pixel

Hvordan kan vi planlægge os til en bedre by?

København vokser, og overalt bliver der bygget nye boligområder — men kvaliteten af den nye by har været genstand for markant kritik. Vi taler med direktøren for Arkitektforeningen om en ny måde at planlægge på.

Direktør i Arkitektforeningen Lars Autrup

»Vi står med borgere, som ikke synes at de bliver lyttet til. Politikere, der er frustrerede over, at de projekter de godkender, ikke bliver som de forestillede sig. Og arkitekter og developere der synes, at det hele er tungt og bureaukratisk. Den nuværende planproces efterlader alle parter halv-ulykkelige.«

Arkitektforeningens direktør, Lars Autrup, siger, at der er et problem i den lokalplansproces, som både København og Frederiksberg bruger til at styre udviklingen af byen med — og at det gentager sig igen og igen. 

Magasinet KBH har sat ham stævne for at høre hans tanker om en bedre måde at arbejde med planerne for byen på — og hvordan lokalplanen indgår i den større værktøjskasse for byens udvikling.

»Det er vigtigt at sige, at jeg ikke kritiserer den grundlæggende udformning eller de ting man skal forholde sig til i en lokalplan. Men jeg ser, at lokalplanen er utilstrækkelig til at regulere nogle af de udfordringer, man står overfor i byudviklingen. Og der vil jeg vove den påstand, at jo længere ned i skala man kommer — jo tættere man kommer på den enkelte ejendom — jo mindre egnet er lokalplanen som redskab,« siger Lars Autrup.

Han mener ikke, det kan være rigtigt, at der skal 100 siders lokalplan til for at bygge et hus. Borgere og politikere har en legitim ret til at interessere sig for, hvordan vores byggede miljø former sig, men de dokumenter, som er indført for at styrke demokratiet, bliver demokratisk ekskluderende, når de bliver så komplekse, mener Autrup.

Så du oplever, at der mangler mulighed for en reel borgerinddragelse gennem lokalplanen?

»Ja, vi skal have en forenklet process, med en mere transparent borgerinddragelse over en kortere periode. Jeg taler for, at man skal have borgerindflydelse senere i processen, på et tidspunkt, hvor man kan se mere konkret, hvad [et byggeri] bliver til. Det er hovedpointen.«

Vurdering af det endelige projekt

Når nye lokalplaner bliver lavet, forsøger man i det kommunale system at sætte nogle rammer op for en kommende arkitektur. Men på den anden side af bordet sidder nogle developere, der gør alt for at udnytte smuthuller i lokalplanen til at trække størst mulig profit ud af projektet, mener Lars Autrup.

Han foreslår, at man kan markere visse lokalplaner som særligt interessante for almenheden.

Byggeri i disse lokalplaner kan så tages op til en senere høring med borgerinddragelse og politisk godkendelse, når der ligger et færdigt, gennemarbejdet projekt hos kommunen. Her vil man så få en mulighed for at se, om det endelige projekt rent faktisk stemmer med lokalplanens visioner, inden der gives byggetilladelse. 

Med Autrups system ville både politikere og offentlighed i udvalgte sager få mulighed for at forholde sig til det endelige, færdigtegnede byggeri — og ikke blot til de løsere rammer, som en lokalplan udstikker. 

Og Autrup vil også gerne have en kortere proces omkring ændringer i et projekt.

»Ja. Den detaljerede lokalplan er en kreativitetsdræber, og det er et problem for arkitektfaget. Hvis lokalplanen laves på et skitseforslag, så skal der være en kreativ proces videre frem til hovedprojektet ligger klar. Vi arkitekter skal stå ved, at det er en iterativ process, når vi kaster os over projektudviklingen. At vi ikke arbejder lineært frem mod det færdige byggeri, men i en eller anden cirkelforståelse. Den proces bliver amputeret af de rigide lokalplaner.«

Billedets magt

Lars Autrup har tidligere sagt, at man bør fjerne visualiseringer fra lokalplanerne. Plantegninger og volumenstudier, som viser det der rent faktisk er fastlagt, fungerer fint som illustrationer. Men det samme gælder ikke for de detaljerede og skønmalende billeder, som lover langt mere, end hvad lokalplanen kan fastsætte.

