Grøn by giver sort bundlinje

Vi ved det alle sammen godt allerede. 

Natur er rart. Planter er rare. Hvor meget man end holder af sin by med alle dens skarpe hjørner og hårde overflader, så er det bare rigtig rart at være omgivet af noget grønt og organisk. Man slapper mere af. Har det lidt bedre.

Men hos mange af Københavns Kommunes politikere er der i disse år én top-prioritering: At skabe flere boliger til flere mennesker!

I en voksende by med boligmangel giver det umiddelbart meget god mening. Men i iveren efter at ekspandere landets eneste metropol overser vores folkevalgte alt for ofte, at en god by er meget mere end en stor sovesal. Meget mere end en maskine der skal levere uddannelse, arbejdspladser og sygesenge til os alle. Meget mere end infrastruktur der skal transportere mennesker, vand og fjernvarme rundt mellem de mange bygninger.  

En god by er en by, man har det godt i. En god by er også en grøn by. 

Nice to have

Forklaringen vi oftest hører på, at der ikke bliver plantet mere grønt i byen, end der gør, er økonomisk.

Men den er bagvendt. Og den er forkert.

»Det er stærkt uansvarligt bare at sige, at vi skal have mere grønt for at få grønt,« sagde et socialdemokratisk medlem af Borger­repræsentationen for nylig i en artikel her i Magasinet KBH.

Det er dog ikke fordi, at visse politikere er hjerteløse betontyraner, at tonen ikke er helt så grøn, som man måske kunne ønske.

Det er fordi, politikerne er sat til at forvalte budgetter og ikke nødvendigvis tænker "by" i det store fugleperspektiv, når de daglige beslutninger skal tages.

For mange på Københavns Rådhus er det grønne et nice to have og ikke et need to have, som samme politiker sagde til Magasinet KBH. På rådhuset er man forpligtet til at skabe plads til boliger, skoler, plejehjem og så videre. Og når man sidder til udvalgsmøde med en halvlunken færgekaffe og en anlægsramme foran sig, så ryger de grønne områder eller vejsidetræerne ofte ned ad prioriteringslisten.

Men det er ikke klogt. For det grønne er ikke bare rart. Det skaber en mere succesfuld og en rigere by. Det grønne er en investering der i sidste ende skaber sorte tal på bundlinjen.

Grønt = god krop

Biofili, hedder det med et ord. Vores alles iboende kærlighed til naturen og til liv. Og når man taler om biofilisk design, så taler man om at skabe rammer, der væver naturen ind i den menneskeskabte verden omkring os.  

Og natur er ikke bare noget der er nice. Kontakt med natur er et menneskeligt behov. I de senere år har et utal af videnskabelige studier vist, hvordan det grønne har målbare effekter på samfundet:

På hospitaler med grøn udsigt bliver patienter raskere, hurtigere. I områder med mere grønt bliver der begået mindre kriminalitet. Vi tager færre anti-depressiver, hvis der er træer omkring os. Vi er gladere, med andre ord. Og mere produktive.

I langt de fleste af disse mange studier kontrollerer man for andre variabler, som f.eks. social status, så man isolerer netop det grønnes virkning. Og konklusionerne er samstemmende. 

Effekterne stammer fra, hvad det grønne gør ved vores krop. 

Grønt sænker vores stressniveau, målt som lavere niveau af stresshormonerne adrenalin og kortisol. Det gør os roligere og mere fokuserede. Grønt er godt for vores evne til at gro nye blodårer. Det er sundt for hjertet. Grønt sænker vores blodtryk. Grønt styrker vores immunforsvar.

Så sent som i år påviste et dansk studie — fra Århus Universitet — at børn der vokser op med grønt omkring sig har en markant lavere risiko for at udvikle problemer med deres mentale helbred senere i livet.

Grøn business

Disse mange studier har ikke gået undgået opmærksomhed fra flere profit-maksimerende, store koncerner.

Google og mange andre amerikanske virksomheder er i fuld færd med at implementere biofilisk design for at gøre deres medarbejdere gladere — og dermed mere produktive.

Enorme potteplanter, gårdhaver, hele vægge begroet med grønt og større vinduer for at lukke mere naturligt lys ind er blot nogle få af initiativerne ude på kontorerne. Der bliver sågar eksperimenteret med naturmønstre på gulvtæpperne.

Men på den store skala — på byskalen — er holdningen altså mere lavpraktisk. I hvert fald i København.

Og det er på trods af, at det netop er ude i det fælles byrum, at den helt store forskel kan gøres. Ikke nødvendigvis som store, isolerede, grønne områder, men som grønt vævet ind overalt i byen. I lommeparker. Kravlende op af facader. Som flere vejsidetræeer. På tagene. På pladserne.

Det koster penge, ja. Men som Google har indset for længst, så skal man investere i mennesker for at skabe profit.

Glæde er penge

Alle disse forbedringer af menneskets helbred, glæde og produktivitet giver i sidste ende også økonomisk gevinst for virksomheden — eller for byen. Et amerikansk studie har påvist, hvordan New York kunne spare milliarder om året med mere biofilisk design.  

Og dette studie indregner ikke engang alle de afledte effekter — som at rare byer med høj liveability trækker turister, erhverv og omtale til sig. Byer konkurrerer med hinanden om at være rare at tilbringe sit liv i, og grønne omgivelser gør livet rart.

Politikerne på Rådhuspladsen kan starte med at skifte deres wallpaper på PC'en ud. Studier viser, at hvis du bare har et naturbillede som baggrund på din computer, så afstresser du lidt bedre. Og at blot nogle få potteplanter på kontoret kan løfte produktiviteten med 15%. 

Natur er ikke for sjov. Både glutenfri veganere i fløjl, bundlinje-purister i slim-fit og københavnske kommunalpolitikere burde kunne blive rørende enige om, at der skal investeres i at gøre byen grøn. Det gør nemlig byens bundlinje sort.