Broken Theatre

Hvad er den perfekte forestilling? Den perfekte danser? Perfekte ord, musik og udtryk? Det kan man muligvis bruger hele livet på at udforske - det er amerikanske Bobbi Jene Smith og hendes partner Or Schraiber fremragende eksempler på med deres kunstnerkollektiv/dansekompagni Broken Theatre.

En af deres største og mest essentielle forestillinger er dette danseteatershow som udspiller sig backstage. Som prøveforløb, der mingler ind i hinanden. En teaterproces uden kontinuerlig fortæling og udvikling. Et både imponerende og frustrerende flow af gentagelser, der aldrig er helt ens. Små karakterfortællinger der skaber latter og smerte. Meget realistisk, noget absurd, ofte rørende og allermest dybt fascinerende.

Tolv performere - dansere, skuespillere, instruktører og musikere - bevæger sig rundt på scenen med minimal indretning og rekvisitter. Bord, stole, bænke, garderobestativer og stiger - samt klaver, cello og violin. Tidligt danner de en rundkreds som i et terapeutisk samspillende rum, men efterhånden udarter de mange møder på kryds og tværs sig fra spejlinger og paralleller til større konkurrence og kamp. 

Indimellem er præstationsræset ret sjovt. Som når alfahannerne (Or Schraiber og Ido Toledano) går monkey style på styrke og magt; eller når understudies går all-in for at overgå deres hovedroller i tolkningen af Shakespeares ’Trold kan tæmmes’. Det går uhæmmet for sig på rivalisering og hierarki - måske fordi instruktøren (Jonathan Fredrickson) hader dette stykke, og ufortrødent foreslår absurde udtryk.

Der skubbes, mufles, presses, væltes og rulles i vilde kontraudfoldelser, og det er mest i solostil at ømhed og sårbarhed findes. Som i en lidt sær audition, hvor Bobbi Jene skal agerer mor til en (fiktiv) baby; eller når Payton Johnson danser til ’La Solitude’; eller Vinson Fraleys smægtende stemme afslutter showet med Pete Seegers ’One Grain of Sand’.

Flere store kunstnere - fra Picasso og Bukowski til Banksy - har arbejdet udfra tesen om at når man vil skabe noget ultimativt, så er man nødt til at nedbryde det først. Det kan lyde råt og barskt, men når man ser værker som ’Broken Theatre’, så forstår man ideen. For det handler om modet til at vise alt og intet - og derfra finde meningen, formålet og følelserne i det. 

Her er en vild og utæmmet kropslighed. De ni performere er så suveræne i kropskontakten - deres egne og andres - og det er en intens oplevelse at se hvordan de kaster sig ind i alt det kunsten kræver. Grænseløst og sanseløst - som om de er villige til at udforske hver en følelse deres krop og bevægelser kan give dem - og der skal ruskes og rases før det ultimative opnås. 

Oftest er det ikke til at afkode om scenerne er performere i prøveforløb, artister i endelig performance, eller mennesker i personlige udspil. De og deres kunst smelter sammen, og de mange små detaljer vidner om et meget mere komplekst liv end vi som publikum normalt tænker over, når vi oplever de fantastiske forestillinger på store og små scener.

’Broken Theatre’ er en fremragende metaforestilling, der vender kunsten indad og udad, på godt og ondt - og dermed indbyder til eftertanke og fordybelse. Hvor dekonstruktion er ligeså vigtig som rekonstruktion i skabelsen af moderne danseteater. Det har Bobbi Jene Smith og hendes kompagni bidraget med i et tiår, og deres særegne stil er kun blevet mere intens og nærværende. Udefinerbart ultimativ og uperfekt perfekt - det er Broken Theatre.