pixel

Havne­bussen udvider med nye stop og nye færger

Den sydlige del af havnen er blevet bedre forbundet med resten af byen — men i nord må man vente lidt endnu.

havnebus el københavn

I 2018 blev der sat en undersøgelse i gang af, om tiden var moden til flere stop på havnebussens tur frem og tilbage i Københavns Havn.

Dét var der, blev man enige om — faktisk hele fire af slagsen.

I første omgang blev der afsat penge til at anlægge tre af dem, og de skulle oprindeligt have været klar til de gule vandbusser i den forgangne sommer, men dén dato blev senere udskudt til en planlagt åbning her i december.

Også december kom og gik dog uden nye stop — men nu er to af dem klar.

Fra i søndags er Islands Brygge Syd og Enghave Brygge kommet med på rutekortet, og de nye udbyggerkvarterer langs havnen har dermed fået ny, og tiltrængt, offentlig transport.

På tværs af vandet

I dag er der et langt stykke mellem havnens to sydligste broer — Bryggebroen og Slusebroen/Sjællandsbroen. Faktisk er der her hele 2,3 km hvor det indtil i søndags ikke var muligt at krydse vandet tørskoet uden sin egen båd.

Også dét bliver der ændret på med det to nye stop, da de ligger på hver sin side af havneløbet, så man nu kan krydse det i bus — mens man venter på, at der kommer en ny bro omtrent det samme sted.

Stoppet på Islands Brygge Syd åbner også en ny mulighed for resten af byen for at komme til Amager Fælled. Der er kun cirka 250 meter fra havnebussen på det blå til det grønne på Fælleden. 

Det sidste af de tre nye stop, der allerede er afsat penge til, befinder sig i Nordhavn ved Orientkaj. Det skulle egentlig have været klar sammen med Islands Brygge Syd og Enghave Brygge, men på grund af tekniske udfordringer — og øgede stålpriser der krævede en merbevilling af flere skattekroner — er åbningen her forsinket yderligere. Havnebussen vil formentlig nå helt til Nordhavn fra sidst i april. 

Kajen må vente

Det sidste af de i alt fire nye stop, der er planlagt, befinder sig på Langeliniekaj mellem Refshaløen og det kommende Nordhavn-stop. Men her er der endnu ikke afsat penge til arbejdet.

Dét skyldes, at kajen står overfor en større renovering med både strømanlæg til krydstogtskibene og en forbedring af forholdene for de mange promenerende.

Kommunens udviklingsselskab By & Havn forventer at være færdig med arbejdet næste år, og i mellemtiden har ejeren har 'Langelinieskuret' meldt sig med en plan om at også at renovere dét — med nye tilbud til livet på havnen. Det 350 meter lange 'skur' løber langs det meste af kajen.

Når arbejdet med kajen er ved at være færdigt, kan man formentlig forvente, at Københavns Kommune vil afsætte midler til også at etablere det nye stoppested til havnebussen her.      

Med de to nye stop, der åbnede søndag, kommer også mere kapacitet. Før søndag sejlede i alt fem havnebusser på vandet, men dét tal er nu vokset til syv — og de sejler alle på elektricitet.

Busserne sejler med afgang hver halve time kl. 7-22. De sidste to afgange er dog med timedrift. Uden for sommerperioden er der i weekenden kun afgang hver 45. minut, så man skal time sin vandbårne transport bedre end en tur med metroen.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Niels Erik Nielsen_1
I følge kortet er der ikke mere stoppested for havnebusserne på Holmen Nord og Operaen. Hvorfor bliver de nedlagt?
redaktoren Niels Erik Nielsen_1
Der sejles i øjeblikket ikke til Holmen Nord (forventet genåbnet til sommer), men det manglende stop ved Operaen er en fejl. Vil blive rettet snarest — tak for at påpege det.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling