pixel

Det store ædegilde

  • Fix & Foxy
  • 4.02

Fakta

DOKU-DRAMA
Dansehallerne, gæstespil af Fix & Foxy

21. november – 1. december

Foto: Søren Meisner

Mad i overflod, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister på scenen. Det er det line-up, der møder én, når man tager ind og ser Fix &Foxys ’Det store ædegilde’ i Dansehallerne. Kombinationen lyder måske lidt atypisk – men det er ganske rammende for forestillingen.

De otte medvirkende på overførselsindkomst gengiver den dekandente fransk-italienske film ’Det store ædegilde’, hvor fire overklassemænd æder sig ihjel.

Og retterne, der serveres ved langbordet på scenen, bliver da også ved i det uendelige. Østers, pasta, fransk pizza, kyllinger og vagtler i opsats, kalkunlår og kartoffelmos. Efterfulgt af paté formet som Peterskirken, numseformet frugttærte og buddingebryster. Humoren fejler bestemt ikke noget. Heller ikke når det kommer til de medvirkendes fremstilling af den bizarre fim. Replikker som ”og så har hun sex med ham, mens hun maser hans prutter ud” leveres knastørt, og med rungende latter fra salen som respons.

Kvalmefornemmelsen kommer også til undervejs, og retterne ender ikke bare i munden, men også på bordet og gulvet og diverse upassende steder på kroppen. Den sjove overflade krakelerer langsomt og afslører en ubehagelig alvor af opkast, meningsløshed og dødsdrift. Det er dog kun glimtvist, at forestillingen for alvor matcher filmens ekstremitet.

Der, hvor forestillingen vinder vores hjerter er i stedet i de personlige historier, som er iblandet filmgengivelsen. Det er historier om at føle sig udenfor: Om bare ikke at kunne få bacheloropgaven færdig på grund af hashmisbrug, om at være livstruende tynd og måtte hutle sig igennem de sidste dage i måneden, og om at der bare ikke er noget der lykkes.

Fortællingen om kvinden, der måtte droppe sine selvmordstanker, fordi hun begyndte at frygte for reinkarnation, så det hele bare ville begynde forfra, fremføres med lige dele alvor og opløftende galgenhumor. Her røres vi. Men også i deres håb om fremtiden.

Dét at de her mennesker fungerer både som (amatør)skuespillere og som sig selv, giver en særlig spænding i rækkerne. Vi er opmærksomme og vågne fra start til slut. Der er noget andet på spil end der plejer at være, når vi går i teatret.

Her sidder vi og kigger på de autentiske mennesker. De prutter og bøvser. Faktisk er alene forestillingens kraftpræstation af en bøvsekonkurrence værd at bevæge sig til Valby efter – noget ikke mange skuespillere ville kunne gøre dem kunsten efter. Og det gælder faktisk flere af sekvenserne. Stilhedens stilhed. Den akavede ballet. Den tørre humor. Den døde mand i køleskabet (der er seriøst ikke en trækning at se!).

I foyeren hører jeg flere tale om det spændende i at det er rigtige mennesker. Og som vi står der på en af kulturlivets velrenommerede scener og har betalt for at kigge på nogle mennesker, der ikke selv har råd til at gå i teatret, bliver det ganske tydeligt, at vi også selv spiller med i denne forestilling. Og så opfører de endda en film om overklassens forfald. Vi er nærmest taget som gidsler i projektet. ”Hvad siger det om mig, at jeg medvirker til det her?” står vi hver især og tænker. Det er pisseprovokerende.

På den anden side er vi måske slet ikke så forskellige fra dem på scenen. Nok har vi betalt for vores billet, men på udseendet at vurdere, er der mange af os blandt publikum, der ikke kan flotte os med finere titler end SU-modtagere eller fattige kunstnere. Vi er ganske vist ikke udenfor systemet og vi har (sandsynligvis) ikke ligeså store psykiske problemer. Vi kender ikke til at være på røven for alvor. Eller også gør vi. Engang. Eller en gang imellem. Og det er derfor, vi ikke kun røres af de personlige historier af beundring eller medlidenhed. Vi røres også af genkendelse.

Denne her dobbelthed i at føle sig ekstremt anderledes og samtidigt menneskeligt set virkelig tæt på, er forestillingens store styrke. Og så dét at den vækker os fra vinterhien som en lussing af tvungen selvrefleksion. Lussingen skulle dog lige have været en anelse mere hårdtslående, hvis oplevelsen skulle løfte sig endnu højere. Til det ville vi have brug for endnu mere råhed og vildskab og ægte æden igennem.

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

ThelmaToo
4.02

CPH Stage
4.02

CPH Stage
4.02

CPH Stage
Kameliadamen
6

Det Kongelige Teater
De fulde
3

Skuespilhuset

seneste
film

Booksmart
4.02

Olivia Wilde
Kvinde på krigsstien
5.04

Benedikt Erlingsson
Stalker
3

Neil Jordan
Til vi falder
4.02

Samanou A. Sahlstrøm
close logo

Fra 7. juni 2019 kræver det medlemskab at læse med

Bliv medlem af Magasinet KBH — fra kun 20,-/md.