No Other Choice

Intet valg eller intet andet valg? Titlen rumler i hovedet, sammen med alle de andre tankevridende handlinger og reaktioner, som koreanske Park Chan-wook ruller ud i sin nye film, der mixer samfundsdrama, suspense(mord)thriller og absurdhumor på vildeste vis.

Få omstændigheder kan gøre én så presset som når man mister sit drømmejob - især hvis man har bygget hele sin perfekte tilværelse op på det. Familieidyl med velstand og velfærd bliver hurtigt til panik og pine for Man-su (Lee Byung-hun), der efter 25 år som papirspecialist har svært ved at finde nyt job i den snævre branche. Så han overvejer drastisk hvor langt han vil gå for at få sit liv tilbage.

Denne filmatisering af Donald E. Westlakes 1997-roman ’The Ax’ har været mange år undervejs - og der gives flere credits til den første franske filmatisering af Costa-Gavras i 2005 - og efter overvejelser om US-produktion endte det alligevel i Sydkorea. For emnet er universelt og tidløst, fra outsourcing og amerikanske indtog til den nyeste trussel: AI.

Og som udgangspunkt kan alle relatere til en fyring, og terapien starter velmenende - for Man-su, kollegerne og publikum - med gruppeterapi og -mantraet: "At miste mit job var ikke mit valg." Dermed er to temaer sat: Andres valg og éns egen ansvarsfralæggelse. Og derfra kører utallige absurde tanker og handlinger centreret om valg. 

Det er unægteligt en spøjs og overraskende film, hvor en genkendelig hverdagsstemning mixes med en syret tese om at insistere på sine sejre, så argumentet og logikken bliver "intet andet valg". Og når Man-su igangsætter sin morderiske plan føles det faktisk ikke så meget som et valg, men mere som en ekstrem drivkraft for at genoprette sin status, ære og familie. Og som publikum bliver man en del af dilemmaet, når den hovedperson der efter normale standarder ville være en skurk, her får sympati og empati i sin fortabte kamp.

For han er virkelig elendig til at agere seriemorder, og indimellem har man helt ondt af ham, fordi hans planer er så omstændige og derfor trækker pinen ud - for hans ofre, ham selv og os. Samtidig er koreansk humor ret speciel, og her går det indimellem over i fuld slapstick. Eksempelvis er billedet med den store potteplante allerede lidt ikonisk, og der er flere visuelle udskejelser, der fænger og fornøjer. En utro kone, der fikser slangebid bidrager på flere måder i sin mands mord; en syret drukscene-likvidering; og en ligeså grotesk drivhusscene, hvor liget parteres og pakkes til en helt særlig kompostbunke. 

På det metaforiske plan er der noget med skjult kommunikation, usagte drømme og underforståede livspræmisser, der rokker ved de moralske og etiske værdier. Konen der muligvis har en ide om mandens gøremål; datteren der kun giver lyd fra sig gennem sit ekstravagante cellotalent; sønnen der stjæler mobiler fra naboens shop; og ikke mindst tilknytningen til kæledyr.

’No Other Choice’ er som en mareridstagtig drøm, som man ikke vil vågne op fra før målet er nået. Ekstremt underholdende og dybt fascinerende. Og faktisk balancerer Park Chan-wook eminent mellem begge dispositioner - både intet valg og intet andet valg - og man småprovokeres herligt af at acceptere de syrede teser og grænsesøgende illusioner.