Alcina

Umoden er ikke altid ensbetydende med uskyldig, i hvert fald ikke i kærlighed. Og slet ikke i Händels barokopera ’Alcina’, hvor kærligheden på overfladen er fuld af forførelse, men i dybden er læsset med umodenhed i flere afskygninger.

Alcina er en klassisk fristerinde, der bruger magi til at få den amourøse opmærksomhed og magt, hun ønsker. Men i hendes juvenile jagt på skønhed og nydelse, holder fascinationen ikke længe, og så forvandler hun mændene til klipper, dyr eller andre væsner. Indtil illusionen brydes – af ægte kærlighed – og hun mister evnen til at forhekse sig selv og omgivelserne.

Derfra svæver sympatien mellem linjerne – og hverken tekstmæssigt eller scenografisk er der særskilt meget at fordybe sig i. Denne enkelhed er ganske typisk Händel, der bygger sine værker op med gentagelser – i både canto og instrumentalisering – så sangerne kan raffinere (eventuelt improvisere) stemninger og følelser i flere tempi.

Det kræver både erfaring og nuanceret dramatisk talent, og det formår kun tre af premiereaftenens sangere. De er så helt igennem eminente. Først og fremmest er amerikanske Nicole Heaston ovenud imponerende som Alcina; specielt i den sønderrivende smukke og smertelige arie ’Ah, mio cor’ kommer hun hele registret rundt med sin fyldige sopranstemme. Som hendes søster Morgana er tyske Anke Briegel underdejlig med lys og klar klang, der især slår gnister i samspil/sang med norske Marius Roth Christensen som elskeren Oronte.

Heaston og Roth høstede også succes sidste år, da denne opsætning af spanske Francisco Negrin havde premiere på Den Norske Opera & Ballett i Oslo; hvor også Tuva Semmingsen brillerede i bukserollen Ruggiero, som Alcina kaster sin fortvivlede kærlighed på. Hun var desværre syg denne aften, og den spanske erstatning, Itziar Lesaka var helt umuligt bister i udtryk og svag i sang.

Af en såkaldt trylleopera er her alt for lidt magi. Scenografien af Louis Désiré og lysdesignet af Mikki Kunttu er relativt interessant, men der sker alt for lidt. Især anden akt er statisk og kedelig – indtil de afsluttende bravurs fra Alcina, Morgana og Oronte.

Som sangerne har mulighed for tolkning, ligger samme potentialer i regien, som ellers anerkendte Negrin ikke griber. Man aner temaet omkring de farlige og falske fristelser, der skal straffes. Men hvilken slags syndebuk er Alcina? En interessant tolkning kunne handle om hekse og hekseforfølgelse – som passer fortrinligt ind i tiden for premieren i 1735 i London, hvor to århundreders heksehysteri efterhånden var ved at brænde ud. Også antydet i inspirationskilden til ’Alcina’: Det episke ridderdigt ’Orlando furioso’ (på dansk: ’Den rasende Roland’) af den italienske renæssanceforfatter Ludovico Ariosto.

I stedet må vi nøjes med at nyde arketyperne på umodenhed: De seks akrobatiske parkour-fyre, hvis muskler og attitude nok kan fortrylle de fleste. Bare man så ikke lider samme skæbne som Alcina!