pixel

Lokale: Badeanlæg er en "uhørt skændsel"

Christianshavns Lokaludvalg er ude med hård kritik at Soho Houses planer om en ponton med pool — og frygter for privatisering af havnepromenaden.

soho, havnebad, havnegade

Medlemsklubben Soho House vil bygge et privat badeanlæg med bar, sauna og pool i havnen lige foran deres lokaler i det gamle toldhus på Havnegade.

Tidligere på måneden mødte forslaget massiv modstand fra lokale beboere, som frygter for byens offentlige havnefront. Planerne inkluderer en 10 meter bred og 5,4 meter høj ponton, som vil inddrage et stykke af havnen til privat brug.

Det fik den lokale beboerforening og Indre By Lokaludvalg til at sige fra. Og nu melder også Christianshavns Lokaludvalg på den anden side af havnen sig ind i kampen.

"Projektet er en uhørt skændsel af den historiske og bevaringsværdige toldkammerbygning og vil også skæmme havnen", lyder det fra lokaludvalget i deres kontante høringssvar til projektet.

Støj og dårlig proces

"Man fjerner både udsigten til havnen fra Havnegade-promenaden langs bygningen og udsigten fra vandet og fra Christianshavn til toldkammerbygningen", skriver de videre.

Som beskrevet tidligere på måneden, så vil den planlagte, 50 meter lange betonponton med installeret swimmingpool være højere end kajkanten, og dermed vil den blokere for noget af det frie udsyn foran toldhuset.

Lokaludvalget frygter også, at den flydende poolbar vil medføre støjgener og bidrage til øget privatisering mellem poolen og toldbygningen, hvor passagen langs havnen indsnævres fra nuværende 4 meter til 2,7 meter, hvis projektet gennemføres.

Og kritikken går også på, at der ikke er lavet de nødvendige miljøundersøgelser, og at projektet strider mod byens gældende 'kommuneplan', som ellers sigter mod, at havnefronten forbliver offentlig, og at skibe kan lægge til.

Endelig undrer Christianshavn Lokaludvalg sig over hele processen.

Da Soho House sendte deres ansøgning, valgte kommunen at gøre sagen til en såkaldt 'dispensationssag' frem for et tillægsforslag til lokalplanen.

På den måde kan kommunen nøjes med at sende en naboorientering ud til de nærmest berørte naboer, inden de eventuelt giver en dispensation fra lokalplanen og dermed tillader, at pontonen bliver opstilet.

Skulle der i stedet laves et såkaldt tillæg til områdets lokalplan, der ville muliggøre pontonen, skulle der gennemføres en mere vidtgående borgerinddragelse.

Og så har hverken Christianshavns Lokaludvalg eller flere af de nærliggende beboerforeninger overhovedet modtaget en naboorientering, skriver de, hvilket heller ikke modtages godt i høringssvaret.

Oligark-stilen?

Trods udsigten til mindre udsigt ved vandet er det ikke alle, der er utilfredse med Sohos seneste påfund i havnen.

I hvert fald har vores altid diskussionslystne læsere et hav af synspunkter til den nye private pool. Nogle ser det som et positivt tiltag, der kan skabe mere liv i havnen, mens andre i kommentarsporene ser det som et skridt mod en mere elitær by.

"Byg. Der er rigeligt af bademuligheder for alle andre. Hvis der er nogle, som ønsker lidt mere end det kommunen tilbyder, så lad der være plads til det", lyder en positiv kommentar.

"Byg! Da kun fedt med mere liv og stemning omkring havnen", lyder en anden.

"Dansk smålighed og navlepilleri i verdensklasse. 99% af badezonerne i byen er jo tilgængelige for alle", siger en en tredje om den modstand, der har været mod planerne.

Modstanderne er dog lige så passionerede og ser skeptisk på den private pool ved det offentlige areal klods op ad Nyhavn.

"Selvfølgelig skal den elitære internationale koncern ikke have lov til at bygge ud i havnen. Slet ikke når det kun er for medlemmer", lyder en negativ kommentar.

"Nej hvor grimt, og så skæmmer det den klassiske bygning", lyder en anden med henvisning til det ikoniske grønne toldhus.

"Oligark-stilen…", lyder en kort, men tørt konstaterende kommentar med henvisning til visualiseringerne af swimmingpoolen flankeret af liggestole.

