Arkitekturens B-sider peger frem mod BLOX

Årets udgave af Golden Days har historiens B-sider som tema. Festivalen vender historien på vrangen og undersøger vores fælles bagkatalog af fodfejl, eksperimenter, anomalier, missing links og B-sider, og spørger, hvordan vi skal lære af historien, hvis vi gang på gang forskønner og retoucherer vores fælles historie?

Selv retter jeg på festivalen arkitektlampens ubarmhjertige skær mod arkitekturens B-sider og lader blandt meget andet lyset falde på tre projekter til Københavns Havn, som aldrig er blevet realiseret, men umærkeligt hænger sammen, og peger frem mod det, vi i dag alligevel har fået.

B-side: Gunnløgssons store bassin

I 1985 vinder Halldor Gunnløgsson, professor på Arkitektskolen, og Knud Fladeland Nielsen den internationale idékonkurrence om fremtiden for Københavns Havn. I vinderprojektet foreslår de helt at fjerne Kvæsthusbroen, Dokøen og Christiansholm (også kendt som Papirøen), og lade Jørn Utzon tegne et musikhus overfor for enden af Sankt Annæ Plads

Konkurrencen får aldrig direkte indflydelse på den senere udvikling af havnen, men én ting som er helt sikker, når man ser de præmierede og omtalte forslag igennem er, at der ikke skal bygges på det, der i dag er kendt som Bryghusgrunden – på havnefronten mellem Frederiksholms Kanal og Langebro.

Flere forslag, heriblandt det vindende, peger tværtimod på, at i takt med at havnens industrielle anvendelse falder bort, bør man rydde denne del af havnens kajområder, så miljøet omkring Fæstningens Materielgård og Chr. IV’s Bryghus står tydeligt frem, når byen ses fra havnen.

Inderhavnen uden Dokøen og Papirøen overfor Sankt Annæ Plads og Amalienborg. Fotograf:  KADK Biblioteket

B-side: Larsens musikhus

Det forhindrer imidlertid ikke, at der få år senere udskrives en konkurrence om et musikhus netop på denne placering. Henning Larsens Tegnestue vinder konkurrencen i 1993 med en ordentlig (omend meget elegant) klods af en bygning.

Henning Larsen hjælper næppe selv projektet meget på vej ved til selve præmieoverrækkelsen at gøre opmærksom på, at han i øvrigt mener, at der ikke kan bygges så stort et hus på netop dette sted, og af mange forskellige grunde, realiseres projektet aldrig.

Det foreslåede musikhus til Bryghusgrunden, 25 år før BLOX åbnede der. Fotograf:  KADK Biblioteket

B-side: Martinussens bykosmos

Dokøen ligger imidlertid stadig, hvor den har ligget i mere end 200 år, og i midten af 1990’erne udarbejder Studio Chiasmos – en gruppe unge, progressive arkitekter anført af Kent Martinussen – et projekt hertil, som udstilles på arkitekturbiennalen i Venedig i 1996, og i Dansk Arkitektur Centers nye arkitekturgalleri, da det åbner i Gl. Dok to år senere.

Projektet er en integreret bolig- og erhvervsbebyggelse med et bruttoetageareal på intet mindre end 48.000 kvm under overskriften “Fra husterritorium til bykosmos”.

Med Martinussens ord er projektet udtryk for et ønske om langsomt og ydmygt at undersøge, om der i dag på samme måde som i barokken kan etableres et rumbegreb, der giver mening i forhold til, hvad der ellers sker på de kulturelle, kunstneriske og videnskabelige områder.

Fra husterritorium til bykosmos på Dokøen, inden den blev udset til Operaen. Fotograf:  KADK Biblioteket

A-side: Operaen

Studio Chiasmos’ projekt realiseres aldrig, og i stedet vender Henning Larsen tilbage, og udarbejder i 2000 et såkaldt volumenstudie for Københavns Inderhavn. Her viser han, hvordan ganske store volumener kan placeres på Dokøen, Christiansholm og Kvæsthusbroen – netop de tre steder, som Gunnløgsson og Fladeland 15 år tidligere foreslog fjernet.

Oprindeligt har Larsen placeret byggeriet på Dokøen respektfuldt ude af Frederiksstadens aksialitet, for at undgå at sætte en prop i Frederikskirkens visuelle fortsættelse ind i evigheden. Men så skænker Mærsk McKinney Møller befolkningen en gave, Henning Larsen siger “tak” og retter på klodserne, så Operaen kommer til at ligge i forlængelse af Frederikskirken (også kendt som Marmorkirken) og Amalienborg og udgøre den sidste brik i trilogien “Gud, konge og fædreland”.

Nogenlunde samtidig med at Larsen og Møller påbegynder et umage samarbejde om ét af danmarkshistoriens største kulturbyggerier bliver Kent Martinussen direktør i Dansk Arkitektur Center. Fra starten er én af hans ambitioner, at institutionen skal ud af de charmerende, men snærende rammer i Gl. Dok på Christianshavn, og kort tid efter, at Operaen på Dokøen åbner i januar 2005, erhverver Realdania, én af parterne bag Dansk Arkitektur Center, Bryghusgrunden.

A-side: Blox

I 2006 udpeges hollandske OMA som arkitekten, og nu bliver der endelig bygget på Bryghusgrunden, selvom først Gunnløgsson og Fladeland og siden Henning Larsen har taget afstand fra det. Der går imidlertid 12 år, før vi endelig får at se, hvad der kunne komme ud af, også at tage denne del af havnefronten i anvendelse, og det kommer ikke til at gå stille af, hverken før, under eller efter opførelsen af Blox, som bygningen kommer til at hedde.

Ethvert forslag til en bygning eller en byplan siger noget om, hvordan man i den tid og på det sted, forlaget er blevet til, har forholdt sig til den opgave, man har skulle løse. Hvilken analyse, har man lavet af stedet, hvilke rumbegreb har domineret – eller har man som Studio Chiasmos forsøgt at etablere? Uanset om de bliver realiseret eller ej.

Man kan næsten ikke forestille sig to analyser af Inderhavnen, som falder mere forskelligt ud end Gunnløgsson/Fladelands fra 1985 og Henning Larsens fra 2000. Der er kun femten år imellem, men samfundet og synet på byen ændrer sig radikalt i netop dén periode.

Det gør det ikke i samme omfang fra 2006 til 2018, men én af diskussionerne ved åbningen af Blox er netop, om det er en bygning, der er ude af sin tid. Flere kritikere hævder, at den peger bagud, og bygherren Realdania siger selv i forbindelse med åbningen, at man ikke i dag ville engagere sig i den type projekter (omend det ikke er rettet mod arkitekturen som sådan). OMA’s ansvarlige partner for Blox-projektet, Ellen van Loon siger selv i forbindelse med åbningen, at huset er bygget for de kommende generationer. 

Det er et hus, som på mange måder er alt det, dansk arkitektur ikke er; man går op for at gå ned, man går rundt for at gå ind, man ser tilbage på der, hvor man lige har været, man kan ikke umiddelbart aflæse sammenhængen mellem konstruktion og organisation, og der er så vidt vides ikke brugt en eneste gul mursten.

Man var blevet flået levende, hvis man havde præsenteret sådan et projekt til en kritik, da jeg gik på arkitektskolen i slutningen af 1990'erne. Det er måske det tætteste vi siden Kent Martinussen stillede spørgsmålet for mere end tyve år siden, er kommet på noget, der kunne være et konkret, bygget bud på et rumbegreb, der giver mening i forhold til, hvad der ellers sker i samfundet.