Hvis visualiseringerne tages ud, undgår man situationer, hvor politikere klager over det byggede resultat af den lokalplan, som de selv har stemt for, fordi det ikke ser ud som på billederne, mener Autrup.

Tidligere brugte man håndtegnede perspektiver af byrummet til at vise, hvordan et nyt byggeri ville lægge sig ind i byen. Men tegningerne var mere skitserende og viste ikke detaljer og materialer på samme måde som dagens computervisualiseringer gør. Er problemet i dag, at visualiseringerne ikke finder den rigtige balance? 

»Der i hvert fald langt mellem visualiseringer, som formår at bevare det abstraktionsniveau. I virkeligheden er det enormt svært at læse en visualisering. Den forsøger at ligne noget, alle ved den ikke er — nemlig virkeligheden,« siger Autrup og fortsætter:

»Og virkeligheden vil, det meste af tiden, ikke ligne billedet. Dét er baggrunden for at rejse en debat om, hvorvidt visualiseringen er et brugbart værktøj i lokalplanen.«

Pæne billeder giver lov

En anden problemstilling, som har været fremme i forhold til visualiseringerne er, hvordan billederne bruges som markedsføring af tegnestuerne.

Og det har været diskuteret, om ikke det har en vis betydning, hvem der sidder som arkitekt, når man arbejder med lokalplaner for et projekt. Nogle arkitekter har simpelthen en større pondus, og bedre chance for at charmere sig til flere salgbare kvadratmeter.

»Jeg sad og læste noget nørdet den anden dag, om udviklingen af matrikelvæsenet på Frederiksberg. Der stod, at ved alle de arbejderboliger, der blev banket op for omkring hundrede år siden, fik bygherrerne lov til at bygge helt vildt på grundene — med baggårde som det passede dem — bare der var en pæn facade mod gaden.« 

Han konstaterer, at det ikke er helt sådan, man gør i dag — men tilføjer:

»Men det er da stadigvæk problematisk, hvis man har en handel der siger, at hvis du gør det pænt, så kan du få lov at overbebygge din grund. Vi har egentlig defineret, hvad vi synes er passende her, men kommer du med nogle flotte billeder, så kan du handle dig til mere.«

Problemet er her igen den manglende adskillelse af lokalplanen, der sætter nogle grundlæggende rammer for byggeriet, og selve byggeprojektet, der er langt mere konkret.

Gennem helt at adskille de to ville man ifølge Lars Autrup undgå situationer, hvor de kan forhandles op mod hinanden.

Diskussionen om visualiseringernes forførende rolle sætter streg under Lars Autrups pointe om, at lokalplanen som mere abstrakt rammeværk skal handle om højde og drøjde, afstand og byrum — men ikke om den konkrete æstetik, som bør fastlægges senere i forløbet.

Kommuneplanens kontrakt

I sin kommuneplan opstiller en by de overordnede planer for byens udvikling. Den er en slags kontrakt om, at hvis der ligger en fabrik der larmer, så kan man ikke bygge boliger lige ved siden af — og omvendt.

Planen fastlægger også, hvilke arealer man eventuelt vil begynde at udvikle i den nærmeste fremtid — som f.eks.  Jernbanebyen i København — og hvilke der får lov at vente — som Refshaleøen.   

Hvordan kan kommuneplanen spille ind i fremtidens regulering af byen? 

