pixel

Er Palads' kulørte facade "ikonisk"?

Mere end 3.100 har sendt svar i høringen om Palads — mange med stærke meninger om den kulørte facade. Men da den blev malet var det langt fra populært hos alle.

"Og hvad er det så der sker for Palads?"

Sådan skrev en BT-læser til avisen i 1989 — kort efter at den på det tidspunkt 71-årige biografbygning havde skiftet kulør fra klassisk hvid til spraglet pastel-pink-gul-og-lilla.

Og debatindlægget fortsatte: 

"Nordisk Film, der ejer bygningen, må virkelig have forbindelserne i orden, når de kan få lov at give bygningen så skrappe farver".

Men hvad der på ét tidspunkt er et chokerende brud på alle konventioner ender som bekendt ofte med selv at blive konvention — når blot man venter længe nok.

Så da Københavns Kommune i december afsluttede sin offentlige høring af planerne for et nyt Palads, gik mange af de mere end 3.100 høringssvar på, at netop den "ikoniske" farvelægning af Palads er afgørende at bevare.    

"Palads er ikke blot en bygning, men [...] et ikonisk kunstværk skabt af Poul Gernes," skriver en.

"Den ikoniske facadeudsmykning, skabt af Poul Gernes i 1989, er i sig selv et markant kunstværk i det offentlige rum," tilføjer en anden.  

"Palads bør bevares i sin fulde form. Det gælder [...] ikke mindst Poul Gernes’ fantastiske og ikoniske udsmykning af facaden, som er intet mindre end unik," skriver en tredje.

Og sådan går holdningen igen i utallige svar. Et af moderne dansks mest slidte fraser, ikonisk, går igen og igen, når der skal sættes ord på udsmykningen. 

Flot — når man ikke kan se den

I 1989 var holdningen dog ganske anderledes. I hvert fald at dømme efter artiklen i BT.  

For skribenten fortsatte her: 

"Ved siden af Palads ligger Cirkusbygningen, Det ny Scala — og overfor Tivoli. Det er steder, der er stil over. Dæmpede, luksuriøse facader, der er virkelig præsentable. Disse kommer slet ikke til deres ret mere."

Og der blev afsluttet:

"Jeg besøgte Palads forleden og talte bl.a. med nogle af medarbejderne i etablissementet. De mente alle at Palads var flot — efter mørkets frembrud. Det siger vist alt."

Her 37 år senere siger det dog altså meget lidt om, hvad mange af deltagerne den offentlige høring mener.

Man vænner sig til meget 

Der har allerede tidligere været mange protester mod de forskellige planer for et nyt Palads — og ikke mindst derfor er Nordisk Films planer igen og igen blevet justeret, netop så Paul Gernes' facade kunne bevares.

I det endelige forslag til en ny lokalplan — som altså netop har været i høring — lægges der således op til, at hele 90% af den kulørte facade vil overleve mødet med en total ombygning.

Men det er altså ikke nok for mange at høringsskribenterne, der vil have den bevaret i sin helhed, eller frygter at de bevarende intentioner i lokalplanen ikke ender med at blive til virkelighed.

Hvor mange københavnere der reelt vil være kede af at sig farvel til Palads, som den kendes i dag, er det dog svært at sige noget om. Der er ikke lavet meningsmåinger om spørgsmålet, og høringer tiltrækker som hovedregel primært modstanderne.

Men det tilsyneladende store skifte i konsensus omkring herligheden af den kulørte facade fik en Facebook-bruger til at trolle Facebook-gruppen "Bevar Palads".

Med henvisning til BT-artiklen fra 1989 skriver han drillende i et opslag:

"Tænk, hvis Palads var blevet malet i Poul Gernes farver i 2025 — Bevar Palads ville nok have været de første til at protestere imod det."

En Palads-tilhænger svarer: "Man skulle da lige vænne sig til det ..."

I sin ripost til ham berører en anden Facebook-bruger noget ganske grundlæggende:  

"Mon ikke også det gælder Nordisk Films planer?"

Mennesket kan vænne sig til meget, som man siger.

Habituation, hedder det i psykologien. Hvad der først var helt forkert, bliver ofte ganske hurtigt helt normalt. 

Rådhusets embedsværk er netop nu ved at skrive opsummeringer af de mange høringssvar til politikerne, som vil behandle sagen snart — formentlig i løbet af de kommende uger. 

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

phe
Sikken ensidig artikel. Virkelig mange af indsigelserne går også på højden af nybyggeriet, anvendelsen som hotel og ødelæggelsen af den smukke foyer. Skribenten kan tydeligvis ikke lide Palads. Det er ikke hæderlig journalistik, der bedrives her!

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling