pixel

Beboere betaler selv for at få P-pladser væk

På en gade på Østerbro vil man hellere have plads til cykler end til biler — og står selv for at skifte ud.

Hvis man synes, det går for langsomt med at få reduceret antallet af P-pladser i København — og man heller ser mere cykelparkering — ja, så må man selv gribe til våben.

Dén konklusion drog man i hvert fald på en gade på Østerbro, hvor man nu veksler to P-pladser til biler med 12 af slagsen til ladcykler.

Ændringen kommer ikke fra rådhuset i en top-down løsning, men er derimod sat i værk af de lokale selv i en slags bottom-up byudvikling.     

Betaler selv

Nordre Frihavnsgade er i øjeblikket i færd med at blive omdannet til cykelgade — et arbejde som man venter afsluttet til oktober. En cykelgade er en gade, hvor biler fortsat har adgang, men hvor cykler har fortrinsret. Det vil sige, at bilister pænt må holde sig bag cyklister, der får lov at sætte tempoet på gaden. 

I optakten til arbejdet blev der i sommeren 2022 gennemført en række forsøg på gaden — blandt andet med standere til ladcykler placeret på vejarealet.

Efter forsøget blev vejen dog reetableret uden cykelstativer og ladcykelstandere, og bilerne fik igen overdraget pladsen.

Det var man dog rigtig kede af på en strækning af gaden — ud for både nummer 94 og nummer 100 — hvor ladcyklerne nu igen blev parkeret på fortovet.

Og da der ikke var udsigt til en ændring af forholdene fra rådhuset, ansøgte beboerne om selv at nedlægge to P-pladser for i stedet at få plads til i alt 12 parkeringspladser til ladcykler.

Ansøgerne bag det usædvanlige initiativ ville også selv stå for at sætte gang i arbejdet — og beboerne på Nordre Frihavnsgade erklærede sig samtidig villige til selv at betale hvad det ville koste at få fjernet P-pladserne fra deres gade.

Sagen blev behandlet politisk i sidste uge, og den endte med et politisk 'ja' til selvfinansieret ommøblering af parkeringen på Østerbro.

124 pladser til 40.000 ladcykler

Embedsværket havde anbefalet sine politikere at sige ja til ansøgningen med henvisning til, at "[det] korresponderer med forvaltningens vurdering af, at der i Københavns Kommune er 40.000 ladcykler, imens der er 124 dedikerede ladcykelstandere."

Belægningsprocenten på byens få ladcykelstandere er ifølge embedsværket altså godt 32.000.

På trods af dét faktum var det endelige 'ja' dog ikke enstemmigt.

De Konservative ville kun være med på idéen, hvis der også kunne laves en aftale om, at to nye P-pladser til biler bliver etableret, når stationerne til de konkursramte bycykler bliver fjernet fra Nordre Frihavnsgade.

Det gjorde Konservative, fordi de mente, at det ikke var ansvarligt nedlægge P-pladser til biler i et område, hvor belægningsprocenten er over 100. Skulle to P-pladser væk, skulle der etableres to nye.

Konservative kunne dog kun få Venstre til at støtte dét forslag, som dermed faldt med stemmerne 3-7.

De samme syv partier, der stemte imod Konservative, stemte derefter for beboernes ansøgning, som derfor blev godkendt med stemmerne 7-3 — med støtte fra A, F, Ø og Å.

Det er ellers kun godt to uger siden, at både liste A og F var en del af den politiske principaftale, der sætter rammerne for byens budget i den kommende to år. Også Konservative er med i dén aftale, der indeholder, at der de kommende to år skal "følges op på erstatningsparkering, så antallet af parkeringspladser fra budget 2023 går i nul".

Med andre ord: Nedlagte pladser skal erstattes af andre.

Men på Østerbro bliver der altså nu tale om netto to færre P-pladser til biler — men 12 flere til ladcykler.  

En tilladelse til selv at nedlægge P-pladser på gaden er nu på vej til beboerne på Nordre Frihavnsgade. 

 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Simon Gray

> En cykelgade er en gade, hvor biler fortsat har adgang, men cykler har

cykler har...?
redaktoren Simon Gray
Fejlen er rettet. Der var smuttet et ord i redigeringen.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling