pixel

Må Papirøen få en anløbsbro?

Ved et mere og mere aktivt hjørne af havnen, vil et bådfirma opsætte en anløbsbro — og beslutningen vil sætte præcedens for hele området.

anløbsbro papirøen visualisering

Må Papirøen få en anløbsbro?

Sådan lyder et spørgsmål, der skal op at vende på et møde blandt politikerne i Københavns Kommune i næste uge.

Det er blevet stillet af bådudlejningsfirmaet Hey Captain.

Firmaet ønsker at bygge en flydende anløbsbro, hvor der er plads til, at tre både kan lægge til.

Mere præcist har Hey Captain ansøgt om tilladelse til, at man bygger en landgangsbro i samme niveau som bolværket langs med den bro, der fører til Papirøen — og herfra en rampe ned til bådebroen.

Hele installationen vil fylde 121 kvadratmeter, og bådebroen vil blive indrettet med et skur og et overdækket venteområde til folk, der har lejet bådene.

Læner mod et nej

Der er et par benspænd at se på, før Hey Captain kan gå i gang med at installere sin anløbsbro.

Embedsværket i Teknik- og Miljøforvaltningen har kigget på, hvad lokalplanen for området dikterer, at der må blive bygget.

Men da den er fra 2017, gælder den ikke for vandarealet.

Kommunale bestemmelser for hvad der må bygges på vand blev nemlig lovmæssigt først tilladt at inkludere i lokalplaner i 2024, da den såkaldte ’planlov’ blev lavet om.

For at give en anbefaling til politikerne har embedsværket dog alligevel lænet sig op af, hvad der — i teorien — ville have været tilladt, hvis lokalplanen bestemte over vandområdet.

Og her ville der ikke have været mulighed for at placere husbåde eller andre flydende elementer — såsom en bådebro. Og derfor anbefaler forvaltningen, at Hey Captain får et nej til deres ansøgning.

Hvis man zoomer ud og ser på det nærmeste område, så er der generelt holdt fri for husbåde og anløbsbroer i Inderhavnen.

Men lige ovre på den anden side af Trangravsbroen er situationen en anden.

Den 3-delte bro ligger lige efter Inderhavnsbroen og forbinder området ved Broens Gadekøkken til Holmen og resten af Christianshavn. Og ved siden af den finder man anløbsbroer, både og en flydepram med en restaurant.

Det er derfor svært at sige, hvad der er "sædvanligt" for området, siger forvaltningen. På den ene side af broen er havnens vand holdt "rent". Men på den anden finder man et virvar af både og installationer.

Embedsmændene mener dog ikke, at en anløbsbro passer ind i det, kommunen generelt tilstræber at se på den side af Trangravsbroen, der ligger ud til Inderhavnen.

Men nu skal politikerne altså tage stilling til spørgsmålet i næste uge.

By & Havn er positiv

Valget kan falde på at afvise ønsket om en anløbsbro fra Hey Captain, som forvaltningen anbefaler.

Hvis man derimod ønsker at give tilladelse, så kræver det også grønt lys fra blandt andre Trafikstyrelsen og det kommunalt ejede selskab By & Havn.

By & Havn var i starten af 2024 positivt stemte over for et lignende projekt på 100 kvadratmeter, men da anløbsbroen er en femtedel større, kræver det en ny tilladelse fra dem.

Man kan fra politisk side også vurdere, at man skal lave en helt ny lokalplan, der bestemmer hvad man fremover må og ikke må på vandarealet i området.

Uanset hvordan afgørelsen falder, så vil den nemlig brede sig som ringe i vandet.

Forvaltningen skriver om sagen, at beslutningen vil danne præcedens og diktere, hvad man ”kan forvente at opnå tilladelse til i området”. 

Som så ofte, når det drejer sig om arkitektur på vand, er det københavnske Mast, der har slået stregerne til projektet.

Mast står også bag bl.a. det nyligt foreslåede badeanlæg ved Soho House, en udkigspost i Stadsgraven og idéen om flydende øer i Inderhavnen.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Vesterbro
Åben facaderne ud mod vandet og skab en indbydende promenade — og indskrænk Ring 2 for også at lave nye byrum her.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling