pixel

Havnebusserne er blevet mere populære

Flere hopper på de sejlende, gule busser, som af og til er så fyldte, at de må afvise passagerer. Alligevel betaler de københavnske skatteydere kr. 43,50 pr. tur, der tages.

havnebus, havn, vand

De gule havnebusser er blevet et hit — både for københavnere og for de turister, der måske ikke gider stå i kø for at komme ombord på en overfyldt havnerundfart med et skrattende højtaleranlæg.

Fra 2021 til 2022 skete der således en passagerstigning på hele 66% i den maritime del af den kollektive transport. Dét viser et notat fra Københavns Kommune.  

Med til den historie hører dog naturligvis, at tallene fra både 2021 og året før var præget af Covid-19-restriktionerne.

Men glemmer man for en stund, at corona-årene fandt sted, og sammenligner direkte passagertallet fra 2022 med 2019, ses stadig en stigning på godt 12%.

Folk efterlades ved kajen

Ifølge Movia betyder populariten endda, at man af og til må efterlade håbefulde passagerer ved kajen for at vente på næste afgang. Det sker typisk de dage, hvor vejret er bedst.

Den problemstilling var nærmest utænkelig for blot ti år siden, da havnebusserne ofte ikke blev set som en seriøs medspiller til den øvrige, kollektive transport. 

Dengang støjede og svinede de også en hel del mere, da de lod sig drive af diesel — i modsætning til de mere komfortable el-drevne havnebusser, byen siden har fået.

Derudover er en del nye byområder skudt op langs havnen siden da — heriblandt Enghave Brygge, den sydlige del af Islands Brygge og det populære madmarked Reffen ude på Refshaleøen.

Endelig blev havnebusruten i april 2022 udvidet til også at omfatte de nye byområder i Nordhavn, hvilket — kunne man tænke sig — har medvirket til at øge passagertallet yderligere.

Det er ikke overraskende i forårs- og sommerperioden — og i ferier og weekender — at flest passagerer hopper ombord.

Af dét kan man nok konkludere, at der for mange også er et element af fritidsaktivitet forbundet med at hoppe på en havnebus. En tur på vandet handler ofte ikke alene om at komme på arbejde eller hente ungerne i børnehavnen. 

43,50 kr. pr. passager

Arriva, som driver havnebusserne, har i øjeblikket seks fartøjer til at udføre sommersejlplanen — hver med plads til 80 passagerer. I vintermånederne tilpasses den lavere efterspørgsel med færre både.

Den stigende popularitet har fået Movia til at overveje at udvide driften — for eksempel med halvtimesdrift både torsdag og fredag aften, som der i forvejen er i dagstimerne. 

På samme måde kan sommersejlplanen også forlænges, så den kommer til at omfatte en større del af foråret.

På den økonomiske side er der ikke stor forskel på, hvad de københavnske skatteydere bidrager med til henholdvis havnebusserne og de mindst travle af byens busser på asfalt.

Sidste år modtog havnebusserne et tilskud fra kommunen på 32,1 millioner kroner, hvilket giver et tilskud per passager på 43,50 kroner.

Det svarer nogenlunde til det tilskud per passager, som de 'lavfrekvente' busser i København modtog i samme periode. Tilskuddet pr. passager spændte her fra 30 til 46 kroner.

Til gengæld er det noget højere end gruppen af 'højfrekvente' busser i København, som i 2022 blot modtog 4-10 kommunale kroner per passager.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling