Axeltorv kan blive del af bypark på Vesterbro Passage
Stort byrumsforsøg til maj tæt ved Tivolis hovedindgang bliver måske udvidet til også at inkludere Axeltorv.
Når man til jul går rundt om juletræet og synger ”sikken voldsom trængsel og alarm”, så er det måske Vesterbro Passage, man tænker på.
Området tæt på Tivolis hovedindgang — nærmere bestemt de sidste godt 200 meter af Vesterbrogade fra Bernstorffsgade til H.C Andersens Boulevard — er i al fald ofte godt fyldt op med både københavnere og turister.
26.000 fodgængere og 10.000 cyklister passerer hver dag gennem området. Og 12.000 biler lægger også dagligt ruten forbi den korte vejstrækning mellem Hovedbanegården og Rådhuspladsen.
At afsætte vognbaner til bilerne gør det sværere at få plads til de mange gående og cyklister, og skaber ikke sjældent kaos foran Tivolis hovedindgang.
I nu mere end seks år har Tivoli, grundejerne langs strækningen og Københavns Kommune barslet med en plan om helt at lukke strækningen for biler, så man i stedet kan skabe en ny bypark med rigelig plads til både ophold og den bløde trafik.
Sidste år blev der på det kommunale budget afsat hele 12 mio. kroner til at køre et midlertidigt forsøg over sommeren 2026, der skal kaste lys over, hvordan parken kan indrettes — og hvordan byens biltrafik vil glide med Vesterbro Passage taget ud af ligningen.
Og ved årets budgetforhandlinger — der blev afsluttet i sidste uge — er det nu også blevet aftalt, at man formentlig også vil inkludere Axeltorv i næste års forsøg.
I budgettet for 2026 skriver de politiske partier, at de vil forsøge at finde 5,8 mio. kroner penge til udvidelsen til Axeltorv ved den såkaldte ’overførelsessag’ i foråret.
Overførelsessagen kaldes også ’byens lille budget’. Her beslutter man fra politisk side, hvilke projekter der skal tildeles ubrugte midler fra året før.
Axeltorv lukkes
Når man har valgt at køre en testperiode i stedet for blot at ændre hele området med det samme, skyldes det blandt andet, at kommunen ønsker at undersøge, hvad der sker, når man guider næsten al biltrafik væk fra passagen.
En testperiode giver også mulighed for at finde ud af, hvordan man bedst indretter området — ved at se på præcis hvordan og hvornår turisterne og københavnerne vil bruge det.
Hvis man inddrager Axeltorv i forsøget til næste år, vil der ikke blot blive lukket for biltrafik på Vesterbro Passage, men også på bilgaden Axeltorv, der i dag skærer torvet Axeltorv over i to.
Dermed kan man komme til at opleve hele arealet fra Palads til Vesterbro Passage som én sammenhængende plads.
Præcis hvad der skal ske, er ikke helt afklaret. Men der vil blive opsat midlertidige træer i potter, midlertidig belysning og bænke — ligesom der formentlig vil blive afholdt forskellige arrangmenter på pladsen.
Byrumsforsøget på Vesterbro Passage — og måske også Axeltorv — vil løbe fra maj til november næste år.
18 mio. kr. til at teste bypark
Den udvidede løsning med at inkludere Axeltorv vil altså koste 5,8 millioner kroner ekstra. Og der blev som nævnt allerede sidste år afsat 12 millioner kroner til forsøget på Vesterbro Passage.
Tilbage i 2022 satte man også 5,6 millioner kroner af til arbejdet med at planlægge den permanente bypark ved Vesterbro Passage.
Og alle forsøgene sker med dét mål, at strækningen en dag bliver mere bestandigt transformeret.
Som vi kunne fortælle først på året, så kan den endelige bypark dog tidligst blive anlagt i år 2030.
Når næste års forsøg — forhåbentlig — er vel overstået, vil man lave nye 'bylivs- og adfærdsanalyser’ baseret på de erfaringer, man får under forsøget.
Og når de analyser er færdige, vil de blive en del af grundlaget for en arkitektkonkurrence for den permanente bypark, som tidligst vil blive udskrevet i begyndelsen af 2027.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!