Olsen Banden på dybt vand

De fleste kender nogen, der har set den første Olsen-banden-tegnefilm. Men er der nogen, der kender nogen, der kunne lide den?

Det er vel kun alt med 'Matador', der er en sikrere kassesucces end alt med Olsen-banden. Så selvfølgelig strøg computeranimerede 'Olsen Banden på de bonede gulve' ind i 2010's top-5 over bedst sælgende danske film, side om side med noget Far til fire og noget Min søsters børn – et par andre idiotsikre genoplivningsplaner lagt af hestehandlere og udført af hundehoveder.

Den derfor uundgåelige toer, 'Olsen Banden på dybt vand', er ikke lige så irriterende mislykket som sin forgænger. Bare gabende kedelig og usjov, fortsat bundet op på fysisk humorforladt falden-på-halen til de små og pointeløs revy-satire til de store.

Etterens historisk pinlige 3D er gudskelov droppet, men resten af det livløse Playmobil-design er det samme. Anakronismerne er luget ud, men rytmen er stadig misforstået gammeldags. Fantasiløsheden skal hævnes med vagtkrokodiller, miniubåde, boreplatforme og ølgærlaviner, men fortællingen forbliver tam.

Så på ny er de dygtige stemmelæggere ene om at gøre arven ære. Især et par af tilføjelserne, Søs Egelind, der i en lille skurkerolle accent-brillerer som altid, og Lars Ranthe, der giver en præcis Preben Kaas-imitation som fuldebøtten Dynamit-Harry – men er der nogen, der kender nogen børn, der synes fulde voksne er skægge?