Grønt og blåt projekt på Nørrebro bliver mindre
Hans Tavsens Park er ved at blive omdannet — men tilhørende byrumsprojekter for gader i nærheden er nu droppet af økonomiske årsager.
På Nørrebro er forvandlingen af Hans Tavsens Park i fuld gang.
Parken, der ligger i forlængelse af Assistens Kirkegård har længe været et populært åndehul for lokale nørrebroere og de mange skolebørn i området.
Og snart får den flade park et mere kuperet og naturpræget landskab, der både skal inddele parkens forskellige funktioner og lede regnvandet de rigtige steder hen.
Projektet har været længe undervejs, og i årenes løb er det blevet noget mere neddroslet end oprindeligt tænkt.
Og nu har den oprindelige skybrudsplan for resten af kvarteret også fået et nøk nedad.
HOFOR trækker stikket
Den del af projektet, der skulle lede regnvand fra parken videre via åbne render og regnbede gennem Hans Tavsens Gade, Korsgade og videre til Peblinge Sø, er nemlig skrinlagt.
Det fremgår af et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
Planen om at omdanne Hans Tavsens Gade og Korsgade til egentlige skybrudsgader, stod til at blive medfinansieret af HOFOR. Men da projektet ikke længere vurderes at være "omkostningseffektivt", lever det ikke længere op til kravene for at få finansiering fra forsyningsselskabet.
Og uden finansieringen på plads må en del af regnvandet altså nu — populært sagt — finde andre steder at løbe hen.
Som et plaster på såret blev et mindre begrønningsprojekt for Korsgade og den lille Askovsgårdens Plads på hjørnet af Korsgade og Griffenfeldtsgade i stedet vedtaget.
Fra vision til virkelighed
Det er næsten ti år siden, at det samlede skybrudsprojekt for Hans Tavsens Park og nabogaderne tog sin start.
Tanken var at lede en stor del af regnvandet fra Indre Nørrebro væk fra kloakkerne og folks kældre. I stedet skulle vandmasserne sendes gennem en sammenhængende, kilometerlang skybrudspark tværs gennem kvarteret med grøn natur og små, levende byrum hele vejen.
I Korsgade skulle vandet løbe i en åben rende, der undervejs vandede — og blev renset af — den nye bynatur, før det nåede Peblinge Sø. Der var også planlagt både nye bænke, plantning af træer og nedlæggelse af P-pladser.
Det var altså noget af et grønt og blåt indslag på Nørrebro, der var på tegnebrættet, da projektet blev vedtaget i 2016.
Siden blev det dog neddroslet væsentligt, da der både viste sig at være potentielle problemer med afviklingen af biltrafik på Korsgade og mindre ventede regnmængder end først antaget.
I 2022 blev det i stedet besluttet at erstatte den oprindelige løsning med løbende vand og bynatur i gaden med et antal regnbede og mindre mængder grønt på gadens nordside.
Resten af vandet skulle håndteres af et antal ”kassetter” — eller bassiner — under jorden. Selvom de ikke kunne byde på de samme byrum som den oprindelige plan, løste de stadig opgaven med at lede overflade- og tagrendevand væk fra bebyggelserne.
Men både de oprindelige og justerede planer er altså nu droppet til fordel for et mere behersket begrønningsprojekt langs Korsgade og det lille trekantede hjørne Askovsgårdens Plads, som ligger for enden af Stengade — og som i dag har et par flotte træer, men ellers fremstår ret gråtonet og kan virke lidt underudnyttet.
Selvom det mere beherskede projekt har fået opadvendte politiske tommelfingre, afhænger også dette projekt dog af, at der afsættes penge til det — hvilket ikke er sket endnu.
Stadig plads til regnlandskab
Den store løsning for Hans Tavsens Gade og Korsgade er altså er droppet af økonomiske årsager — men det betyder ikke, at opgraderingen af byrummene omkring Hans Tavsens Park er helt opgivet.
Hans Tavsens Gade lige ved Hellig Kors Kirke bliver stadig lidt grønnere — og gaderummet mellem Blågård Skoles bygninger omdannes til et bilfrit byrum med regnbede og måske en udvidet skolegård.
Samtidig kan en del af det overskydende regnvand fra Hans Tavsens Park ledes under jorden til et renseanlæg fra en ny underjordisk pumpestation, så området ikke forbliver vådt alt for længe.
Selve parken bliver mere kuperet end i dag, og det tidligere store asfaltareal til sport forsvinder til fordel for mere utæmmet natur og en 30 meter bred betoncirkel, der både kan opsamle vand og på tørvejrsdage bruges til boldspil, leg eller dans.
Anlægsarbejdet er i fuld gang, og efter planen kan Nørrebro i 2028 byde deres nye skybrudspark velkommen — mens Korsgade og Askovgårdens Plads altså må nøjes med lidt mindre opgraderinger, som dog skal have tildelt penge, før de med sikkerhed kommer.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!