pixel

Purple Nights - Prince Reimagined

  • Epicurus
  • premiere 18. februar 2026
  • 5.04

Purple Nights-Prince Reimagined

Fakta

JAZZ SHOW

18. februar - 14. marts 2026

Epicurus

Nætterne er lilla i den næste månedstid på Epicurus, jazzklub ekstraordinaire, når fire internationale jazzmusikere fylder det smukke rum med Prince-musik og hylder hans jazzrødder.

Den franske basvirtuos François Moutin fortæller i sin intro om trenden med at bringe populære sange og artister ind i jazzens verden og skabe nye jazzversioner - som så indimellem bliver mere kendte og populære i den form. Mange vil nok mene at det ikke vil ske for de store Prince-hits, men denne aften kan bestemt overraske med både ikoniske numre og kompositioner der synes skabt til jazzvibes. 

For Prince voksede op med to jazzmusikere som forældre og de første inspirationstoner derfra udviklede sig til et avanceret og dybt improvisatorisk musiksprog gennem årene. Som trommeslager David ’Fingers’ Haynes - der tidligere spillede med Prince - siger: "Mest af alt lærte han mig at man for altid er musikstuderende, altid i udvikling." Og så opfordrer han til fortsat at introducere musikken for den yngre generation.

Haynes er en naturlig primus motor for dette Prince-show, og han er blandt de internationale musikere, der med god frekvens besøger den danske jazzscene. Oftest gennem Sir Niels Lan Doky, der med sit Jazz Collective gennem mange år skabt disse vidunderlige temakoncerter, blandt andet på The Standard, og nu altså på hans nye klub Epicurus. Og så er han forlovet med med Mayte Garcia, Princes ekskone, og Moutin hinter til at hun vist har haft indflydelse på tracklisten her.

Det er en blød start med en lidt anonym version af ’Cream’, der ellers nok kan få safterne til at drive i originalbeatet. Derefter en skøn ’When You were Mine’ - som mange kender bedre i Cindy Laupers version - hvor især svenske Peter Asplunds trompet nailer beatet, der normalt er guitar.

To meget forskellige kæmpehit følger. ’The Most Beautiful Girl in the World’ med fintfølende trommeintro over i klare, lyse klavertoner af Ken Lihn Doky, der mod slutningen flyder i skøn harmoni med trompettonerne. Og så en af overraskelserne: ’Kiss’, hvor bassen danser helt forunderligt med trompet som toppende element - helt unikt og nærmest legende.

I den mere melankolske afdeling bliver ’Power Fantastic’ en blanding af jazz- og blues-ånden, der ligesom næste nummer har gospeloprindelse, rene klavertoner og eminent falsetstemme: ’How come U don’t Call Me Anymore’ - ofte forbundet med Alicia Keys’ mere soulede version. Og derefter en smooth udgave af det mindre kendte nummer ’Pink Cashmere’.

For undertegnede bliver ’Purple Rain’ aftenens højdepunkt - de geniale melodilinjer og -betoninger rammer mig altid helt dybt - og Moutins bas er fuldstændig fabelagtig, ligesom Asplund leverer bløde trompettoner af den anden verden. Og når man tror at det ikke kan blive bedre så jammer de alle igennem til stor fryd.

Efter ekstatisk klap og pift får vi lige et swingende ekstranummer ’It’s about that Walk’, hvor David ’Fingers’ Haynes endelig får lov at vise en del af den fantastiske kreativitet og energi han er kendt for - og i totalt charmerende samspil med især Doky og Moutin. 

I mange momenter synes man at det må være Moutin der har de magiske fingre, for hans basstrenge er helt aldeles vibrerende, levende og legende i hans geniale håndtering af tonerne. Og som han ærbødigt siger: "Jeg er så beæret over at min bas får lov at være sanger." Ligeså får Asplunds trompet også ramt nogle fede accentueringer så skarpt at man næsten kan høre stemmen/ordene i nogle af de velkendte sange. 

Der er ingen tvivl om stjerneniveauet her, og efter 75 minutters spilleglæde og små, fine kommentarer fra dem alle, kan man næsten ikke forstå at det allerede er slut. Men snart spiller musikken igen, for der er Late Night DJ session - til midnat på onsdage og torsdage og et par timer mere fredag og lørdag - med danseglad soul, funk og jazz.

Det hele kan på alle måder anbefales, for Epicurus er lækker luksus med intim og eksklusiv atmosfære, og det skaber en del af forkælelsen i dette jazzkoncept. Lokalerne - der før husede spisestedet Brdr. Price - er shinet op af den italiensk-danske designduo GamFratesi og alt er særdeles indbydende og stilsikkert i både komfort og kvalitet. Her er både Gatsby-stemning og kunstfilosofisk vibe. For ja, Epicurus har navn efter den græske filosof og hans stræben efter nydelse. Og det får man her i topklasse!

Mest læste

seneste
scene

Årene
4.02

Teater Republique
Frost-The Musical
4.02

Falkonersalen
My Fair Lady
5.04

Det Ny Teater
Mandebilleder
5.04

Aveny-T
Come Fly Away
6

Operaen
Rigoletto
3

Operaen

seneste
film

Marty Supreme
4.02

Josh Safdie
Crime 101
4.02

Bart Layton
Wuthering Heights
3

Emerald Fennell
The Secret Agent
4.02

Kleber Mendonça Filho
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling