Nemo

Manden, hans ubåd og hans undergang. Når afsættet er Jules Vernes klassiker ’En verdensomsejling under havet’ kan man godt forvente noget original action - og muligvis en utilregnelig kaptajn. Men ’Nemo’ udspiller sig på ingen måder forudsigeligt, og som besætning (inklusiv publikum) på den ubåd kommer man heller ikke helt besindig derfra.

Byen står i flammer og dommedagsstemningen er ved at indfinde sig hos kaptajn Nemo (Morten Burian), der har indrettet sin egen ubådshule med rejseminder, rariteter, sære nips og andre fortidslevn. Blandt hans traumer er også adoptivdatteren Sonja (Nanna Finding Koppel), hvis natkluboptrædener inkluderer hemmeligheder, som kommissær Moreau (Patrick Baurichter) med Stasi-attitude højst sandsynligt er involveret i. 

Replikken "Hvis du siger det så er det sådan" tipper mod tvivl og upålidelighed, og dramaet topper omkring badekarret, hvor Nemo nyder sin elektrochok-terapi. Der er absolut ingen grænser for hverken fantasier eller vanvid, der bølger mellem denne ménage à trois - som var det en cabaret af tysk musik, cigaretrøg og neonlys. Og en pistol.

I anden akt tages de dybe dyk ned i dybet - i maskinrummet på ubåden, hvor rumlyden får det til at runge i stolene, og der er dunkende dans i sølvshorts. Det er performance på bunden.. af havet, hvor vanviddet fortsætter i modsætninger om ingen kurs versus at finde en ø. Nemo afslører at hans navn betyder ingen, og han må springe nøgen rundt i tvetydighed om at ingen elsker ham, men når han tager coke værdsætter folk hans nærvær.

Igen runger replikken "Hvis du siger det så er det sådan" og (nogle af) brikkerne begynder at falde på plads da Nemo siger "jeg er nødt til at lave noget teater, ellers forsvinder jeg." Legen kunne være sjovere, men pointerne om statsstøtte er relevante og aktuelle. For hvordan vokser kulturen uden støtte? Hvor er den berettiget? Og hvad gør kunstnere og publikum uden teater og andet kultur - spiller de deres egne scenarier derhjemme?

Ingen tvivl om kreativitet og teaterleg i Morten Burians iscenesættelse, men Jokum Rohdes tekst er for kaotisk og spacet. Selvom katastrofen og traumerne ulmer ildevarslende, så er man mere tilbøjelig til at grine lidt i frustration. Der fabuleres over en nutidig dystopi men referencer til nazi-metoder og porno-manerer virker outdatet, og slutningen skaber ingen nye tanker eller følelser, trods en fin nostalgi.

Christian Friedländers originale, outrerede scenografi er en fornøjelse på begge sider af de fire kolossale vinduer/koøjer. Meget forskellige i stemning og udtryk, men med samme forrykte overmod og kitsch. De tre primære performere giver den fuld skrue på leg, løgn og overlevelse, og suppleres velklingende af musiker Jacobe Suissa, ofte i en blanding af syret melankoli og mystisk berliner-cabaret.

Der er ikke meget verdensomsejling i ’Nemo’, og man kan undre sig over valget af inspirationskilde. Men referencen er naturligvis nødvendig - ligesom de andre små hints og rekvisitter - for at teaterdramaet kan udvikle sig til den samfundskritik, der blusser op i forestillingens flammer. Men kaosset forbliver det dybeste indtryk, sammen med replikkerne om "teater 360 grader forkert."