Lady Macbeth

Blod vil ha’ blod. Shakespeares blodigste fortælling ’Macbeth’ bliver ikke mindre vild og voldsom af at have kvindeligt fokus - eller være udformet som moderne ballet. 

I britisk-bangladeshiske Akram Khans koreografi og iscenesættelse flyder en heftig urkraft, som dunker i kroppene - på scenen og blandt publikum - fra allerførste pulserende scene med en superb samling seersker. De fortryller, forhekser og ikke mindst forudsiger de kommende blodige hændelser.

Lady Macbeth (Astrid Elbo) og hendes mand (Sebastian Pico Haynes) har hørt profetierne og bliver opslugt af ambitioner og magtbegær, selvom deres skæbne også går mod det fatale. Macbeth dræber Kong Duncan (Mathieu Rouaux) og overtager guldsværd og -krone, som så gør ham mere frygtsom og opsat på at dræbe sine rivaler, deriblandt Banquo (Liam Redhead),  og andre der truer hans status. Nye forudsigelser skaber mere uro og Lady Macbeth er ved at gå fra forstanden.

Drama på drama, og tragedie på tragedie. Det er fabelagtigt til at skabe medrivende dans, og Khan rammer en exceptionel energi og tyngde med danserene fra Den Kongelige Ballet, som han har skabt værket direkte til. Især de mange store synkronsekvenser imponerer, og allermest er seerskerne totalt hypnotiserende. Nærmest ritualiseret og med hellig kant får de stemningen til at svinge - ligeså vildt som deres lange hår - mellem smuk magi og grum uhygge. 

De store ensemblesekvenser skaber også den primære scenografi - den formidable koreografi i flot samspil med eminent lysdesign af Michael Hulls og Ryan Joseph Stafford. Indtil scenograf Tim Yip bringer en kæmpe trævækst med rødder ud af mørket - som et materialiseret stamtræ - langsomt dalende ned over scenen og danserne, og sætter den mytiske, primale stemning på kanten igen. Som drifter der kan tage magten fra fornuften til enhver tid.

Overvældende er også musikken af Akram Khans faste komponist, italienske Vincenzo Lamagna, hvis pulserende, tunge rytmer af mestendels slagtøj og blæsere ubønhørligt holder danserne i nærmest trancetilstand. For pludselig at opløses i enkle klavertoner eller spæd kvindesang - tilsidst endda på dansk: "Mørket rinder ud…" En ny begyndelse, et lille håb om det, der er Khans budskab for denne onde cirkel af frygt, had og vold - så dybt forankret i vores menneskelige historie: Håbet om empati.

Her myrdes for magt, men også helt tydeligt af frygt. Først seereskerne for deres viden og magi, så Kong Duncan for magten, og derefter stopper det aldrig for alle frygter alle i kampen om magten, imens også had og hævn breder sig som motiv for drab og krig. 

Det er både oplagt og kompliceret at danse en fortælling som denne, for følelserne er ekstremt stærke, men der er mellemspil og karakterer som går lidt tabt i den vilde stemning og det hektiske tempo. Indimellem føles det som om fortællingen fortaber sig i gentagelser: Seerskernes forudsigelser, soldater med sværd og våbenskjold, kronen der vises, vindes og tabes. Trommerne og de uendelige rituelle bevægelser.

Men danserne giver alt og mere til i et ekspressivt og dybt fascinerende udtryk, der mærkes som en kollektiv urkraft - både positiv og negativ, både vitaliserende og udmattende. Man kan savne mere intim dans mellem hovedrollerne, for kun få øjeblikke får de lov at smelte sammen i deres kærlighed og ambitioner. Og det gør Astrid Elbo eminent i Sebastian Pico Haynes’ stærkt flydende fysik.

’Lady Macbeth’ samler sig persistent om de kvindelige energier, og selvom titelkarakteren ikke er ligeså stærkt fremstillet som hos Shakespeare, er hun historiens emotionelle kerne. At Khan viser mere interesse for de vilde seersker og tillægger dem den største magt, er ikke kun en del af hans koreografiske stil, men også et budskab, og et håb om mere spiritualitet og sanselighed for fremtiden.