»Kommuneplanen skal mange ting. Og i den bæredygtige dagsorden får den en helt central placering i forhold det princip, vi har i hovedstadsområdet om, at hvis man bygger stationsnært, så kan man også bygge tættere. Det er et godt princip, som skal understøttes af en overordnet planlægning, der har fat i en større helhed,« siger Autrup, der også mener Kommuneplanen kan støtte den kriseramte handel i byen: 

»I disse år, hvor detailhandlen er så presset, er kommuneplanen blevet ekstrem vigtig. Den danske købstad har været genstand for handel og gøgl de sidste 1.000 år, og det fortsætter jo på en eller anden måde. Men lige nu kigger vi lige ind i butiksdøden.« 

Handelen er også ramt i København, hvor der alene på Strøget står omkring 40 butikker tomme. I Kommuneplanen bestemmes det, om vi skruer vores byer sammen med centrale handelsstrøg eller butikscentre i forstaden. På den måde berører den vores hverdag, når de store linjer lægges.

Designmanual for byområder

På Sluseholmen arbejdede man med en designmanual som tillæg til den lokalplan, der satte rammerne for området. Er det en strategi, der kan bruges andre steder i byen?

»Det er godt, at vi har fået Sluseholmen, fordi det giver en variation til byen, men dybest set synes jeg, at det er frygtelig arkitektur — altså tanken om at arkitekturen er et stykke facade, man ruller på. Jeg har tillid til, at Sydhavnen bliver et fint stykke by, men jeg ønsker ikke, at hele København skal tilrettelægges sådan.«

Spørgsmålet er, hvilket mandat designmanualen egentlig har. Hvis det bare er en vejledning, som man kan ignorere, så giver den ifølge Lars Autrup ingen mening at anvende.

Man kan dog styre med en manual, når kommunen eller staten ejer grunden. Det er den måde, By & Havn arbejder på. Når de sælger en grund, er grunden bundet til et konkret projekt, hvor design og bæredygtighed skal leve op til krav der på forhånd er fastlagt.

Dér hvor lokalplanen virkelig skal kunne det hele, det er i projekter med privat grundejer, som f.eks. Amager Strand?

»Ja, og Vasbygade — og sådan nogle forfærdelige steder,« fastslår Autrup. 

»Det er vigtigt at adskille. Jeg synes, at man skal anerkende de byudviklingsområder, hvor der faktisk er lavet et seriøst stykke planlægningsarbejde: Nordhavn, Ørestad og Sluseholmen. Der arbejder de sig stille og roligt ind i byen. Byudvikling er noget der tager tid, 'The Instant City' findes simpelthen ikke. I stedet kunne vi bruge de kritiske kræfter på at undgå boligområder som det i Vasbygade. Det tangerer umenneskelighed at lave stuelejligheder ud til den firesporede vej.«

Fire pinde bøgehæk

Hvorfor prioriterer man ikke flere legepladser og parker? Det er f.eks. svært at se, hvor de kommer ind i Århusgadekvarteret. Er det lokalplanerne, der har fejlet?

»En af By & Havns udfordringer er, at de er så fattige. Det er deres forretningsplan som gør, at infrastrukturen lige kommer halsende samtidigt med byggeriet, for de skal simpelthen have solgt grunden, før de har råd til at lægge asfalten. Det er problematisk, at de ikke rigtig kan byudvikle området, før de har solgt grundene.«

I planen for Nordhavn kommer der en park så stor som Fælledparken. Men den ligger i et senere udviklingsområde, der står først færdigt om mange år. Dét er længe at vente, hvis man er børnefamilie nu, siger Lars Autrup, der drømmer om, at infrastrukturen sammen med det grønne blev anlagt tidligere.

Til gengæld er han godt tilfreds med den måde man har udnyttet den blå kant på som rekreativt område med havnebad.

I den mindre skala arbejdes der også med grønne elementer. Overgangen fra fortov til forhave er ofte problematisk i dag, hvor man sjældent arbejder med den høje stueetage, og derfor har boliger med vinduer lige i øjenhøjde fra fortorvet. Der er mange steder hvor det er elendigt løst. Har det været for dårligt reguleret i lokalplanen?

