Afgørelsens time: Snævert flertal siger 'ja' til nyt på Wilders Plads
Tre års strid er slut — bygherre får lov at rive ned og bygge op på Wilders Plads.
Det har ikke været helt nemt at følge processen gennem de seneste tre år.
Hvad skulle der ske med fremtiden på Wilders Plads: Skulle to gamle industribygninger bevares som del af “Byens Sjæl” — eller rives ned til fordel for et nyt byggeri med respekt for den historiske arkitektur?
Efter en politisk kamp af de sjældne er der dog nu sat underskrifter på en endelig beslutning:
Wilders Plads på Christianshavn får en ny lokalplan der først tillader nedrivning og senere opførelse af et nyt byggeri.
Afgjort af løsgængere
Dét besluttede Borgerrepræsentationen for nogle dage siden med et meget snævert flertal — 27 stemmer for over for 25 imod.
Enhedslisten og Socialdemokratiet stemte imod, mens de øvrige partier og løsgængere stemte for — på nær Alternativet, der helt undlod at stemme.
Det var ganske bemærkelsesværdigt, for i maj sidste år var Alternativet selve årsagen til, at det ellers skrinlagte projekt overhovedet var blevet vakt til live igen.
Først var liste Å for projektet, så imod, og så for igen, efter at de — som de fortalte Magasinet KBH for et års tid siden — var blevet overbevist om, at ejeren af grunden er “en ansvarlig bygherre” med “en “kærlighed til Christianshavn og området”.
Med andre ord: Man følte sig nu tryg ved, at Wilders Plads Ejendomme ville opføre et fint byggeri, der respekterede den omkringliggende arkitektur.
I december 2022 var Alternativet ellers med i det lille flertal der havde aflivet projektet. Men da man 1½ år senere i korridorerne på rådhuset fortalte de andre partier, at man havde ændret mening, tegnede der sig pludselig i stedet et ganske lille flertal for et nyt byggeri. Og så kom sagen op igen.
Men i sidste ende stemte Alternativet altså blankt, og derfor blev de to løsgængere Helle Jønch og Finn Rudaizky tungen på vægtskålen der akkurat sikrede et flertal — et usædvanligt resultat af en usædvanlig sag.
Ville beskytte “Byens Sjæl”
Modstanden mod projektet bundede i et initiativ — søsat af daværende overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) — der skulle lave en slags kanon over københavnske byggerier, der mentes at være udtryk for “Byens Sjæl”.
Det gule pakhus på Wilders Plads endte med at optræde på den liste, der var sammensat af forslag fra lidt over 200 københavnere — og som senere blev indsnævret af et dommerpanel, der bl.a. talte digteren og københavnernostalgikeren Søren Ulrik Thomsen og ‘Flying Tiger’-grundlæggeren Lennart Lajboschitz.
Og derfor følte flere københavnske politikere sig pludselig forpligtet til at beskytte byggeriet — selv om det er ganske forfaldent og ikke er hverken fredet eller har en 'høj bevaringsværdi' i Slots- og Kulturstyrelsens register.
Indtil Byens Sjæl-listen blev offentliggjort i slutningen af 2022 var der ellers et solidt politisk flertal for at sende Wilders Plads ind i fremtiden. Men da listen kom ud, smuldrede flertallet — blandt andet fordi Alternativet flyttede sig fra 'for' til 'imod'.
Standset og sendt videre
Med Alternativets nye overbevisning genrejste det politiske flertal sig dog fra asken her i maj 2025. Ved et nyt møde om sagen i Teknik- og Miljøudvalget (TMU), lød stemmefordelingen nu 6-5 til fordel for en ny Wilders Plads.
Alternativets medlem i TMU, Troels Christian Jakobsen, stemte som forventet for projektet, og dermed var flertallet tippet: 5-6 var blevet til 6-5.
TMU håndterer normalt alle sager om lokalplaner og nybyggerier, men da det ændrede flertal stod klart, valgte socialdemokraternes Marcus Vesterager at bruge sin ret til at "standse" sagen og sende den videre til ny behandling i den samlede Borgerrepræsentation.
Her sidder alle rådhusets 55 politikere — og ikke kun de 11, der udgør Teknik- og Miljøudvalget.
Vesterager forsøgte at redde det eksisterende byggeri, da han og Socialdemokratoer ikke mener, at man kan give tilladelse til nedrivning af et byggeri, der er landet på listen over “Byens Sjæl”.
Men den aktion lykkedes altså ikke for Vesterager og resten af Socialdemokratiet, der nu må acceptere, at konturerne til en ny fremtid på Wilders Plads vil blive defineret af nybyggeri.
Men hvorfor endte Alternativet alligevel med at stemme blankt i den samlede Borgerrepræsentation?
Troels Christian Jakobsen siger til Magasinet KBH, at partiets gruppeforperson "pludselig blev i tvivl under sagens behandling," og derfor bad han partiets medlemmer stemme blankt.
Men alligevel klemte den nye Wilders Plads sig altså akkurat igennem, og det er Troels Christian Jakobsen personligt ikke ked af:
»Jeg er tilfreds med, at Wilders Plads nu kan få en bygning, der passer til miljøet, og som reelt kan bruges,« siger han.
Med flertallet vil lokalplanen nu blive sendt ud i otte ugers offentlig høring — så det er ikke sikkert, at vi har hørt det sidste til denne sag endnu.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer