Kontakthof

Et fællesskab, hvor mennesker mødes og skaber relationer. Allerhelst kærlighed - men hvem elsker man og hvordan? Den klassiske dansehal er veloplagt til at vise de mange udtryk - kropslige som sjælelige - af søgende, krævende, sårede, spøjse interaktioner. ’Kontakthof’ er stadig genial og yderst relevant.

Det var engang avantgardistisk dans, kaldet tanztheater - som tyske Pina Bausch blev kendt for i 1970erne, da hun skabte visionær koreografi, der fusionerede dans, mimik og (teater)drama. Hendes kompagni Tanztheater Wuppertal er siden hendes død i 2009 heldigvis stadig aktivt på alverdens scener, også med Pinas ikoniske værker. ’Kontakthof’ fra 1978 er et af dem, og et af de fineste udtryk for hendes særlige gentagelseseffekt.

Her som ritualer i jagten på opmærksomhed, passion og kærlighed. Igen og igen viser de sig frem, flirter, danser, slås, mobber og meget andet drama som hverdagen byder på. Både genkendeligt og aparte, når de svinger hofterne, vrikker på fødderne, gestikulerer og grimasserer - ret intenst og ekspressivt. Oftest helt synkront, på række eller i en tæt masse. Mestendels i alvor, men ofte så absurd at det bliver sjovt - som når nogle plager publikum om mønter til den mekaniske (tivoli)hest.

Castingen er helt forrygende, og de 21 performere er vildt vidunderlige når de udfolder deres forskellighed i typer, aldre, højder, drøjder, kønsroller, etniciteter og temperamenter. Præsenteret pænt klædt i lange kjoler og jakkesæt, eller afklædt i flere grader af udstilling. De flirter, forfører og elsker så man mærker hjerteslagene - både de stærke og de svage.

Man er som hypnotiseret af de utallige glidende gentagelser, samt konstant fascineret af og nysgerrig på de næste indtryk af både kroppe og ansigter, bevægelser og udtryk. Efterhånden føles det modererede tempo helt normalt og bevægelserne bliver en slags meditativ tryghed. Hvor mennesker ensarter sig til enighed, og tilpasser deres ønsker for at være i et fællesskab. 

Men det er naturligvis ikke hele historien, så forandringer og modspil tripper sporadisk ind. Manden der løber rundt med en mus for at få kvinder til at hvine, får pludselig ingen reaktioner. Nogen falder om og ingen kerer sig. Den oppustede dukke som manden presser luften ud af. Og scenariet hvor mændene presser kvinderne mod væggen bliver omvendt styrende.

Æstetikken er enkel, og umiddelbart også handlingen, men genialiteten ligger i detaljerne. De konstante anstrøg af noget, som kan vise sig at være noget andet. Og interessant hvordan nogle optrin kan tolkes fuldstændigt forskelligt - eksempelvis de mange mænd, der befamler en kvinde uden hun reagerer på nogen af dem - er det overgreb eller er hun blevet følelseskold?

Selvom gentagelserne er tæt på et mætningpunkt i 2.akt, så holder stilen, og pointen uddybes. Den gennemgående sang er ’Frühling und Sonnenschein’, men en anden 1930er-sang knitrer mere rammende: ’Einmal ist keinmal’. For efterhånden ses sprækkerne i gentagelserne, den falske tryghed, og de uundgåelige opbrud. For fællesskabet er fyldt med individualister, der er ganske egocentrerede og skifter partnere som i loop. Yderst fængende illustreret med stolerækken ved scenekanten, hvor alle snakker i munden på hinanden - og man kun hører spøjse brudstykker fra hver. 

Især dette scenarie rammer lige ned i nutidens virkelighed: På overfladen masser af personlighed, men minimal inderlig dybde. Hvor de evindelige SoMe-opslag også tit kører i loop af ens adfærdsmønstre. Så Pina Bausch og Tanztheater Wuppertal er stadig aldeles tidløse og relevante med ’Kontakthof’ - fuldstændigt formfuldendt og genialt.