Soho House har meldt ud, at også ikke-medlemmer vil få adgang til de nye terrasser, hvis de vil lægge op mod 450 kroner ved indgangen.

Tidligere har klubben dog aftalt med Københavns Kommune, at der skulle være adgang for alle til uderserveringen foran hovedbygningen, men Magasinet KBH har modtaget rapporter om, at ikke-medlemmer reelt bliver afvist.

Om Soho House får lov at snuppe lidt af havnen til private formål — og måske også tage lidt af udsigten og bidrage lidt mere til støjen — bliver vi formentlig klogere på i løbet af et par måneder, når kommunen tager stilling til dispensationssagen.

Flere lukkede havnefronter

Spørgsmålet om den private og offentlige adgang til byens kyster er en tilbagevendende diskussion, og sagen om Soho House er ikke et enkeltstående tilfælde.

På den anden side af havneløbet nægtede boligorganisationen Bovitas lejere i 'Det Hvide Snit' i flere år at fjerne et hegn langs havnekajen på Christianshavn — trods gentagne meldinger fra Københavns Kommune om, at strækningen er en offentlig tilgængelig havnepromenade, som ikke må hegnes.

Til sidst rettede boligforeningen ind efter en afgørelse fra Byretten. Andre steder foregår diskussionen endnu.

Siden 2018 har restauranten Noma blokeret en sti langs Stadsgraven på Christianshavn i strid med lokalplanen. Syv år senere er der stadig uklarheder i sagen, og blokeringen er kun fjernet i den ene ende — trods politisk ønske om en sti langs vandet.

Ved Nokken syd for Islands Brygge kæmpes der med at få etableret en sti langs havnen.

Og så har Soho House altså selv før haft bøvl med deres forsøg på at privatisere arealet langs vandet. Og det forlyder, at Københavns Kommune ikke gør synderligt meget for at føre kontrol med, om klubben lever op til aftalen om, at der skal være adgang for alle til udeserveringen ved havnefronten.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

silastjensen
Det synes jeg bestemt ikke de skal have lov til at bygge. Fri adgang til vandet for alle, så enkelt er det.
idakatrineh
Bliver der også en underskriftindsamling fra Christianshavn som der har været fra Gammel Holm?
Alicja Fenigsen
var jeg oligark, ville jeg overveje meget nøje, om stedet kunne benyttes... gæsterne ville jo sidde som ænder for skud, fra flere sider. Sikker bankerot
vestlev
At der drives erhverv på by og havns område er ikke nyt. Men hvad skal der betales i vandleje? Og kan vi alle gå ud og leje et stykke vand?
Sune Norsker
Det vil give en fin dynamik i havnen og understrege den udvikling, som Københavns Havn har været igennem: fra industrihavn til rekreativt område. Det er jo netop sådan noget, som gør København til den livable by, som den er. Helt hysterisk at kalde det for oligarkstil, der går intet fra nogen pga. den bygning, og der vil være samme adgang til kajen som før…
Christian Wagner
Min højgravide veninde satte sig på deres stol for at hvile sig et kort sekund, og inden det sekund var gået kom personalet og sagde det kun var for medlemmer. Jeg sagde at de netop lige havde fået at vide at alle må få servering på deres udestole og de valgte simpelthen bare at bede os gå. Hvor er aktivisterne som laver graffiti og hærværk mod eliten?
nydegnbol@icloud.com

Jeg er indtil flere gange blevet afvist, når jeg har ønsket at sidde i området og nyde en kop kaffe, lidt mad eller lignende. Jeg vidste ikke, at det er i strid med reglerne., så tak for den oplysning.

At lægge en mastodont-ponton foran bygningen, synes jeg er en stor skam... kunne det gøres på en anden og mindre indgribende måde?
morten
Tilføj venligst Københavns Roklub til listen i gårsdagens Magasinet KBH-artikel om den lille fodgængerbro, som siges fjernet for at give plads til en privat havneplatform. Dette er endnu et tilfælde, hvor et meget lille antal af elitemedlemmerne forhindrer tusindvis af almindelige borgere i at gå langs Tømmergravens vandkant på vej til indkøb på Fisketorvet. I stedet er det store antal Engholmene-beboere dag og nat tvunget til at gå på en grim baggyde bag roklubben. Bortset fra nogle få begivenheder er der næsten altid langt flere mennesker, der går i den grimme gyde bag roklubben end nogen egentlige roklubmedlemmer.
nydegnbol@icloud.com
Så enig...

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling