Hvorfor er der ikke mere grønt i København?

Hvor grønt der er i gadebilledet spiller en dokumenteret rolle for, hvor glade vi er for at bo og opholde os i byens rum. “Biofili” kalder man i psykologien vores kærlighed til det levende og naturlige — et fænomen, der er dybt rodfæstet i vores biologi, og som kan forklare vores længsel efter grønt imellem byens grå overflader. 

De seneste ti år har et utal af studier påvist hvordan grønne omgivelser tæt på vores hjem gør os gladere, sundere og mindre stressede. Vores hjerter slår bedre, vores børn bliver klogere, vi bruger færre anti-depressiver, føler os tryggere, sænker farten i vores biler og begår mindre kriminalitet.

Måske ikke så overraskende oversættes al glæden og sundheden i sidste ende også til sorte tal på byens bundlinje. 

Et amerikansk studie har påvist, hvordan biofilisk design — altså mere grønt i byen — kunne spare New York for flere milliarder om året alene i udgifter til sundheds- og fængselsvæsen. Og bidrage med yderligere godt tre milliarder ved at forbedre beboernes produktivitet.

Langt efter nordiske naboer

Hvor grøn er København så?

Ifølge Københavns Kommunes egen strategi for natur i byen bestod 17% af hovedstadens areal i 2015 af offentlige parker og naturområder. 

Men ligeså interessant er, hvor meget af byen set generelt der er dækket af trækroner. Dette inkluderer altså de træer, vi møder på vores vej rundt i byens gader og stræder. Her er tallet ifølge Københavns Kommune selv 16%.

Sammenligner man med andre storbyer på Treepedia — en global oversigt over storbyers trækroner — ligger vi lidt højere end metropoler som London (12,7%) og New York (13,5%), men et godt stykke under f.eks. vores norske naboer i Oslo (28,8%).

Og imens 48% af alle københavnere har maksimalt 500 meter til det nærmeste grønne område, er man i Stockholm oppe på 76%.

Men hvis det grønne både giver mening for vores velbefindende og for byens økonomi — hvorfor er København så ikke grønnere?

»Når der ikke er mere grønt i byen, er det fordi der er så meget, der skal være plads til i byen — lige fra infrastruktur til affaldssortering, boliger og skoler,« siger Charlotte Korsgaard der er Enhedschef for Klima og Byrum i Københavns Kommune.

»Det handler om en prioritering inden for det begrænsede anlægsloft og lokalplanerne. Og der er nogle forhold under jorden, der kan skabe forhindringer — som gasledninger og rørlægninger.»

Spørger man københavnerne selv, ville hele 69% ønske, at der var mere grønt på gader, stræder og pladser, imens 46% spørger efter flere grønne områder til ophold i byens rum.

»Vi har et mål om, at 75% af københavnerne skal opfatte byen som grøn,« siger Charlotte Korsgaard. »Vores seneste måling viser dog, at tallet er på 50%, så noget tyder på, at der skal mere til.«

Investorerne styrer byplanlægningen

En af kritikerne af kommunens arbejde med byens grønne rum er Knud Erik Hansen, næstformand i Danmarks Naturfredningsforening.

»Der er én stor hovedgrund til, at der ikke er mere grønt i byen, og den er ikke teknisk,« siger Knud Erik Hansen.

»Den er, at planlægningen i dag styres af investorerne. Vi har endda en offentlig aktør — By & Havn — der er sat i verden for at få mest muligt økonomisk ud af byens grunde.«

Dette er en problematik, som Magasinet KBH for nylig har beskrevet i en artikel om, hvordan Københavns vækst i høj grad styres af økonomiske interesser, og hvorfor det går ud over kvaliteten af det, der bliver bygget i byen. 

»Vi er i gang med en omvæltning af København, der er større end da voldene faldt,« fortsætter Hansen. »Man begyndte dengang at bygge brokvartererne, og voldene lå tilbage. Og det er faktisk lidt samme situation i dag, hvor tidligere industriområder efterlader større områder i byen.«

»Dengang ville militæret bygge voldene til og bruge indtægterne til militærmateriel, men en fremsynet arkitekt, Ferdinand Meldahl, foreslog i stedet at bygge en park, og det fik han kommunen med på. Han kunne se, hvad de grønne områder, som voldene er blevet til i dag, ville gøre for byen på længere sigt.«

I dag er de gamle volde delvist bevaret som byens velbesøgte, grønne parker: Kastellet, Stadsgraven, Østre Anlæg, Botanisk Have, Ørstedparken og i Tivoli.

»Voldenes fald var en markant begivenhed i København,« siger Knud Erik Hansen. »Forskellen er, at nu sker udviklingen i både store og små klumper i den eksisterende bymasse. Mange borgere ser slet ikke den store ændring af byen, der er ved at ske foran næsen på os.

Det er især boligproblematikken, der fylder i argumentet imod det grønne, mener Knud Erik Hansen.

»Man kører altid diskussionen ind med, at man skal have flere boliger i byen,« siger han. »Men det er uprofessionelt at se København som et sted, der udelukkende skal levere plads til boliger. I 60’erne og 70’erne læste man København som en hel region, der skal løse boligbehovet. Da var det kommunen, der stod for planlægningen, ikke organisationer som By & Havn.«

»Det er det, vi mangler i dag: den samlede planlægning,« fortsætter Hansen. »Den tæthed som kommunen bygger med i dag er ikke nødvendig, og vi og de kommende generationer vil komme til at leve med konsekvenserne.«

»For når vi først har bygget, kommer det grønne ikke tilbage,» fortsætter han. »Det er sørgeligt at se tilbage på de muligheder vi har haft for at få en grøn by: Sydhavnen, Grønttorvet, Carlsberg, Indre Nordhavn og mange andre steder.« 

Først det lovpligtige

Lars Weiss (S), næstformand i Borgerrepræsentationen og medlem af Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, er ikke enig i, at vi har mistet chancen for at få grønt i de nye byområder.

»Der er en ren lavpraktisk grund til, at vi ikke ser mere grønt i for eksempel Nordhavn og Sydhavnen,« siger Lars Weiss. »Beplantningen er på vej, bare i senere faser end det byggede. Vi skal passe på med at dømme områderne, før vi har set de sidste etaper.«

I dag er det dog fortsat de grå flader, der fylder mest i nye områder som Sydhavnen. Hvor grønt der bliver i en bydel afhænger i høj grad af den lokalplan, der gælder for området. Bygherrerne følger lokalplanerne, som de folkevalgte politikere er ansvarlige for med deres godkendelser af dem.

Er politikerne ambitiøse nok i forhold til at integrere grønt i de lokalplaner, bygherrerne bygger efter?

»Der er de senere år sket en politisk ændring, hvor man i dag bruger lokalplanerne aktivt til at sikre, at der bliver grønt i byen,« siger Lars Weiss og fortsætter:

»Selv om nogle politikere stadig kan mene, at det er vigtigere at prioritere boliger og skoler, ser man det i dag ikke som, at det er modstridende med det grønne. Men når vi tager beslutninger omkring anlægsopgaver, må vi først fokusere på alt det lovgivningen kræver. Og så må vi tage stilling til det grønne bagefter.«

Først i de senere år er der altså begyndt et holdningsskifte, og grønt er ikke et lovpligtigt krav i arbejdet med lokalplaner. Det er heller ikke alle medlemmer af Borgerrepræsentationen, der mener, at byen er i helt mål i arbejdet med at få grønt på dagsordenen.

Grønt er pynt på kagen

»Hvorfor er der ikke mere grønt i byen?« gentager Tommy Petersen, der sidder i Københavns Borgerrepræsentation for Radikale Venstre. »Det er præcis den undren, jeg selv havde, da jeg fik ordningen med Partnerskabstræer finansieret i sin tid.«

Partnerskabstræer er en ordning mellem Københavns Kommune og beboerne i en bydel, hvor borgerne modtager, planter og passer et eller flere træer på et areal, de selv vælger.

»Jeg havde lagt mærke til, at mange store træer i byen var blevet fældet og stillede spørgsmål til forvaltningen om, hvad strategien var for byens træer. Svaret var, at der ikke rigtig var nogen strategi,« siger Tommy Petersen.

I 2015 vågnede beboerne i Carlsberg op til en veritabel træ-udryddelse, da samtlige 72 kastanjetræer var fjernet fra Ny Carlsberg Vej. Fældningen fik stor kritik fra både beboere og partier i Borgerrepræsentationen.

Ifølge Carlsberg Byen, der var ansvarlig for fældningen, skulle alléen gøres klar til byudvikling, og desuden var en del af træerne, ifølge Carlsberg Byen, syge. Beboerne trøst var, at træerne ville vende tilbage efter 8-10 år.

»Dråben, der gik bægeret til at flyde over for mig var, da den smukke kastanjeallé i Carlsberg blev fældet,« siger Tommy Petersen. »Jeg er næsten vokset op i den gade. Carlsberg sagde, at de ikke ville gøre det, men så gjorde de det alligevel.«

»Så jeg tog initiativ til en træpolitik og blev voldsomt latterliggjort. Det blev kaldt symbolpolitik, men i virkeligheden er initiativet jo vokset ud af en oprigtig bekymring for det grønne i vores by.«

Københavns Kommunes Træpolitik kom til verden i 2016 og blev opdateret i 2018. Politiken indeholder nogle generelle — og løst formulerede — principper for håndtering af træer, f.eks. at man "altid vil overveje muligheden for at plante nye træer" i forbindelse med nye byggeprojekter.

Kan du uddybe, at du blev voldsomt latterliggjort?

»Der er stadig modstand omkring det grønne fra nogle politikere, hvor opfattelsen stadig er, at det grønne er 'pynt på kagen',« siger Tommy Petersen. »Især blandt de blå partier, der ikke alle har anerkendt fordelene, der er ved at fokusere på grønt i byerne. Det er stadig bl.a.flere parkeringspladser og afgiftslettelser, der driver højrefløjen. Men det er blevet bedre, og på det seneste er det grønne mere blevet et centrum-venstrefløjsprojekt.«

Og den spirende holdningsændring hos politikerne er gode nyhder for byen, mener Tommy Petersen:

»Det grønne er så meget mere end pynt på kagen. Det er med til i høj grad at skabe livable cities, attraktive boligområder og så gavner det turismen. Det er jo det, turisterne lægger mærke til, ligesom man snakker om træerne i Berlin. Så pengene på grønt er godt givet ud.«

Træer ikke i vejen for byggeri

Niels E. Bjerrum, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Socialdemokratiet, siger, at han ikke kan genkende Tommy Petersens beskrivelse af, at han følte sig latterliggjort blandt politikerne, da han fremlagde idéen om Træpolitikken.

»Der er nogle ting i Træpolitikken, vi var mindre begejstrede for,« siger Niels E. Bjerrum. »Blandt andet fandt vi det problematisk, at træer i alle mulige sammenhænge kunne overtrumfe muligheden for at bygge i byen. Hvis der er mulighed for at bygge, skal et træ ikke stå i vejen for det.«

»Selvfølgelig støtter vi op om, at byen skal være grønnere. Men det med, at træerne får så høj status, at de står i vejen for byggeri er jo ren symbolpolitik,« fortsætter han.

»Det er dér, vi siger, at så længe der kommer nye træer, er der stadig en masse værdi. Det skal være pragmatisk og fleksibelt.«

Giver det ikke mening at tænke mere grønt ind i bebyggelsen, når studier viser, at jo mere grønt, der er omkring hvor folk bor og arbejder, jo flere gevinster kan man hente hjem i form af for eksempel højere produktivitet?

»Man kan jo også bare plante en skov, men så har vi jo ikke nogen steder at bo,« siger Niels E. Bjerrum.

»Der er tonsvis af dilemmaer at tage stilling til, og nogle partier vil altid føre sig frem på, at de er mere grønne og kræver mere grønt end det er ansvarligt at lave. Det er stærkt uansvarligt bare at sige, at vi skal have mere grønt for at få grønt.«

Tommy Petersen er dog ikke enig i, at boliger skal prioriteres over grønt i byens planlægning.

»Når der bliver argumenteret med boliger frem for grønt, giver det jo ikke mening,« siger han. 

»Hvem vil bo i boliger uden grønt? Bygherrernes interesse er at bygge så meget som muligt, så det er på politisk niveau, at vi skal definere, hvad vi vil med vores by.«

I hvert fald nogle af byens arkitekter er her godt på bølgelængde med Tommy Petersen.

I en nylig artikel i Magasinet KBH sagde Mikkel Westfall fra Årstiderne Arkitekter, at når det gælder et byggeris attraktivitet, så har alt det udenom stor betydning for de kommende beboere. Derfor er der de seneste år kommet mere fokus på bæredygtighed, gårdrum og udearealer, mente Westfall.

»Det er en læringsproces,« siger Tommy Petersen. »Vi skal overbevise politikerne om, at selvfølgelig kan de sige nej, når bygherren vil fælde et træ. Vi lever jo ikke i 80’erne, hvor København er ved at gå konkurs. Man kan jo bare kræve det af bygherrerne, for det er så attraktivt at bygge i København lige nu.«

En gåtur over kommunegrænsen til Frederiksberg byder på et godt eksempel på, at lokalpolitik har grønne konsekvenser.

Frederiksberg Kommune — tit omtalt som ”den grønne kommune” — har 6.500 træer per 100 km vej. Københavns Kommune har cirka det halve: omkring 3.300. Frederiksberg Kommunes erklærede mål er blandt andet, at hver bolig skal kunne se mindst ét træ, og at hvert træs sundhedstilstand skal vurderes årligt.

»Frederiksberg Kommune er det store forbillede — de gør bare alt rigtigt,« siger Sandra Høj fra Red Byens Træer. »Der er bare den her gennemgående træforståelse i kommunen. Og de bruger ikke vejsalt, for de passer på deres træer. Hvorfor kan vi ikke lade os inspirere af det i Københavns Kommune?«

Anlægsloftet bremser den grønne omstilling

Lars Weiss mener, at der generelt er enighed omkring den voksende prioritering af det grønne i byens planlægning. Det er derimod andre udfordringer, der står i vejen for, at der ikke er mere grønt i byen, siger Weiss:

»Vores største udfordring i forhold til at skabe grønt i byen er anlægsloftet, som vi er underlagt som kommune,« forklarer Lars Weiss. »Her er det grønne inde og konkurrere lovgivningsmæssigt med skoler og dagsinstitutioner og plejehjem.«

Anlægsloftet betyder, at Københavns Kommune ikke må bygge for mere end 3 milliarder kroner om året. Loftet er skabt af den foregående regering som et værn mod overophedning af landets økonomi, men rammer København særlig hårdt, fordi byen vokser og har behov for at bygge nyt. Loftet har indtil videre blandt andet sat en stopper for grønne initiativer som Partnerskabstræer.

I en artikel i Politiken i maj 2019 foreslog Mette Annelie Rasmussen, medlem af Borgerrepræsentationen for Radikale Venstre, at regeringen fritager kommunernes udgifter til grønomstilling fra anlægsloftet.

Burde man ikke fritage de grønne initiativer fra anlægsloftet?

»Hvad der kan fritages fra anlægsloftet er ikke vores lod,« siger Lars Weiss. »Men vi prøver at åbne op for lovgivningen omkring grundkøb, så kommunen kan købe grunde i byen, da det ikke øger aktiviteten i samfundet. Det er en hård nok kamp i sig selv.«

Skal vi så lægge en dæmper på forventningerne om at se nye, grønne byområder i nærmere fremtid?

»Selvom vi har ramt anlægsloftet, bliver der jo stadig bygget boliger i byen,« siger Lars Weiss. »Og hvad bygherrerne foretager sig, belaster jo ikke det kommunale budget.«

Har I overvejet alternativ finansiering af grønne områder?

»Vi prøver altid at være kreative, men vi skal overholde dansk lovgivning. For os er der ikke nogen smutveje uden om anlægsloftet.«

Alternativ finansiering som fondsstøtte var for eksempel med til at realisere Skt. Annæ Plads i 2016, mens renoveringen af Fælledparken blev støttet af A. P. Møller-fonden. Og så kan samarbejder med borgere og foreninger også være en måde at få mere grønt på uden om kommunens budget.

Beboerne kan også selv tage initiativ. Flere mindre foreninger, der selv står for at skabe grønt i gadebilledet, er blomstret frem. Det gælder blandt andet det frivillige netværk Østerbro Gadehaver, der i samarbejde med Københavns Kommune omdanner ubrugte, kommunale vejarealer til farverige gadehaver.

Netværket startede oprindeligt som guerilla gardening — plant mere grønt uden at spørge om lov først, med andre ord. I dag er det en del af det løse netværk Københavns Gadehaver, hvis seneste blog-post dog er 2½ år gammel.

Det kan være svært at holde momentum i græsrødderne — og de kommer nok ikke til at blive suppleret af store kommunale transformationer i nærmeste fremtid:

»Anlægsloftet lægger begrænsninger på opførelsen af skoler, træer og lommeparker, og at vi som kommune går ud og køber større områder og skaber nye større byparker,« siger Lars Weiss. »Det kommer til at påvirke det, vi bygger i byen mange år frem.«

Vi kan nå det endnu

At der ikke kommer flere nye, store grønne områder i byen, er ifølge Knud Erik Hansen et stort problem.

»Der er rigtig nok brug for nogle mellemstore grønne områder i forbindelse med bebyggelserne, men også nogle større områder som alle beboere og lokale kan tage ud i, som Fælledparken, Amager Fælled og Kalvebod Fælled. Dyr og planter har brug for de her store områder, når de skal fremme biodiversiteten i byen.«

»I 1880’erne havde man ingen virkemidler, der kunne stoppe spekulationsbyggeri og udbygning af brokvartererne,« siger Knud Erik Hansen. »I dag har vi virkemidlerne, men mangler fremsynede politikere, der vil bruge virkemidlerne til at dæmpe investorernes griskhed og overbevise kommunen om at anlægge de store områder af grønt.«

»Men vi kan nå det endnu,« tilføjer han. »Der er gode muligheder i Refshaleøen, Godsbaneterrænet ved Vesterbro, Kløverparken, Sydhavnstippen og ydre Nordhavn.«

En fællesnævner for disse fem områder er, at de alle er præget af en særlig natur, der gror på tidligere industriarealer, og som nu er truet af det kommende byggeri på grundene. Ifølge Naturstyrelsen er eksisterende naturområder med fuldkronede træer og varierede plantesamfund, som bl.a. opstår på den type arealer, næsten umulige at erstatte med nye grønne områder.

Sidste år vedtog et politisk flertal i Borgerrepræsentationen dog, at ydre Nordhavn skal have en naturpark på 28 hektar. Men det er ikke stort nok, mener det nye netværk Nordhavns Naturvenner. Netværket har præsenteret sin egen plan for en Nordhavn Naturpark på samme placering — blot på 100 hektar og med fælled, sø, strand, krat og et rigt fugleliv.

Forslaget skal lægge pres på politikerne, men økonomien ender formentlig med at komme imellem beboere og den store naturpark. Det 95% kommunalt ejede By & Havn skal nemlig finansiere byens metrobyggeri ved at frasælge og udvikle Københavns Kommunes arealer.   

»Hvis vi skulle realisere forslaget om den større Nordhavn Naturpark, skulle vi finde de rigtige penge til det,« siger Lars Weiss. »Hvis vi skulle frikøbe halvdelen af Nordhavn for byggeri, ville det betyde, at vi skulle have 5-6 års tid, hvor vi ikke byggede dagsinstitutioner og skoler.«

Vi skal være fremsynede

Det er ikke svært at finde store grønne visioner i andre storbyer. I Berlin er to velbesøgte parker, Gleisdreieck og Schöneberger Südgelände, bygget på ubrugte jernbanearealer, imens byens tidligere lufthavn Tempelhof er blevet til en af verdens største åbne parker i tæt by.

I 1992 åbnede Park Citroën i Paris på et område for en tidligere bilfabrik. Og i New York omdanner man byens tidligere industrielle vandkant til langstrakte, sammenhængende parkområder, der skal beskytte byen mod klimaforandringer.

Hvad er konsekvenserne af, at vi ikke får tænkt de større grønne områder ind i den tætte by?

»Man var fremsynet, da arkitekt Meldahl så, at voldene skulle være grønne områder for byens borgere,« siger Knud Erik Hansen.

»Så fremsynede burde vi også være i dag. For hvis det grønne ikke bliver prioriteret mere, så bliver det glemt. Og hvis vi ikke reagerer på det, der er sket, og kræver, at man behandler klimaet og byen ordentligt, så får det store konsekvenser for os og de kommende generationer. Vi har et kæmpe generationsansvar.«

Vil du vide mere om forskningen i menneskets reaktion på grønne omgivelser i urbane miljøer? Så start med at lytte til denne podcast med en af verdens førende forskere på området, den amerikanske psykolog Ming Kuo (på engelsk):