Kon-Tiki

’Kon-Tiki’ er en våd drøm for modne drengerøve.

Hvis man forventer en lang, endeløs rejse ud i det uvisse på en balsaflåde med en gal nordmand, så får man kun det sidste i den norske storfilm. Den gale nordmand er nemlig til stede i form af Thor Heyerdal (fornemt spillet af Pål Hagen, der især kendes som frihedskæmperen ’Max Manus’).

Heyerdals kontrollerede galskab gennemsyrer fornemt filmen, der bliver et virkeligt eventyr om at gøre det umulige muligt.

For hvem i alverden ville i 1947 (eller i dag for den sags skyld!) tro det var muligt, at sejle fra Peru til Polynesien på en forvokset tømmerflåde?

Det ville den norske videnskabsmand, der i øvrigt ikke kunne svømme, og han blev så besat af tanken om, at den polynesiske befolkning oprindeligt kom fra Sydamerika, at han med hele verdens bevågenhed svævende over sig, drog ud på havet med fem andre norske amatør-søfarere.

Det er den historie ’Kon-Tiki’ fortæller, og det med en overlegen selvsikkerhed, der ligger i tråd med Heyerdals egen. Billederne er formidable, det interne spil mellem mændene om bord er underholdende, og den rørende historie om Thor, der så gerne vil være en god ægtemand og far, men som alligevel konsekvent vælger familien fra, er til tider rørende.

Men det er nu selve eventyret, der fascinerer, og til trods for en alt for træg start på filmen, så er der virkelig én på opleveren for den modne drengerøv og eventyrer, der kan opleve mandens kamp mod elementerne i en sjælden eminent grad.