Frankenstein

Guillermo del Toro har med ‘Frankenstein’ skabt et overdådigt epos af grotesk skønhed der dog får en lille bismag af Hollywood, man kunne have ønsket sig foruden.

Mary Shelleys uhyggelige historie fra 1818 om videnskabsmanden Victor Frankenstein, der vækker en skabning til live i et monstrøst eksperiment, der i sidste ende fører til både skaberens og hans tragiske skabelses undergang, er en af de mest filmatiserede fortællinger. Del Toro holder det litterære forlæg i arms længde og lader derudover handlingen udspille sig en del år senere, i 1857, hvilket giver hans monsterkreatør lidt flere tekniske remedier at lege med. 

Filmen er opdelt i et præludium, hvor den dødeligt sårede Victor bliver reddet af en dansk søkaptajn (Lars Mikkelsen) og hans besætning; samt to dele der fortæller den forudgående historien fra dels Victors og skabningens synsvinkel. 

Som barn er Victor en rigtig mors dreng - kuet af sin grusomme og disciplinære far (Charles Dance), en berømt læge, der tvinger Victor til at gå i hans fodspor. Men først da tragedien rammer og Victors elskede mor dør i barselssengen ved lillebror Williams fødsel, blive Victor for alvor interesseret i lægevidenskaben - han vil afskaffe døden. 

År senere skandaliserer den unge, geniale læge Frankenstein (Oscar Isaac) Edinburghs lægestand med sin gudløse tro på, at et menneske kan skabes (og døden snydes) ved at påføre en elektrisk ladning på en makaber samling af kropsdele fra afdøde mennesker.

Han hånes og afvises af den etablerede lægestand, men af grunde, der senere viser sig at være ud over videnskabelig interesse, er den velhavende våbenhandler Heinrich Harlander (Christoph Waltz) fascineret og tilbyder at finansiere Victors fortsatte forskning og eksperimenter.

Samtidig dukker Victors yngre bror, William (Felix Kammerer) op, nu (tilfældigvis) forlovet med Heinrichs niece Elizabeth (Mia Goth), hvis skarpe intellekt og videnskabelige nysgerrighed øjeblikkeligt fængsler Victor. 

‘Frankenstein’ er indhyllet i del Toros markante og genkendelige stil med mørke, mættede farver der indimellem brydes med hints af rødt, grønt og blåt, her blandt andet med Elizabeths fantastiske rober. Filmens set design er imponerende og pompøst og gør i sig selv filmen værd at se. Og skabningen, sat sammem af aflagte kropsdele, har i den grad fået sig en makeover fra tidligere films monstre - glem alt om store møtrikker og bulede grove ar. 

Jacob Elordi bringer skabningen til live med sin udtryksfulde fysiske præstation, men endnu mere bemærkelsesværdig er hans følsomme portræt af den rørende længsel og tomhed der rammer skabningen, da den forstår hvem og hvad den er. Det er del Toros tilbagevendende filmfotograf, danske Dan Laustsen, som kæder det hele sammen med virkningsfulde billeder, der samlet giver en opulent visuel oplevelse.

Uhyggen fra Shelleys fortælling er nedtonet og i stedet erstattet af mere makabre scener, der dog er ekstreme i en grad, der næsten gør dem komiske. Der er skruet op for den arrogante Frankenstein, hvis storhedsvanvid gør ham blind for tilværelsens vikelige værdier. Hans tørst efter resultater skygger over konsekvenserne og samtidig er han ikke sen til at give andre skylden for egne uhensigtsmæssige handlinger. Som hos Shelley er det monstret vi føler sympati med, men Guillermo del Toro har desværre ikke kunnet modstå at give ‘Frankenstein’ et klassisk Hollywood-twist og det er virkelig en skam.