vi er alle fanger af vores tro. Fra vores individualistiske syn til større sociale, etiske, politiske og religiøse forhold. Det er budskabet i dette gidseldrama, der meget rammende har titlen ’Captive’.

Realisme og provokation har altid været to yderpunkter i Brillante Mendozas filmunivers. Særligt kendt for at have chokeret og frastødt publikum med en slagtescenen i ’Kinatay’ - og efterfølgende nappe instruktørprisen i Cannes. Den filippinske instruktør er blandt de bedste neorealister på den filmiske verdensscene, og han holder stilen med sin nyeste film, hans mest kommercielle til dato.

Mendozas semi-dokumentariske udtryk får ekstra spillerum her i ’Captive’, der er baseret på virkelige aktioner i det filippinske øhav af den muslimske terrorgruppe Abu Sayyaf. Med fokus på gidseltagningen af 20 vestlige turister fra Dos Palmas-resortet på Palawan i 2001.

Råt og intuitivt skildres den mislykkede gidselaktion, der sender gruppen på flugt ind i junglen og videre op i bjergene på øen Basilan. Militæret er konstant i hælene på dem, forhandlingerne om løsesummer går mildest talt sløvt, og gidslerne forfærdes over deres respektive landes ligegyldighed eller modvilje overfor at forhandle med terrorister. Og det bliver kun værre, da WTC synker i grus 11. september.

For første gang har Mendoza sat en stjerne i centrum, og franske Isabelle Huppert er som altid fremragende følelsesbetonet i en melange af incitament og desperation. Hun gør både "det rigtige" og "det forkerte", når hun interagerer med kidnapperne, og bliver hurtigt fikspunkt for dramaets kerne: Den ydre og indre fangenskab.

Nogle vil måske ønske sig mere om de politiske og religiøse kontroverser, der omgærder Abu Sayyaf, men det er ikke Mendozas mission. Hans mål er menneskelige forhold - mellem gidsler og kidnappere, samt ydre og indre konflikter. Desværre mangler der en del dybde i de fleste af relationerne, og vi kommer aldrig tæt nok på karakterernes følelser.

Hele fortællingen føles som en cyklus, en del af livet - understøttet af doku-poetiske referencer: en fødsel (Mendozas obligatoriske provo-scenarie), naturens gang med en kyllingeædende slange og den fredsmytologiske fugl Sarimanok. En del af denne cyklus er også vores dybeste tro, og hvordan den holder os fanget.

Igen skraber Mendoza kun lige overfladen af dette komplekse emne, men ideen er absolut gribende og tankevækkende.