Nyt hotel- og boligkompleks i træ på vej til Ørestad
Ørestad får 13.000 kvadratmeter hotel- og boligkompleks, der vil stikke 22 meter op i luften — og stikke ud fra mængden med sin beklædning.
Der er blevet bygget og bygget i Ørestad, men særligt ét sted i Ørestad City har stået tomt, mens alle naboerne blev bygget færdige.
Adressen er Ørestad Boulevard 31, og vi er lige Bella Center metrostation.
Som vi kunne fortælle sidste år, har der i et stykke tid været planer om at endelig at få hullet fyldt ud.
Og nu er en ansøgning om byggetilladelse så landet på skrivebordet på Københavns Rådhus — og dermed er byggestart formentlig lige om hjørnet.
Det nye byggeri vil rumme i alt 13.000 kvadratmeter fordelt på tre fløje med seks etager samt tagterrasse — i alt ca. 22 meter højt.
På de kvadratmeter vil man kunne finde 210 ungdomsboliger i den nordlige og østlige fløj, mens et hotel med 143 hotelværelser og en lobby vil rykke ind i den vestlige del.
Derudover vil bygningerne blandt andet rumme café, cykelparkering og fællesarealer til ungdomsboligerne. Her skal de unge blandt andet dele køkken, fitness-faciliteter og et vaskeri.
Udenfor vil der blive gjort plads til et indre gårdrum med planter, og langs kanalen på byggeriets bagside — ind mod Amagers villakvarterer — vil der blive lave et "grønt område".
Beklædt i træ
Hvis man frygter for endnu et monotont betonbyggeri — som man finder flere eksempler på i nærheden, f.eks. Hofors kontorer — kan man i hvert fald til dels ånde lettet op.
For den åbne nye karré vil blive beklædt med træ i en lys træsort og altaner med en lys stålramme.
De nye visualiseringer, der er en del af byggetilladelsen, viser den markante stålramme, der opdeler byggeriets facade i rektangulære felter — særligt på den del af byggeriet, hvor det nye hotel skal flytte ind.
Med træbeklædningen vil byggeriet i hvert fald materialemæssigt skille sig ud fra sine mange naboer i grå beton. Om det også er mindre monotont, må læseren selv vurdere.
De mere skeptisk anlagte kan dog måske blive blødt op af udsigten til, at man ifølge planen flere steder på facaden skal kunne se klatreplanter, som vokser sig til vertikale ’striber’ af grønt og bidrager til et mere indbydende byggeri.
Det er udviklerne hos Nrep og Skanska, der står bag bolig- og hotelkonceptet, der har fået navnet ’Noli’.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