»Ja, selvfølgelig. Under den tidligere stadsarkitekt i Københavns Kommune, Tina Saaby, blev der sat meget fokus på kantzonerne. Der er rigeligt stof at evaluere på nu, så det kan man jo håbe, at den nuværende stadsarkitekt, Camilla van Deurs, tager fat i. Nogle steder i Arenakvarteret er entreprenørerne sluppet alt for let om ved det. At plante fire pinde bøgehæk, og så lade det gå ud. Det skal man ikke have lov til.«

De byggede skitseprojekter

Hvis man kigger på de boliger, som bliver solgt i projektsalg, så har de ofte nogle uheldige planløsninger med mangelfuld detaljering. Skyldes det en dårlig lokalplan — eller er arkitekterne bare ikke gode nok?

»Det handler om, at arkitekterne ikke får lov at projektere. Ved projektsalg får arkitekterne mindre for at tegne boligerne, end ejendomsmæglerne får for at sælge dem,« siger Autrup og fortsætter:

»Man har ikke længere tegnestuer til at projektere ned i detaljen. De er sendt hjem på det tidspunkt, og det er selvfølgelig problematisk. Ikke mindst, hvis man så bagefter peger tilbage på tegnestuerne, og siger at de har tegnet det for ringe. Det er dybt problematisk, at de bygninger stort set ikke har fået nogen projektering. Det er byggede skitseprojekter.«

Projektering er den proces, hvor det overordnede design af en bygning bliver detaljeret og formidlet til de entreprenører, der skal omsætte idéerne til virkelighed.  

For at højne projektsalgsboligerne standard, drømmer Lars Autrup om en mere bevidst forbruger. Problemet er, at mange af de ting man opdager, hvis man køber et færdigt hus, er svære at se på en visualisering. Det er en kæmpe udfordring, og en problematik, som Lars Autrup har svært ved at se blive løst andre steder fra, end den kritiske forbruger.

Så du ønsker dig at en aktør — Realdania eksempelvis — laver et hjemmesideforum for den som vil købe projektsalg? Med punkter man bør være opmærksom på, og klagevejledning, hvis det færdige byggeri ikke lever op til det lovede?

»Videnscenteret Bolius ville være et oplagt sted at forankre sådan en forbrugerinformation. Men det kunne også være et sted, hvor man kan få personlig vejledning. Jeg tror at forbrugerne vil være klar til at betale for det, ligesom de betaler en køberadvokat.«

Noget er noget lort

København har også en arkitekturpolitik — et dokument som sætter nogle helt overordnede, mere løst formulerede målsætninger for byens fremtid. Én af de erklærede intentioner i seneste version fra 2017 hedder:

"Arkitekturpolitikken insisterer på at tænke byliv før byrum og byrum før bygninger på en måde som både skaber rammer for fællesskabet og for individuelle behov."

Det vil nok ikke være helt umuligt at finde nogen, der vil stille spørgsmålstegn ved, om byrum rent faktisk tænkes før opførelsen af nye bygninger i Københavns Kommune. Så har politikken reelt en rolle at spille?  

»For mig er Arkitekturpolitikken en kontrakt mellem borgere og politikere, udviklere og rådgivere,« siger Autrup. »Den beskriver, hvad det er for en by vi gerne vil have, og hvad det er for nogle kvaliteter, der skal være bærende i byen.«

Arkitektforeningen har lavet en række anbefalinger for, hvordan arkitekturpolitikker kan bruges i byudviklingen.

Men hvis arkitekturpolitikken bare er et hemmeligt dokument, som borgmesteren kan bruge til sine festtaler, eller en planafdeling kan se som deres lille bibel, så er den ikke interessant, mener Autrup. Den skal bruges til at skabe debat mellem borgere, politikere og fagfolk.

»Jeg ved, at der er mange mennesker der interesserer sig for arkitektur, og at man kan tale om det. Man kan ikke bare sige, at det er en smagssag. Nej, man kan faktisk godt tale om tingene og blive enige. Der er noget der har kvalitet, og noget der har mindre kvalitet, og noget der er noget lort. Sådan er det.«

Det er denne dialog, som Lars Autrup ønsker at fremme ved at justere på rammerne for, hvordan vi har den. Debatten skal vise vejen til vores fælles, gode by.

 

Få adgang som plus-medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

relaterede
artikler

seneste KBH+

seneste
opinion

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling